Privat Socialrådgiver Karin B Nissen

Bekæmper sagsbehandlingsfejl og systemstress i sociale sager

Blog

vis:  hele indlæg / kort version

Revalidering - det virker men kommunerne bruger det ikke

Opslået d. 10. september 2020 kl. 10.10 Comments kommentarer (2)


REVALIDERING - det får folk i arbejde, men kommunerne bruger det ikke


 

Et retskrav

 

Revalidering er et retsskrav, hvis man har begrænsninger i arbejdsevnen, og der ikke er andre tilbud, som kan hjælpe en med at få tilknytning til arbejdsmarkedet.


Hvis du vil læse mere om hvem der er i målgruppen for revalidering, så har jeg lagt et link til lovgivningen nedenfor.


 

Uddannelse m.m.

 

Revalidering er både erhvervsrettede aktiviteter og økonomisk hjælp.

 

Aktiviteterne kan fx være arbejdsprøvning, uddannelse, optræning hos private eller offentlige arbejdsgivere eller hjælp til etablering af selvstændig virksomhed.

 

Den økonomiske hjælp kan være kontanthjælp og revalideringsydelse. Det vil også kunne være ansættelse med løntilskud i visse situationer.

 


Revalidering virker

 

Når jeg siger, at revalidering virker, så er det fordi en undersøgelse viser, at det er den indsats, der har den største beskæftigelsesfremmende effekt, af de indsatser der anvendes.


Af de personer, der afsluttede et revalideringsforløb i 2018, var 43,5 procent i lønmodtagerbeskæftigelse et år senere.

 

Til sammenligning var det kun 25,7 procent, der var i lønmodtagerbeskæftigelse efter et år i et jobafklaringsforløb.

 

For dem, der afsluttede et ressourceforløb, var det kun 2,8 procent (jobindsats.dk).


 

Men kommunerne bevilger det ikke

 

Brugen af revalidering på 10 år er reduceret til under en tredjedel (jobindsats.dk).

 

Måske det hænger sammen med, at revalidender modtager en højere ydelse end de, der deltager i et ressourceforløb?


 

Sønderborg kommune er dog en undtagelse


Her ses revalidering nemlig som en investeringsstrategi.

 

For en kommune som Sønderborg, der har en del store virksomheder med behov for arbejdskraft, og hvor mange unge samtidig flytter væk for at tage en uddannelse, er revalidering også en måde at få højtuddannet arbejdskraft. For eksempel har en af borgerne taget en uddannelse som læge i et revalideringsforløb.


 

Klagesager

 

Får du afslag på din ansøgning om revalidering, så vil jeg opfordre dig til at klage over det.

I 2019 var omgørelsesprocenten for revalideringssager i Ankestyrelsen 35 procent (ast.dk). Det vil sige, at mere end hver tredje afslag var enten direkte forkert eller behæftet med så væsentlige retlige mangler, at afgørelsen var ugyldig.

 

Som altid må der formodes at ligge et mørketal gemt her, og Ankestyrelsen har jo lavet en undersøgelse, baseret på stikprøver af sager, der ikke er blevet klaget over, som viser, at der er lige så mange fejl i de sager, der ikke bliver klaget over, som der er i de, der bliver klaget over. 


 

Du kan læse mere her

 

https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2019/548…;

 

https://socialraadgiverne.dk/…/jura-revalidering-kommuner-…/

Ny undersøgelse af familier med alvorligt syge børns behov

Opslået d. 2. september 2020 kl. 7.30 Comments kommentarer (0)



Når et barn bliver alvorligt sygt, rammes hele familien. Men hvor søger familierne hjælp og støtte? Og hvor mangler de støtte? Det har KOPA - Kompetencecenter for Patientoplevelser -  undersøgt ved at interviewe 16 familier med alvorligt syge børn. Derudover er patientforeninger bidraget med viden om, hvilken type hjælp og støtte familierne efterspørger.


 

Resultaterne af undersøgelsen overrasker i grunden ikke, fordi på tværs af diagnoser er det samme forhold, familierne oplever som udfordrende, og samme støtte og hjælp de efterspørger:


> Ens behov - uens tilbud. Der er stor forskel på mængden af støttetilbud alt efter diagnose: jo sjældnere diagnose, desto færre tilbud.


> Hele familien har brug for støtte. Sygdommen påvirker hele familien, men hverken hospital eller kommune har fokus på den samlede situation.


> Kommunen som modspiller. Kampene med kommunen om økonomisk støtte er en større stressfaktor for familierne end selve sygdommen.​


> Spejling i andre familier giver håb. Familien har stor glæde af at mødes med andre familier i samme situation. Det giver ro og håb i en svær situation.

 


Undersøgelsen viser, at der er brug for et stærkt tværsektorielt samarbejde omkring familierne. Ikke bare omkring det syge barn, men i forhold til hele familien inklusiv raske søskende.


Derfor anbefaler KOPA på baggrund af undersøgelsen:


> En fast koordinator. Tildel familierne en fast tovholder, som har fokus på hele sygdommen og at hjælpe hele familien.


> Specialiseret psykologhjælp. Forebyg psykiske belastninger – tilbyd psykologer/terapeuter med speciale i familier med alvorlig sygdom på hospitalet og uden for hospitalsregi.


> Fællesskab med andre familier. Facilitér fysiske og virtuelle netværk for familierne, så de får mulighed for at sparre og vidensdele familie til familie.


Det skærer i hjertet at læse, at familierne i grunden bare ønsker at blive mødt med tillid, blive lyttet til og taget alvorligt. Hvorfor er det ikke en selvfølge? Det kommer jeg aldrig til at forstå!


Du kan læse mere her: https://patientoplevelser.dk/sites/patientoplevelser.dk/files/rapport_alle_de_smaa_ting_final_002.pdf ;

Brev til byrådspolitikerne

Opslået d. 16. august 2020 kl. 10.50 Comments kommentarer (0)

Sammen med andre medlemmer af #enmillionstemmer har jeg sendt dette brev til byrådspolitikere i landets kommuner:


 

Juli/august 2020

 


Kære kommune

 


l skrivende stund er alle landets 98 kommuner i gang med forhandlingerne om, hvor mange penge der må bruges og på hvad i 2021.

 


Igen i år har medierne bragt historier om konsekvenserne af mange års besparelser. Men det er ikke små besparelser på ubetydelige områder. Det er hver gang historier om massive besparelser på det specialiserede socialområde, på mennesker med handicap og psykisk sårbarhed og deres pårørende.

 


Vi henvender os derfor nu på vegne af bevægelsen #enmillionstemmer og gruppen #enmillionstemmer - bak op om pårørende til handicap og psykisk sårbarhed, der p.t. har 22.000 medlemmer. For de besparelser, som finder sted i alle landets kommuner, handler ikke bare om tal. Bag tallene gemmer sig mennesker - hele familier - der bliver ramt.

 


Der er tale om menneskers liv, der ikke kan hænge sammen. Mennesker, der ikke kan få helt basal hjælp, så de kan føle sig som en værdig del af vores fælles samfund. Mennesker, der ikke selv kan bestemme, hvor de vil bo. Børn, der bliver nægtet et egnet skoletilbud. Besparelserne trækker en hale af mistillid og mistro efter sig.


 

Danmark ratificerede i 2009 FN's Handicapkonvention og påtog sig derved en forpligtelse til at indrette sin lovgivning og administrative praksis i overensstemmelse med konventionens krav. Landets kommuner er derfor forpligtede til at indrette bevillinger, så mennesker med handicap og psykisk sårbarhed kompenseres, så de kan leve deres liv på lige vilkår med den øvrige befolkning i Danmark.

 


Hvis l ikke har rammerne til at leve op til FN's Handicapkonvention, vil vi bede jer tage ansvar for jeres borgere med handicap og psykisk sårbarhed ved at henvende jer til regeringen. Lad ikke kampen for gode rammer for mennesker med handicap forblive en kamp mellem borgere og kommuner, som det er i dag. l kan være med til at gøre en forskel.

 


l dag har ca. 20% af den danske befolkning et større eller mindre handicap og/eller psykisk sårbarhed. De fleste af dem har pårørende, der hver dag kæmper en kamp for, at deres børn, børnebørn, søskende, forældre og ægtefæller kan få lov til at leve et liv på samme vilkår som alle andre.


 

Vi håber inderligt, at l vil lytte til vores bøn og prioritere mennesker med handicap og psykisk sårbarhed, når l skal til at forhandle om næste års budgetter.


Det hjælper jeg med

Opslået d. 13. juli 2020 kl. 8.15 Comments kommentarer (0)

Mit firma bekæmper sagsbehandlingsfejl og systemstress i sociale sager


Siden 2002 har jeg beskæftiget mig med behandling, vejledning og coaching af mennesker med forskellige problemstillinger.

Det har jeg gjort som selvstændig erhvervsdrivende, som kommunalt ansat socialrådgiver, som frivillig og som underviser. 


Gennem årene har jeg oparbejdet en stor viden om socialt arbejde, kommunal forvaltning, lovgivningen på det sociale område og menneskers læring og udvikling.


Som mor til at barn med særlige vanskeligheder har jeg oplevet konsekvenserne af mangelfuld sagsbehandling, forkerte afgørelser, lang sagsbehandlingstid, dårlig kommunikation m.v. på egen krop. 


Min store faglige og private viden bruger jeg nu til at støtte de, der dagligt kæmper for at skabe et godt liv for sig selv og for deres familier på trods af funktionsnedsættelser, sygdom og et system, der ofte opleves trægt og modvilligt. 


Det er ofte de samme ting, mine kunder siger til mig, når jeg beder dem beskrive, hvad de får ud af at samarbejde med mig. Her er nogle uddrag af samtaler med og mails fra kunder:


Et forældrepar (børnesocialsag): "Havde det ikke været for dig, så havde vi ikke fået vores datter hjem"


En mor (børnehandicapsag): "Nu kan jeg sove om natten, fordi jeg ved, at jeg har dig i baghånden"


En mor (børnehandicapsag): "Du skabte på ingen tid overblik i sagen"


En pædagogisk konsulent (voksen handicapsag): "Med din faglighed fik du øje på nogle ting, som vi selv havde overset"


En bror (voksen psykiatrisag): "Det er dejligt, at der nu ligger en strategi for, hvordan vi kan hjælpe min bror og mine forældre"


En kvinde (sygedagpengesag): "Det er så rart at tale med dig, det bliver jeg tryg af"



Mit firmas services er tre-delte:

 

Socialrådgivning


Privat socialrådgiver, bisidder og partsrepræsentant for borgere der er kommet i klemme i systemet på det specialiserede børne- eller voksenområde, samt beskæftigelsesområdet.


Jeg har erfaring med sager vedrørende:


Tabt arbejdsfortjeneste

Merudgifter

Børnefaglige undersøgelser

Frivillig anbringelse udenfor hjemmet

Anbringelse udenfor hjemmet uden forældrenes samtykke

Støtte ved anbringelse af børn udenfor hjemmet

Botilbud

Støtte i eget hjem

Psykiatri

Misbrugsbehandling

Hjemløshed

Domsanbringelse

Beskyttet beskæftigelse

Aktivitetstilbud

Førtidspension

Sygedagpenge

Ressourceforløb

Fleksjob

Kontanthjælp

Enkeltydelser

 


Behandling


Coaching og psykoterapi for mennesker, der oplever belastningssymptomer som uro, tankemylder, søvnproblemer, angst, negative tankemønstre m.fl. som følge af langvarig sagsbehandling, eller som følge af påvirkninger i privatliv eller arbejdsliv, samt deres pårørende.


Jeg har erfaring med behandling af påvirkninger som følge af:

Sorg

Krise

Stress

Kronisk og/eller langvarig sygdom

Langvarig og/eller konfliktfyldt sagsbehandling

Skilsmisse

Fysisk og psykisk vold i parforhold

Økonomiske problemer



Konsulentydelser


Undervisning, kurser, socialfaglig og juridisk sparring og sagsbehandling for offentlige, kommunale og privatejede institutioner, NGO'er, patient- og pårørendeforeninger samt pædagogiske og andre typer af konsulentfirmaer.

Studievejledning og hjælp til at gennemføre studiet til socialrådgiverstuderende samt studerende på de sociale diplomuddannelser.



Underretninger - jo flere jo bedre eller hvordan?

Opslået d. 29. juni 2020 kl. 9.30 Comments kommentarer (0)



I årene 2014 og 2015 indsamlede Ankestyrelsen informationer fra kommunerne om, hvor mange underretninger, de modtog, hvem der underrettede, hvad der blev underrettet om, og hvordan kommunerne fulgte op på underretningerne. Kommunerne modtog 97.000 underretninger i 2015.


Underretningsstatistikken viste, at kommunerne i 30% af tilfældene intet gjorde ved underretningerne, fordi de vurderedes grundløse, mens de i 33% af tilfældene intet foretog sig, fordi der allerede var enten sat gang i en undersøgelse eller en indsats i forhold til barnet eller den unge, som underretningen drejede sig om. Kun 14% af underretningerne førte til, at kommunerne lavede en børnefaglig undersøgelse jf. Serviceloven § 50 og i blot 6% af tilfældene henviste kommunerne familierne til konsulentbistand eller gav dem rådgivning.


Det betyder altså, at i 63% af tilfældene gav underretningerne ikke anledning til, at kommunerne foretog sig noget eller foretog sig noget nyt i sagen.


Siden er man holdt op med at indsamle oplysningerne, bortset fra at Danmarks Statistik siden 2016 har indsamlet oplysninger om antal og fordeling i forhold til køn. I 2017 modtog kommunerne samlet 117.400 underretninger. Det er en stigning på 12 pct. i forhold til 2016. I 2018 modtog kommunerne flere en 127.000 underretninger, altså en stigning på 7% i forhold til året før. I skrivende stund foreligger ingen opgørelse for 2019.


 

Vi har alle et ansvar


Der er ingen tvivl om, at vi alle har et ansvar for at skrive en underretning, hvis vi er bekymrede for et barns eller et ungt menneskes trivsel og udvikling. Efter Serviceloven § 154 har alle, der får kendskab til, at et barn eller en ung udsættes for vanrøgt, vold, mishandling, seksuelle overgreb m.v. eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, pligt til at underrette kommunen.


Fagpersoner har efter Serviceloven § 153 en særlig udvidet underretningspligt. Den gælder offentligt ansatte og andre med offentlige hverv fx læger, tandlæger, ansatte på opholdssteder, familiepleje, krisecentre, behandlingstilbud eller andre private tilbud, der udfører opgaver rettet imod mennesker med sociale eller andre særlige problemer. Det gælder dermed også lærere og ansatte i børnehaver. Listen er ikke udtømmende.


Forskellen på de to paragraffer er, at hvor almindelige borgere først har underretningspligt, når de har en konkret viden, så har fagpersoner underretningspligt allerede når de får en mistanke om, at et barn eller en ung kan have behov for hjælp fra det offentlige.


 

Faglighed og ansvar følges ad


Det følger af straffeloven, at den der ikke underretter kan straffes med bøde og fængsel. Så selvfølgelig skal vi underrette, hvis vi bliver bekymrede. Men underretninger er indgribende for såvel forældre som børn og unge, så vi skylder familierne at skrive fagligt velfunderede underretninger med beskrivelser af vores observationer, samt hvilke antagelser, vi gør os på baggrund af disse observationer.


Anonyme underretninger er i den forbindelse helt uacceptable og fagpersoner bør tale med forældrene om underretningen inden de sender den (medmindre der er mistanke om at forældrene udsætter barnet eller den unge for vold eller seksuelle overgreb).


 

Kommunernes håndtering af underretninger


Men kommunerne bør også håndtere underretningerne med stor omhu. Jeg har fx været involveret i en sag, hvor en kommune ikke indkaldte forældrene til en underretningssamtale, hvor de sammen med en socialrådgiver kunne gennemgå underretningen og tale om, hvilke muligheder for hjælp der var. I stedet afholdt kommunen et netværksmøde, hvor underretter sad med i lokalet. Løsningen på problemerne skulle nemlig findes i netværket, påstod kommunen, uden i øvrigt at undersøge kvaliteten af netværket eller at lade forældrene forholde sig til de anklager, der rettedes imod dem i underretningen.


Det er fuldstændig urimeligt at behandle et forældrepar på denne måde!


Forældrene fik ingen mulighed for at forklare sig. I stedet fremstod de skyldige i de fejltrin, som underretningen gik på. I Danmark plejer man ellers at være uskyldig indtil man er dømt. Men ikke i denne kommune, der med henvisning til at ”her arbejder vi netværksbaseret” fratog forældrene almindelige rettigheder.


Ved at gennemføre underretningssamtalen som et netværksmøde sparer kommunen et møde og den presser forældre, der ikke kender deres rettigheder, til at modtage hjælp fra netværket, fremfor at få professionel hjælp fra kommunen.


 

Flere underretninger af høj kvalitet og bedre behandling af underretningerne – ja tak


Forskellige stemmer på området herunder senest Børns Vilkår og organisationspsykolog Gitte Haslebo diskuterer deres forskellige holdninger til spørgsmålet om underretninger fx i debatindlæg i Politiken i maj og juni i år. Alle parter ønsker at børn og unge skal have hjælp, hvis de har den behov. Og gerne så tidligt i forløbet som muligt. Det kan der ikke være nogen tvivl om. Men jeg er enig med Gitte Haslebo i, at den heksejagt, som fx det, det ovenfor beskrevne forældrepar var udsat for, ingen steder hører hjemme i en retsstat, hvor vi alle har helt elementære rettigheder også når vi eventuelt har gjort noget forkert, men også i en velfærdsstat, der gennem både FN’s Børnekonvention og Menneskerettighedskonventionen har forpligtet sig til at arbejde for familiernes muligheder for trivsel.

 

Der er store chancer for medhold i klagesager

Opslået d. 3. juni 2020 kl. 7.35 Comments kommentarer (0)

En ny rapport fra Advokatrådet peger på, at der mangler retssikkerhed for udsatte borgere med nedsat funktionsevne eller handicap, når de søger kommunen om hjælp.


Problemet er vokset siden 2013, så fire ud af ti klagesager over kommunernes afgørelser nu bliver omgjort, uden konsekvenser for kommunerne.


DET KAN OFTE BETALE SIG AT KLAGE - CHANCEN FOR AT FÅ MEDHOLD ER STOR


Tusindvis af borgere får hvert år fejlagtigt ”nej", når de søger hjælp i kommunen eller bliver uretmæssigt frataget hjælp. Ud af de 7.226 borgere, som valgte at klage til Ankestyrelsen alene i 2019, fik 42 procent – over 3.000 borgere – enten medhold eller deres kommune fik besked om, at sagen skal behandles igen. Man kan også vende den om og sige, at antallet af sager, hvor Ankestyrelsen finder, at kommunens afgørelse er korrekt, er faldet fra omkring 71% i 2013 til 58% i 2019.


På børneområdet er det over halvdelen af sagerne, der skal behandles igen.


Mens sagerne behandles, så modtager borgeren i hovedreglen ingen hjælp.

Ventetiden er 6-8 måneder, men kan være 1-2 år hvis sagen hjemvises flere gange. Det strider imod helheds- og hurtighedsprincippet!


ØKONOMIAFTALE 2021 MELLEM REGERINGEN OG KL


Samtidig kan man i den nye økonomiaftale mellem Regeringen og KL på side 13-14 læse, at


"Der har vist sig en problemstilling på social- og ældreområdet, hvor rækkevidden af enkelte principmeddelelser fra Ankestyrelsen har vist sig vanskelige at omsætte i praksis. Regeringen og KL anerkender begge problemstillingen. Parterne er enige om, at der fremadrettet med respekt for Ankestyrelsens uafhængighed skal være fokus på dialog med kommunerne, herunder om temaer for sager til principiel behandling. Der er enighed om at etablere et permanent underudvalg i Ankestyrelsens Dialogforum, som skal sikre øget fokus på drøftelse af indhold og rækkevidden af principmeddelelser, som kan have stor betydning for kommunerne."


Det er endnu uvist om det betyder, at Ankestyrelsen vil tage mere hensyn til kommunernes økonomiske situation, når de træffer principielle afgørelser, men hvis det gør, så er borgernes retssikkerhed for alvor truet. Klageadgang er nemlig en central del af retssikkerheden, fordi det betyder, at borgere kan få afgørelser fra det offentlige prøvet, så de principielt er beskyttet mod forkerte afgørelser. Den klageadgang skal vi som borgere kunne regne er neutral.


En undersøgelse fra Rådet for Socialt Udsatte viser bl.a., at kommunerne i mange tilfælde ikke vejleder fyldestgørende om muligheden for at klage, når de træffer afgørelse i en socialt udsat borgers sag. Samtidig peger den også på, at Ankestyrelsen omgjorde hele 64 pct. af de klagesager, de behandlede i 2018 vedr. stofmisbrugsbehandling. Det vil sige, at kommunerne i 64 pct. af tilfældene, hvor det rent faktisk lykkedes en borger at klage, enten havde truffet en forkert afgørelse, eller ikke havde oplyst sagen godt nok.


Det er ekstremt bekymrende, at fejlprocenten er så høj i de sager, som Ankestyrelsen har behandlet. Særligt når man tænker på, at det med al sandsynlighed kun er en meget lille del af sagerne, der når frem til Ankestyrelsen.


LØSNINGSFORSLAG - RETSSIKKERHEDSFOND, FLERE MIDLER TIL AST ELLER FORVALTNINGSDOMSTOL


Som en løsning peges der i rapporten fra Advokatsamfundet på, at der skal oprettes en ny såkaldt retssikkerhedsfond. Kommuner, der har givet afslag på ydelser, borgerne har ret til, skal så betale deres besparelse ind til fonden. Pengene i fonden kan blandt andet bruges til kompensation, rådgivning og forskning til gavn for borgere med et handicap, så midlerne bliver på området og er med til at rette op på retssikkerheden på sigt, foreslår Advokatsamfundet.


Det synes Thomas Adelskov, der er formand for KL's Social- og Sundhedsudvalg, er noget pjat! Istedet mener han, at der der skal tilføres flere ressourcer til Ankestyrelsen, som vi som borgere siden 1973 har kunnet klage til over kommunens afgørelser på det sociale område.


Men Ankestyrelsen kritiseres allerede på nuværende tidspunkt for, at læne sig op ad kommunernes afgørelser. Og hvis sagerne i sjældne tilfælde afprøves ved en almindelig domstol, går domstolen sjældent ind i substansen. De henviser i stedet til, at Ankestyrelsen har særlig erfaring og ekspertise.


ET ALTERNATIV ER AT DER OPRETTES EN FORVALTNINGSDOMSTOL


I de fleste vesteuropæiske stater findes to sideordnede domstolssystemer: Almindelige domstole, der behandler straffesager og afgør tvister mellem borgerne, og forvaltningsdomstole, der afgør tvister mellem forvaltningen og borgerne. Men selvom skiftende politikere gennem årene har foreslået sådan en domstol indført i Danmark, så har vi det stadig ikke. 


Personlig er jeg fortaler for en styrket Ankestyrelse, der er fuldstændig fri af kommunerne. Da vi nedlagde amterne forsvandt en stor mængde faglig viden, som istedet synes at have samlet sig i Ankestyrelsen - i hvert fald delvist. Ankestyrelsen er således et sted, hvor kommunerne kan hente viden og hjælp til at træffe de rigtige afgørelser, så domstolene har jo i grunden ret, når de antager, at Ankestyrelsen har en særlig erfaring og ekspertise på det sociale område, som gør dem gode til at træffe afgørelser. 


Det sociale område er gennem årene blevet systematisk underfinansieret. Samtidig med at der er kommet flere brugere af systemet er udgifterne på området faldet år for år. Det skal der ændres på nu! 


Hvis både det sociale område og Ankestyrelsen tilføres ressourcer nok, så burde det ikke være nødvendigt med en forvaltningsdomstol. Men sker det ikke, så mener jeg, at en forvaltningsdomstol er den eneste mulighed for at sikre borgerenes retssikkerhed. 



Læs økonomiaftalen for 2021 her: 

https://fm.dk/media/18036/aftale-om-kommunernes-oekonomi-for-2021.pdf ;


Lyt til P4 Trekanten formiddags udsendelse den 2. juni 2020 her: www.dr.dk/radio/p4trekanten 


Læs rapporten fra Advokatsamfundet her:

https://www.advokatsamfundet.dk/…/Nyheder/2020/Advokatraadet Handicappede borgeres retssikkerhed skal forbedres.aspx


Læs Rådet for Socialt Udsattes undersøgelse her:

https://www.udsatte.dk/dyn/resources/News_Content/file/5/575/1591099179/socialt-udsattes-brug-af-klagesystemet.pdf

Seje mor

Opslået d. 24. maj 2020 kl. 10.50 Comments kommentarer (0)

Boganmeldelse:


I 2019 udkom en lille perle af en bog, som slet slet ikke har fået omtale nok; "Seje mor" af Monica Lylloff er intet mindre end genial ☝️


 

Fra forlagsbeskrivelsen:


"Seje mor – En fortælling om livet med 3 børn med særlige behov" er en personlig beretning om at være mor til handicappede børn og om den sorg og kærlighed, der følger med. Bogen beskriver, hvordan det er at være en familie, hvor diagnoser, hjælpemidler og svære valg er en del af hverdagen".


En usentimental og rørende beretning:


 

Jeg læser meget - især faglitteratur - og nyder at læse, men jeg berøres sjældent af det, jeg læser, sådan som jeg blev berørt af Monicas bog. Jeg genkendte ganske enkelt mig selv og det tror jeg også, mange af jer vil kunne! ❤


 

I bogens første 5 kapitler får man et indblik i den svære overgang fra en lille familie på tre med far, mor og søn på 2 år til en stor familie på fem med far, mor, to fortidligtfødte tvillingepiger med svære medfødte fysiske og psykiske problemstillinger og en søn, der med årene viser sig at have flere udfordringer på autismespektret.


 

Familiens udfordringer formidles i et letlæst sprog. Det er godt, for man har brug for ro til at tage alt det ind, som Monica fortæller - som her på bogens side 14:


 

"Vi havde samtidig en lille Kristoffer derhjemme, der lige var blevet to år. Fra den ene dag til den anden var hans mor væk. Forsvundet. Jeg lå på hospitalet med to fremmede piger, som jeg ikke turde røre ved. Jeg savnede at kramme min lille dreng, men samtidig kunne jeg ikke klare at tale med ham eller se ham. Det gjorde simpelthen for ondt. Så jeg prøvede at glemme ham lidt. For at passe på mig".


 

Herefter følger 3 kapitler om kampen for at få hverdagen til at fungere. En kamp som ikke gøres lettere af social- og sundhedssystemernes manglende empati og fleksibilitet, men som også indimellem byder på møder med et handlekraftigt menneske, der får ting til at ske, som sundhedsplejersken på bogens side 76:


 

"Jeg prøvede selv at tale med kommunen om, hvilke muligheder vi havde. Svaret var, at der var en sagsbehandlingstid på flere måneder, før de kunne hjælpe os. Det ville vores sundhedsplejerske ikke finde sig i, så hun ringede til kommunen og sagde, at Emma havde brug for hjælp NU. Det hjalp, for der gik ikke lang tid, før Emma fik sin første specielle stol. Et kæmpe monstrum kaldet en X:Panda-stol. Det første hjælpemiddel og langt fra det sidste".


 

De sidste 3-4 kapitler handler om, at få det bedste ud af det liv, man nu engang er blevet tildelt. Om at finde overskud og glæde i hverdagen, i familien, i parforholdet.


 

"Giv aldrig op. Du er sejere end du tror" slutter Monica sin beretning.


 

Min boganmeldelse slutter med en opfordring til at læse bogen:


Uanset om du har egne erfaringer som bruger af systemet, pårørende eller som fagperson ansat i systemet, så vil du kunne lære noget af Monicas usentimentale og bevægende skildring af et familieliv med børn med særlige behov. Du kommer helt sikkert til at kunne kigge i bogen i forrummet foran mit kontor i SundhedsCenter Børkop ❤

NADA øre-akupunktur giver ro i krop og sjæl

Opslået d. 6. maj 2020 kl. 7.30 Comments kommentarer (0)

Jeg anbefaler NADA-behandling som en del af et samtale-forløb,

fordi NADA øre-akupunktur giver ro i krop og sjæl


NADA-metoden blev udviklet af en psykiater på Lincoln Hospital i New York i 1970'erne.


Formålet var at dæmpe abstinenser og trang hos misbrugere, men efterhånden opdagede man, at behandlingen også gjorde folk mere afslappede, at de blev mere i kontakt med sig selv og dermed fik mere ud af de øvrige dele af behandlingen.


NADA har været kendt herhjemme siden 1990’erne.

 

Hvad står NADA for? 

NADA er en forkortelse af National Acupuncture Detoxification Association – en organisation der blev dannet i USA i 1985 for at udbrede NADA-metoden. Herhjemme blev foreningen NADA-Danmark dannet i 2001 af Lars Wiinblad.


Selv stødte jeg første gang på NADA under min uddannelse til counselor (psykoterapeut) og coach i Sydafrika i 2002-2004, hvor jeg oplevede, hvordan NADA kan bruges i alle situationer, hvor der er behov for stabilitet, bedre stress-håndtering (herunder bl.a. vrede, søvnproblemer, rastløshed, angst m.m.), fokus, bedre håndtering af følelser og kognitive funktioner.


NADA er ikke en lægelig eller medicinsk behandling, men et supplement til andre metoder f.eks. samtaler, medicinsk behandling, coaching, mindfulness m.m. Alle kan modtage NADA-behandling – også gravide og folk med pacemaker. Børn fra 7 år kan også få NADA.


NADA anvendes blandt andet ved:

Søvnproblemer og mareridt

Angst og panikanfald

Fysisk uro og rastløshed

Psykisk uro og tankemylder

Koncentrations- og hukommelsesbesvær

Udadreagerende adfærd og aggressivitet

Vrede og irritabilitet

Stress

Depression

ADHD

OCD

Stemmehøring

Misbrug, stoftrang og abstinenser

Ludomani

Selvskadende adfærd

Sorg- og krisebehandling

Eksamensangst

Svendtendens fx i overgangsalderen

Hovedpine og smerter generelt


Behandlingen består af 5 nåle i hvert øre.

Nålene sidder i øret i 45 minutter. Behandlingen er generelt smertefri, men som regel kan der mærkes et lille stik, som straks forsvinder igen. Enkelte punkter i øret kan føles ømme, hvilket som regel er et tegn på effektiv behandling. Effekten af behandlingen varer 24-36 timer.


Har du en tid til coaching/psykoterapeutisk samtale kan du komme en times tid før og få NADA-behandling. Har du ikke tid til det, så kan du få NADA-behandling under samtalen.


NADA café

Som noget nyt tilbyder jeg sammen med en kollega i SundhedsCenter Børkop NADA café to gange om ugen. Her kan du komme ind fra gaden og anonymt få NADA-behandling uden tidsbestilling.

Har vi alle ret til en familie?

Opslået d. 6. januar 2020 kl. 7.35 Comments kommentarer (0)

Statsminister Mette Frederiksen talte i sin nytårstale om, at flere børn skal anbringes og at børn skal anbringes tidligere. I den forbindelse er det værd at tage et kig på en dom, der i september 2019 blev afsagt ved Den Europæiske Menneskerettigehedsdomstol i Strasbourg. Dommen gik imod den Norske stat, som ifølge Menneskerettighedsdomstolen havde krænket en mors ret til familieliv. Dommen giver os et grundlag for en drøftelse af vægtningen af hensynet til henholdsvis barn og forældre i anbringelsessager.

 

Sagen kort

 

En mor fik sin blot tre uger gamle søn anbragt udenfor hjemmet. Flere forløb og psykologiske undersøgelser viste, at moren ikke kunne se ud over sine egne behov, samt at hun ikke magtede at give sønnen den mest basale omsorg. Under de følgende års anbringelse i plejefamilie udviklede sønnen sig, men da drengen viste tegn på stress og uro i forbindelse med samværet med moren, nedsattedes samværet løbende og indstilledes fuldstændigt efter tre år. Moren havde da haft samvær 2 timer 6 gange om året og herefter 2 timer en gang i kvartalet, hvilket må siges at have været et yderst begrænset samvær. Samværet var præget af konflikter mellem drengens mor og den kommunale sagsbehandler samt plejemoren, der begge to deltog i samværene.

 

Kommunen besluttede, at drengen skulle bortadopteres til plejefamilien, hvilket den Norske højesteret stadfæstede. Moren havde i mellemtiden fået endnu et barn, som hun med støtte fra en familiekonsulent, vurderedes i stand til at give den fornødne omsorg. Men den Norske stat vurderede altså, at drengen havde behov, der oversted morens forældrekompetencer og besluttede derfor at bortadoptere drengen til plejefamilien. Samtidig vurderede den Norske stat, at drengen nu havde opnået en større tilknytning til sin plejefamilie end til sin mor.

 

Dommerne ved Menneskerettighedsdomstolen diskuterede, hvorvidt sagen var et udtryk for en krænkelse af morens ret til et familieliv eller et udtryk for en prioritering af barnets bedste overfor en mor, der manglede de fornødne forældrekompetencer. Det kan bemærkes at den danske dommer mente det sidste, men flertallet af dommerne var af den mening, at den Norske stat havde forsømt at kombinere morens ret til et familieliv med barnets ret til fornødent omsorg.


Dommen gik således den Norske stat imod, og når vi allesammen diskuterer, om Statsminister Mette Frederiksen har ret i, at der skal anbringes flere børn og at de skal anbringes tidligere og at flere skal bortadopteres, så bliver vi vel nødt til at se på, hvordan Menneskerettighedsdomstolene vægter forholdet mellem barnets bedste og forældrenes ret til et familieliv? Danmark har nemlig ratificeret såvel FN's Børnekonvention som Menneskerettighedskonventionen, og Menneskerettighedskonventionen er gjort til gældende lov i Danmark. 


Der er ikke forskningsmæssig belæg for at fjerne flere børn fra hjemmet

 

Anne-Dorte Hestbæk, der er seniorforsker hos VIVE (Det Nationalt Forsknings- og Analysecenter for Velfærd) mener ikke, at der er forskningsmæssig evidens for at sige, at flere skal anbringes udenfor hjemmet. Istedet finder hun et videnskabeligt belæg for at anbringe børn bedre og tidligere. Optimerede indsatser i familierne er ifølge hendes forskning derfor snarere en løsning end flere anbringelser (Politiken, 2. jan. 2020).


  

Vi bør diskutere dette her indgående

 

Danmark har som tidligere nævnt ratificeret FNs Børnekonvention, som i høj grad ser familien som en institution i samfundet, hvis opgave det er, at sikre børns bedste. Vi kan genkende flere af Børnekonventionens tanker omkring familieliv i Serviceloven, men Børnekonventionen er ikke lov i Danmark. Børnekonventionen er den den bavedliggende tanke bag den styrkelse af barnets perspektiv og sikringen af børns selvstændige rettigheder, som vi fx har opnået igennem indførelsen af Barnets Reform i 2011. Det er samtidig denne reform, der har gjort det muligt at videreføre anbringelser, hvor barnet vurderes at have opnået en større tilknytning til plejefamilien end til sin biologiske familie. Børnenes styrkede rettigheder kan dermed siges at være opnået på bekostning af forældrenes rettigheder.

 

Og det er vel blandt andet også dét Menneskerettighedsdomstolens diskussion er gået ud på; kan en længerevarende anbringelse risikere at skade forældrenes muligheder for at få barnet hjem igen, når barnet danner tilknytning til plejefamilien, men ikke til sin biologiske familie? I sagen fra Norge var der jo et meget begrænset samvær, ikke mindst drengens meget unge alder taget i betragtning. Og samværet nedsattedes. Samtidig beskrives nogle lidt ærgerlige omstændigheder omkring samværet, som gjorde, at moren kom i konflikt med sagsbehandleren og plejemoren. Kunne man mon istedet have fundet en mulighed for at støtte moren i samværet, så der havde været en reel mulighed for at drengen kunne danne tilknytning til sin mor også?

 

Forskellige teoretikere tænker forskelligt om det at danne tilknytning. Nogle mener, at børn kun kan danne tilknytning til én eller ganske få personer, mens andre mener, at børn (groft sagt) danner tilknytning til de, der byder sig til. Altså enhver der møder barnet med kærlig omsorg og opmærksomhed. Menneskerettighedsdomstolen stillede spørgsmålstegn ved om den Norske stat overhovedet havde haft til hensigt at hjemgive drengen til sin mor. Det kan måske hænge sammen med de tanker omkring børns tilknytning, som myndighederne har haft. Hvis myndighederne har tænkt, at børn danner tilknytning til ganske få personer, så har de måske ikke prioriteret samværet med moren særligt højt, fordi barnet jo skulle danne tilknytning til plejefamilien. Barnets Reform synes i nogen grad at bidrage til netop denne forståelse af tilknytning, men i Danmark bruger vi ikke reglen om, at man kan videreføre en anbringelse med den begrundelse, at barnet har dannet større tilknytning til plejefamilien end til den biologiske familie, ret ofte. I Norge er den tilgengæld skrevet ind i lovgivningen (Information, 13. dec. 2019).

 

Uhyggeligt mange sagsbehandlingsfejl

 

Ankestyrelsen gennemgik i 2017 København Kommunes sagsbehandling på familieområdet. Der påvistes sagsbehandlingsfejl i samtlige de 77 sager, der var udtaget til undersøgelse.


Tænketanken Justitia gennemgik i 2018 hele tvangsanbringelsesprocessen og konkluderede at retssikkerhedsniveauet er kritisk lavt. Blandt andet fandt tænketanken, at familierne ikke fik den nødvendige vejledning af kommunerne, og mener at så længe det nuværende system er så dårligt, så kan der ikke tales om at løsningen er at anbringe flere børn udenfor hjemmet (Politiken, 2. jan. 2020).


I forhold til anbringelser uden forældrenes samtykke, så stadfæstede Ankestyrelsen omkring 98% af de afgørelser, som de behandlede i 2019, mens Ankestyrelsen ophævede hveranden af de akutte afgørelser, som den behandlede i 2019. 


  

Styrkede indsatser i familien må være en bedre løsning end flere anbringelser

 

Med udgangspunkt i ovenstående må det være rimeligt at argumentere for, at vi som samfund stiller børn og forældre bedre ved at give tidlige indsatser af en høj kvalitet baseret på korrekt sagsbehandling fremfor at anbringe flere børn udenfor hjemmet. Der kan i hvert fald ikke findes et videnskabeligt argument for, at anbringe flere børn udenfor hjemmet eller at bortadoptere flere. Og Mennesketrettighedsdomstolen vægter jo tydeligvis familielivet højt. 

 

Efteruddannelse af sagsbehandlerne, færre sager til den enkelte sagsbehandler og dermed bedre tid til borgerne, bedre mulighed for samarbejde på tværs af de fagligheder der er i kontakt med familierne, og flere ressourcer til støtte i hjemmet som en del af den forebyggende indsats må være et alternativ til flere anbringelser udenfor hjemmet. Og det er svært at finde andre løsninger på det retssikkerhedsmæssige problem, vi står overfor ift. forældrene. 

 

 

 

 

Jeg hader kommunen og jeg tror også de hader mig!

Opslået d. 2. december 2019 kl. 9.50 Comments kommentarer (1)

Ph.d.-studerende Emil Falster har i det forgangne år talt med 39 familier om deres oplevelser med sagsbehandlingen af deres børnehandicapsag. Når han har talt med børnene og de unge om deres oplevelser af sagsbehandlingen, så er der kommet nogle skræmmende svar. Emil Falsters forskning offentliggøres først i 2021, men han har allerede nu lukket op for posen og her følger nogle af de svar, han har fået fra børn og unge. Det er hårdt at læse, men vi kan kun ændre på situationen ved at tale om det, så her kommer et uddrag:


- De spørger kun om, hvad jeg har brug for, fordi de skal.


- Jeg hader kommunen, og jeg tror også, at de hader mig!


- De lader som om de lytter, men det gør de ikke.


- Jeg ved godt, at de ikke kan gøre alt, men derfor kunne de godt være lidt søde; det er jo ikke vores skyld, at jeg har et handicap.


- Vores sagsbehandler snakker aldrig til mig. Jeg tror faktisk ikke, at hun ved, at jeg godt kan snakke.


- De er ikke særligt søde. De får tit min mor til at græde, og når mor græder, så græder min far også. Nogen gange begynder jeg så også at græde. Nogen gange ved jeg ikke helt hvorfor.



Emil Falster mener, at børnene og de unge ikke oplever at blive inddraget og at der bliver talt hen over hovedet på dem. Han formulerer det sådan, at børnene og de unge, han har talt med, ikke oplever at blive behandlet som mennesker, men i højere grad som nogle tilfælde, som de voksne har at snakke om.


Det er blandt andet problematisk, fordi Danmark har ratificeret og derfor forpligtet sig til at indrette sin lovgivning efter FN's børnekonvention. Det betyder, at vi har forpligtet os til at lovgivningen skal være i overensstemmelse med konventionen. Serviceloven  er fyldt med formuleringer og principper som afspejler børnekonventionen. Og det følger af FN's Børnekonvention, at børn har ret til medbestemmelse som fx indflydelse, deltagelse og ytrigsfrithed. I forhold til sagsbehandlingen betyder det blandt andet, at børnene og de unge har ret til en helhedsorienteret indsats, der inddrager alle aspekter af deres liv, og ret til at få inddraget deres egne synspunkter i sagsbehandlingen. Hvordan får man inddraget sine egne synspunkter i sagsbehandlingen, hvis sagsbehandleren ikke ved, at man kan tale?

 

Det skærer i hjertet at høre Emil Falster tale om, hvordan et barn tror, at kommunen hader det! 


Tirsdag den 3. december er det international handicapdag - er der noget at fejre, når børn og unge med handicaps har en oplevelse af, at kommunen, og dermed os som samfund, ikke vil dem? 


Rss_feed