Privat Socialrådgiver Karin B Nissen

Privat Socialrådgiver - Voksen og børne handicap - Beskæftigelse - Familiesager -  
Førtidspension - Fleksjob - Partsrepræsentant - Alle typer sociale sager

Blog

vis:  hele indlæg / kort version

Underretninger - jo flere jo bedre eller hvordan?

Opslået d. 29. juni 2020 kl. 9.30 Comments kommentarer (0)



I årene 2014 og 2015 indsamlede Ankestyrelsen informationer fra kommunerne om, hvor mange underretninger, de modtog, hvem der underrettede, hvad der blev underrettet om, og hvordan kommunerne fulgte op på underretningerne. Kommunerne modtog 97.000 underretninger i 2015.


Underretningsstatistikken viste, at kommunerne i 30% af tilfældene intet gjorde ved underretningerne, fordi de vurderedes grundløse, mens de i 33% af tilfældene intet foretog sig, fordi der allerede var enten sat gang i en undersøgelse eller en indsats i forhold til barnet eller den unge, som underretningen drejede sig om. Kun 14% af underretningerne førte til, at kommunerne lavede en børnefaglig undersøgelse jf. Serviceloven § 50 og i blot 6% af tilfældene henviste kommunerne familierne til konsulentbistand eller gav dem rådgivning.


Det betyder altså, at i 63% af tilfældene gav underretningerne ikke anledning til, at kommunerne foretog sig noget eller foretog sig noget nyt i sagen.


Siden er man holdt op med at indsamle oplysningerne, bortset fra at Danmarks Statistik siden 2016 har indsamlet oplysninger om antal og fordeling i forhold til køn. I 2017 modtog kommunerne samlet 117.400 underretninger. Det er en stigning på 12 pct. i forhold til 2016. I 2018 modtog kommunerne flere en 127.000 underretninger, altså en stigning på 7% i forhold til året før. I skrivende stund foreligger ingen opgørelse for 2019.


 

Vi har alle et ansvar


Der er ingen tvivl om, at vi alle har et ansvar for at skrive en underretning, hvis vi er bekymrede for et barns eller et ungt menneskes trivsel og udvikling. Efter Serviceloven § 154 har alle, der får kendskab til, at et barn eller en ung udsættes for vanrøgt, vold, mishandling, seksuelle overgreb m.v. eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, pligt til at underrette kommunen.


Fagpersoner har efter Serviceloven § 153 en særlig udvidet underretningspligt. Den gælder offentligt ansatte og andre med offentlige hverv fx læger, tandlæger, ansatte på opholdssteder, familiepleje, krisecentre, behandlingstilbud eller andre private tilbud, der udfører opgaver rettet imod mennesker med sociale eller andre særlige problemer. Det gælder dermed også lærere og ansatte i børnehaver. Listen er ikke udtømmende.


Forskellen på de to paragraffer er, at hvor almindelige borgere først har underretningspligt, når de har en konkret viden, så har fagpersoner underretningspligt allerede når de får en mistanke om, at et barn eller en ung kan have behov for hjælp fra det offentlige.


 

Faglighed og ansvar følges ad


Det følger af straffeloven, at den der ikke underretter kan straffes med bøde og fængsel. Så selvfølgelig skal vi underrette, hvis vi bliver bekymrede. Men underretninger er indgribende for såvel forældre som børn og unge, så vi skylder familierne at skrive fagligt velfunderede underretninger med beskrivelser af vores observationer, samt hvilke antagelser, vi gør os på baggrund af disse observationer.


Anonyme underretninger er i den forbindelse helt uacceptable og fagpersoner bør tale med forældrene om underretningen inden de sender den (medmindre der er mistanke om at forældrene udsætter barnet eller den unge for vold eller seksuelle overgreb).


 

Kommunernes håndtering af underretninger


Men kommunerne bør også håndtere underretningerne med stor omhu. Jeg har fx været involveret i en sag, hvor en kommune ikke indkaldte forældrene til en underretningssamtale, hvor de sammen med en socialrådgiver kunne gennemgå underretningen og tale om, hvilke muligheder for hjælp der var. I stedet afholdt kommunen et netværksmøde, hvor underretter sad med i lokalet. Løsningen på problemerne skulle nemlig findes i netværket, påstod kommunen, uden i øvrigt at undersøge kvaliteten af netværket eller at lade forældrene forholde sig til de anklager, der rettedes imod dem i underretningen.


Det er fuldstændig urimeligt at behandle et forældrepar på denne måde!


Forældrene fik ingen mulighed for at forklare sig. I stedet fremstod de skyldige i de fejltrin, som underretningen gik på. I Danmark plejer man ellers at være uskyldig indtil man er dømt. Men ikke i denne kommune, der med henvisning til at ”her arbejder vi netværksbaseret” fratog forældrene almindelige rettigheder.


Ved at gennemføre underretningssamtalen som et netværksmøde sparer kommunen et møde og den presser forældre, der ikke kender deres rettigheder, til at modtage hjælp fra netværket, fremfor at få professionel hjælp fra kommunen.


 

Flere underretninger af høj kvalitet og bedre behandling af underretningerne – ja tak


Forskellige stemmer på området herunder senest Børns Vilkår og organisationspsykolog Gitte Haslebo diskuterer deres forskellige holdninger til spørgsmålet om underretninger fx i debatindlæg i Politiken i maj og juni i år. Alle parter ønsker at børn og unge skal have hjælp, hvis de har den behov. Og gerne så tidligt i forløbet som muligt. Det kan der ikke være nogen tvivl om. Men jeg er enig med Gitte Haslebo i, at den heksejagt, som fx det, det ovenfor beskrevne forældrepar var udsat for, ingen steder hører hjemme i en retsstat, hvor vi alle har helt elementære rettigheder også når vi eventuelt har gjort noget forkert, men også i en velfærdsstat, der gennem både FN’s Børnekonvention og Menneskerettighedskonventionen har forpligtet sig til at arbejde for familiernes muligheder for trivsel.

 

Der er store chancer for medhold i klagesager

Opslået d. 3. juni 2020 kl. 7.35 Comments kommentarer (0)

En ny rapport fra Advokatrådet peger på, at der mangler retssikkerhed for udsatte borgere med nedsat funktionsevne eller handicap, når de søger kommunen om hjælp.


Problemet er vokset siden 2013, så fire ud af ti klagesager over kommunernes afgørelser nu bliver omgjort, uden konsekvenser for kommunerne.


DET KAN OFTE BETALE SIG AT KLAGE - CHANCEN FOR AT FÅ MEDHOLD ER STOR


Tusindvis af borgere får hvert år fejlagtigt ”nej", når de søger hjælp i kommunen eller bliver uretmæssigt frataget hjælp. Ud af de 7.226 borgere, som valgte at klage til Ankestyrelsen alene i 2019, fik 42 procent – over 3.000 borgere – enten medhold eller deres kommune fik besked om, at sagen skal behandles igen. Man kan også vende den om og sige, at antallet af sager, hvor Ankestyrelsen finder, at kommunens afgørelse er korrekt, er faldet fra omkring 71% i 2013 til 58% i 2019.


På børneområdet er det over halvdelen af sagerne, der skal behandles igen.


Mens sagerne behandles, så modtager borgeren i hovedreglen ingen hjælp.

Ventetiden er 6-8 måneder, men kan være 1-2 år hvis sagen hjemvises flere gange. Det strider imod helheds- og hurtighedsprincippet!


ØKONOMIAFTALE 2021 MELLEM REGERINGEN OG KL


Samtidig kan man i den nye økonomiaftale mellem Regeringen og KL på side 13-14 læse, at


"Der har vist sig en problemstilling på social- og ældreområdet, hvor rækkevidden af enkelte principmeddelelser fra Ankestyrelsen har vist sig vanskelige at omsætte i praksis. Regeringen og KL anerkender begge problemstillingen. Parterne er enige om, at der fremadrettet med respekt for Ankestyrelsens uafhængighed skal være fokus på dialog med kommunerne, herunder om temaer for sager til principiel behandling. Der er enighed om at etablere et permanent underudvalg i Ankestyrelsens Dialogforum, som skal sikre øget fokus på drøftelse af indhold og rækkevidden af principmeddelelser, som kan have stor betydning for kommunerne."


Det er endnu uvist om det betyder, at Ankestyrelsen vil tage mere hensyn til kommunernes økonomiske situation, når de træffer principielle afgørelser, men hvis det gør, så er borgernes retssikkerhed for alvor truet. Klageadgang er nemlig en central del af retssikkerheden, fordi det betyder, at borgere kan få afgørelser fra det offentlige prøvet, så de principielt er beskyttet mod forkerte afgørelser. Den klageadgang skal vi som borgere kunne regne er neutral.


En undersøgelse fra Rådet for Socialt Udsatte viser bl.a., at kommunerne i mange tilfælde ikke vejleder fyldestgørende om muligheden for at klage, når de træffer afgørelse i en socialt udsat borgers sag. Samtidig peger den også på, at Ankestyrelsen omgjorde hele 64 pct. af de klagesager, de behandlede i 2018 vedr. stofmisbrugsbehandling. Det vil sige, at kommunerne i 64 pct. af tilfældene, hvor det rent faktisk lykkedes en borger at klage, enten havde truffet en forkert afgørelse, eller ikke havde oplyst sagen godt nok.


Det er ekstremt bekymrende, at fejlprocenten er så høj i de sager, som Ankestyrelsen har behandlet. Særligt når man tænker på, at det med al sandsynlighed kun er en meget lille del af sagerne, der når frem til Ankestyrelsen.


LØSNINGSFORSLAG - RETSSIKKERHEDSFOND, FLERE MIDLER TIL AST ELLER FORVALTNINGSDOMSTOL


Som en løsning peges der i rapporten fra Advokatsamfundet på, at der skal oprettes en ny såkaldt retssikkerhedsfond. Kommuner, der har givet afslag på ydelser, borgerne har ret til, skal så betale deres besparelse ind til fonden. Pengene i fonden kan blandt andet bruges til kompensation, rådgivning og forskning til gavn for borgere med et handicap, så midlerne bliver på området og er med til at rette op på retssikkerheden på sigt, foreslår Advokatsamfundet.


Det synes Thomas Adelskov, der er formand for KL's Social- og Sundhedsudvalg, er noget pjat! Istedet mener han, at der der skal tilføres flere ressourcer til Ankestyrelsen, som vi som borgere siden 1973 har kunnet klage til over kommunens afgørelser på det sociale område.


Men Ankestyrelsen kritiseres allerede på nuværende tidspunkt for, at læne sig op ad kommunernes afgørelser. Og hvis sagerne i sjældne tilfælde afprøves ved en almindelig domstol, går domstolen sjældent ind i substansen. De henviser i stedet til, at Ankestyrelsen har særlig erfaring og ekspertise.


ET ALTERNATIV ER AT DER OPRETTES EN FORVALTNINGSDOMSTOL


I de fleste vesteuropæiske stater findes to sideordnede domstolssystemer: Almindelige domstole, der behandler straffesager og afgør tvister mellem borgerne, og forvaltningsdomstole, der afgør tvister mellem forvaltningen og borgerne. Men selvom skiftende politikere gennem årene har foreslået sådan en domstol indført i Danmark, så har vi det stadig ikke. 


Personlig er jeg fortaler for en styrket Ankestyrelse, der er fuldstændig fri af kommunerne. Da vi nedlagde amterne forsvandt en stor mængde faglig viden, som istedet synes at have samlet sig i Ankestyrelsen - i hvert fald delvist. Ankestyrelsen er således et sted, hvor kommunerne kan hente viden og hjælp til at træffe de rigtige afgørelser, så domstolene har jo i grunden ret, når de antager, at Ankestyrelsen har en særlig erfaring og ekspertise på det sociale område, som gør dem gode til at træffe afgørelser. 


Det sociale område er gennem årene blevet systematisk underfinansieret. Samtidig med at der er kommet flere brugere af systemet er udgifterne på området faldet år for år. Det skal der ændres på nu! 


Hvis både det sociale område og Ankestyrelsen tilføres ressourcer nok, så burde det ikke være nødvendigt med en forvaltningsdomstol. Men sker det ikke, så mener jeg, at en forvaltningsdomstol er den eneste mulighed for at sikre borgerenes retssikkerhed. 



Læs økonomiaftalen for 2021 her: 

https://fm.dk/media/18036/aftale-om-kommunernes-oekonomi-for-2021.pdf ;


Lyt til P4 Trekanten formiddags udsendelse den 2. juni 2020 her: www.dr.dk/radio/p4trekanten 


Læs rapporten fra Advokatsamfundet her:

https://www.advokatsamfundet.dk/…/Nyheder/2020/Advokatraadet Handicappede borgeres retssikkerhed skal forbedres.aspx


Læs Rådet for Socialt Udsattes undersøgelse her:

https://www.udsatte.dk/dyn/resources/News_Content/file/5/575/1591099179/socialt-udsattes-brug-af-klagesystemet.pdf

Seje mor

Opslået d. 24. maj 2020 kl. 10.50 Comments kommentarer (0)

Boganmeldelse:


I 2019 udkom en lille perle af en bog, som slet slet ikke har fået omtale nok; "Seje mor" af Monica Lylloff er intet mindre end genial ☝️


 

Fra forlagsbeskrivelsen:


"Seje mor – En fortælling om livet med 3 børn med særlige behov" er en personlig beretning om at være mor til handicappede børn og om den sorg og kærlighed, der følger med. Bogen beskriver, hvordan det er at være en familie, hvor diagnoser, hjælpemidler og svære valg er en del af hverdagen".


En usentimental og rørende beretning:


 

Jeg læser meget - især faglitteratur - og nyder at læse, men jeg berøres sjældent af det, jeg læser, sådan som jeg blev berørt af Monicas bog. Jeg genkendte ganske enkelt mig selv og det tror jeg også, mange af jer vil kunne! ❤


 

I bogens første 5 kapitler får man et indblik i den svære overgang fra en lille familie på tre med far, mor og søn på 2 år til en stor familie på fem med far, mor, to fortidligtfødte tvillingepiger med svære medfødte fysiske og psykiske problemstillinger og en søn, der med årene viser sig at have flere udfordringer på autismespektret.


 

Familiens udfordringer formidles i et letlæst sprog. Det er godt, for man har brug for ro til at tage alt det ind, som Monica fortæller - som her på bogens side 14:


 

"Vi havde samtidig en lille Kristoffer derhjemme, der lige var blevet to år. Fra den ene dag til den anden var hans mor væk. Forsvundet. Jeg lå på hospitalet med to fremmede piger, som jeg ikke turde røre ved. Jeg savnede at kramme min lille dreng, men samtidig kunne jeg ikke klare at tale med ham eller se ham. Det gjorde simpelthen for ondt. Så jeg prøvede at glemme ham lidt. For at passe på mig".


 

Herefter følger 3 kapitler om kampen for at få hverdagen til at fungere. En kamp som ikke gøres lettere af social- og sundhedssystemernes manglende empati og fleksibilitet, men som også indimellem byder på møder med et handlekraftigt menneske, der får ting til at ske, som sundhedsplejersken på bogens side 76:


 

"Jeg prøvede selv at tale med kommunen om, hvilke muligheder vi havde. Svaret var, at der var en sagsbehandlingstid på flere måneder, før de kunne hjælpe os. Det ville vores sundhedsplejerske ikke finde sig i, så hun ringede til kommunen og sagde, at Emma havde brug for hjælp NU. Det hjalp, for der gik ikke lang tid, før Emma fik sin første specielle stol. Et kæmpe monstrum kaldet en X:Panda-stol. Det første hjælpemiddel og langt fra det sidste".


 

De sidste 3-4 kapitler handler om, at få det bedste ud af det liv, man nu engang er blevet tildelt. Om at finde overskud og glæde i hverdagen, i familien, i parforholdet.


 

"Giv aldrig op. Du er sejere end du tror" slutter Monica sin beretning.


 

Min boganmeldelse slutter med en opfordring til at læse bogen:


Uanset om du har egne erfaringer som bruger af systemet, pårørende eller som fagperson ansat i systemet, så vil du kunne lære noget af Monicas usentimentale og bevægende skildring af et familieliv med børn med særlige behov. Du kommer helt sikkert til at kunne kigge i bogen i forrummet foran mit kontor i SundhedsCenter Børkop ❤

NADA øre-akupunktur giver ro i krop og sjæl

Opslået d. 6. maj 2020 kl. 7.30 Comments kommentarer (0)

Jeg anbefaler NADA-behandling som en del af et samtale-forløb,

fordi NADA øre-akupunktur giver ro i krop og sjæl


NADA-metoden blev udviklet af en psykiater på Lincoln Hospital i New York i 1970'erne.


Formålet var at dæmpe abstinenser og trang hos misbrugere, men efterhånden opdagede man, at behandlingen også gjorde folk mere afslappede, at de blev mere i kontakt med sig selv og dermed fik mere ud af de øvrige dele af behandlingen.


NADA har været kendt herhjemme siden 1990’erne.

 

Hvad står NADA for? 

NADA er en forkortelse af National Acupuncture Detoxification Association – en organisation der blev dannet i USA i 1985 for at udbrede NADA-metoden. Herhjemme blev foreningen NADA-Danmark dannet i 2001 af Lars Wiinblad.


Selv stødte jeg første gang på NADA under min uddannelse til counselor (psykoterapeut) og coach i Sydafrika i 2002-2004, hvor jeg oplevede, hvordan NADA kan bruges i alle situationer, hvor der er behov for stabilitet, bedre stress-håndtering (herunder bl.a. vrede, søvnproblemer, rastløshed, angst m.m.), fokus, bedre håndtering af følelser og kognitive funktioner.


NADA er ikke en lægelig eller medicinsk behandling, men et supplement til andre metoder f.eks. samtaler, medicinsk behandling, coaching, mindfulness m.m. Alle kan modtage NADA-behandling – også gravide og folk med pacemaker. Børn fra 7 år kan også få NADA.


NADA anvendes blandt andet ved:

Søvnproblemer og mareridt

Angst og panikanfald

Fysisk uro og rastløshed

Psykisk uro og tankemylder

Koncentrations- og hukommelsesbesvær

Udadreagerende adfærd og aggressivitet

Vrede og irritabilitet

Stress

Depression

ADHD

OCD

Stemmehøring

Misbrug, stoftrang og abstinenser

Ludomani

Selvskadende adfærd

Sorg- og krisebehandling

Eksamensangst

Svendtendens fx i overgangsalderen

Hovedpine og smerter generelt


Behandlingen består af 5 nåle i hvert øre.

Nålene sidder i øret i 45 minutter. Behandlingen er generelt smertefri, men som regel kan der mærkes et lille stik, som straks forsvinder igen. Enkelte punkter i øret kan føles ømme, hvilket som regel er et tegn på effektiv behandling. Effekten af behandlingen varer 24-36 timer.


Har du en tid til coaching/psykoterapeutisk samtale kan du komme en times tid før og få NADA-behandling. Har du ikke tid til det, så kan du få NADA-behandling under samtalen.


NADA café

Som noget nyt tilbyder jeg sammen med en kollega i SundhedsCenter Børkop NADA café to gange om ugen. Her kan du komme ind fra gaden og anonymt få NADA-behandling uden tidsbestilling.

Har vi alle ret til en familie?

Opslået d. 6. januar 2020 kl. 7.35 Comments kommentarer (0)

Statsminister Mette Frederiksen talte i sin nytårstale om, at flere børn skal anbringes og at børn skal anbringes tidligere. I den forbindelse er det værd at tage et kig på en dom, der i september 2019 blev afsagt ved Den Europæiske Menneskerettigehedsdomstol i Strasbourg. Dommen gik imod den Norske stat, som ifølge Menneskerettighedsdomstolen havde krænket en mors ret til familieliv. Dommen giver os et grundlag for en drøftelse af vægtningen af hensynet til henholdsvis barn og forældre i anbringelsessager.

 

Sagen kort

 

En mor fik sin blot tre uger gamle søn anbragt udenfor hjemmet. Flere forløb og psykologiske undersøgelser viste, at moren ikke kunne se ud over sine egne behov, samt at hun ikke magtede at give sønnen den mest basale omsorg. Under de følgende års anbringelse i plejefamilie udviklede sønnen sig, men da drengen viste tegn på stress og uro i forbindelse med samværet med moren, nedsattedes samværet løbende og indstilledes fuldstændigt efter tre år. Moren havde da haft samvær 2 timer 6 gange om året og herefter 2 timer en gang i kvartalet, hvilket må siges at have været et yderst begrænset samvær. Samværet var præget af konflikter mellem drengens mor og den kommunale sagsbehandler samt plejemoren, der begge to deltog i samværene.

 

Kommunen besluttede, at drengen skulle bortadopteres til plejefamilien, hvilket den Norske højesteret stadfæstede. Moren havde i mellemtiden fået endnu et barn, som hun med støtte fra en familiekonsulent, vurderedes i stand til at give den fornødne omsorg. Men den Norske stat vurderede altså, at drengen havde behov, der oversted morens forældrekompetencer og besluttede derfor at bortadoptere drengen til plejefamilien. Samtidig vurderede den Norske stat, at drengen nu havde opnået en større tilknytning til sin plejefamilie end til sin mor.

 

Dommerne ved Menneskerettighedsdomstolen diskuterede, hvorvidt sagen var et udtryk for en krænkelse af morens ret til et familieliv eller et udtryk for en prioritering af barnets bedste overfor en mor, der manglede de fornødne forældrekompetencer. Det kan bemærkes at den danske dommer mente det sidste, men flertallet af dommerne var af den mening, at den Norske stat havde forsømt at kombinere morens ret til et familieliv med barnets ret til fornødent omsorg.


Dommen gik således den Norske stat imod, og når vi allesammen diskuterer, om Statsminister Mette Frederiksen har ret i, at der skal anbringes flere børn og at de skal anbringes tidligere og at flere skal bortadopteres, så bliver vi vel nødt til at se på, hvordan Menneskerettighedsdomstolene vægter forholdet mellem barnets bedste og forældrenes ret til et familieliv? Danmark har nemlig ratificeret såvel FN's Børnekonvention som Menneskerettighedskonventionen, og Menneskerettighedskonventionen er gjort til gældende lov i Danmark. 


Der er ikke forskningsmæssig belæg for at fjerne flere børn fra hjemmet

 

Anne-Dorte Hestbæk, der er seniorforsker hos VIVE (Det Nationalt Forsknings- og Analysecenter for Velfærd) mener ikke, at der er forskningsmæssig evidens for at sige, at flere skal anbringes udenfor hjemmet. Istedet finder hun et videnskabeligt belæg for at anbringe børn bedre og tidligere. Optimerede indsatser i familierne er ifølge hendes forskning derfor snarere en løsning end flere anbringelser (Politiken, 2. jan. 2020).


  

Vi bør diskutere dette her indgående

 

Danmark har som tidligere nævnt ratificeret FNs Børnekonvention, som i høj grad ser familien som en institution i samfundet, hvis opgave det er, at sikre børns bedste. Vi kan genkende flere af Børnekonventionens tanker omkring familieliv i Serviceloven, men Børnekonventionen er ikke lov i Danmark. Børnekonventionen er den den bavedliggende tanke bag den styrkelse af barnets perspektiv og sikringen af børns selvstændige rettigheder, som vi fx har opnået igennem indførelsen af Barnets Reform i 2011. Det er samtidig denne reform, der har gjort det muligt at videreføre anbringelser, hvor barnet vurderes at have opnået en større tilknytning til plejefamilien end til sin biologiske familie. Børnenes styrkede rettigheder kan dermed siges at være opnået på bekostning af forældrenes rettigheder.

 

Og det er vel blandt andet også dét Menneskerettighedsdomstolens diskussion er gået ud på; kan en længerevarende anbringelse risikere at skade forældrenes muligheder for at få barnet hjem igen, når barnet danner tilknytning til plejefamilien, men ikke til sin biologiske familie? I sagen fra Norge var der jo et meget begrænset samvær, ikke mindst drengens meget unge alder taget i betragtning. Og samværet nedsattedes. Samtidig beskrives nogle lidt ærgerlige omstændigheder omkring samværet, som gjorde, at moren kom i konflikt med sagsbehandleren og plejemoren. Kunne man mon istedet have fundet en mulighed for at støtte moren i samværet, så der havde været en reel mulighed for at drengen kunne danne tilknytning til sin mor også?

 

Forskellige teoretikere tænker forskelligt om det at danne tilknytning. Nogle mener, at børn kun kan danne tilknytning til én eller ganske få personer, mens andre mener, at børn (groft sagt) danner tilknytning til de, der byder sig til. Altså enhver der møder barnet med kærlig omsorg og opmærksomhed. Menneskerettighedsdomstolen stillede spørgsmålstegn ved om den Norske stat overhovedet havde haft til hensigt at hjemgive drengen til sin mor. Det kan måske hænge sammen med de tanker omkring børns tilknytning, som myndighederne har haft. Hvis myndighederne har tænkt, at børn danner tilknytning til ganske få personer, så har de måske ikke prioriteret samværet med moren særligt højt, fordi barnet jo skulle danne tilknytning til plejefamilien. Barnets Reform synes i nogen grad at bidrage til netop denne forståelse af tilknytning, men i Danmark bruger vi ikke reglen om, at man kan videreføre en anbringelse med den begrundelse, at barnet har dannet større tilknytning til plejefamilien end til den biologiske familie, ret ofte. I Norge er den tilgengæld skrevet ind i lovgivningen (Information, 13. dec. 2019).

 

Uhyggeligt mange sagsbehandlingsfejl

 

Ankestyrelsen gennemgik i 2017 København Kommunes sagsbehandling på familieområdet. Der påvistes sagsbehandlingsfejl i samtlige de 77 sager, der var udtaget til undersøgelse.


Tænketanken Justitia gennemgik i 2018 hele tvangsanbringelsesprocessen og konkluderede at retssikkerhedsniveauet er kritisk lavt. Blandt andet fandt tænketanken, at familierne ikke fik den nødvendige vejledning af kommunerne, og mener at så længe det nuværende system er så dårligt, så kan der ikke tales om at løsningen er at anbringe flere børn udenfor hjemmet (Politiken, 2. jan. 2020).


I forhold til anbringelser uden forældrenes samtykke, så stadfæstede Ankestyrelsen omkring 98% af de afgørelser, som de behandlede i 2019, mens Ankestyrelsen ophævede hveranden af de akutte afgørelser, som den behandlede i 2019. 


  

Styrkede indsatser i familien må være en bedre løsning end flere anbringelser

 

Med udgangspunkt i ovenstående må det være rimeligt at argumentere for, at vi som samfund stiller børn og forældre bedre ved at give tidlige indsatser af en høj kvalitet baseret på korrekt sagsbehandling fremfor at anbringe flere børn udenfor hjemmet. Der kan i hvert fald ikke findes et videnskabeligt argument for, at anbringe flere børn udenfor hjemmet eller at bortadoptere flere. Og Mennesketrettighedsdomstolen vægter jo tydeligvis familielivet højt. 

 

Efteruddannelse af sagsbehandlerne, færre sager til den enkelte sagsbehandler og dermed bedre tid til borgerne, bedre mulighed for samarbejde på tværs af de fagligheder der er i kontakt med familierne, og flere ressourcer til støtte i hjemmet som en del af den forebyggende indsats må være et alternativ til flere anbringelser udenfor hjemmet. Og det er svært at finde andre løsninger på det retssikkerhedsmæssige problem, vi står overfor ift. forældrene. 

 

 

 

 

Jeg hader kommunen og jeg tror også de hader mig!

Opslået d. 2. december 2019 kl. 9.50 Comments kommentarer (1)

Ph.d.-studerende Emil Falster har i det forgangne år talt med 39 familier om deres oplevelser med sagsbehandlingen af deres børnehandicapsag. Når han har talt med børnene og de unge om deres oplevelser af sagsbehandlingen, så er der kommet nogle skræmmende svar. Emil Falsters forskning offentliggøres først i 2021, men han har allerede nu lukket op for posen og her følger nogle af de svar, han har fået fra børn og unge. Det er hårdt at læse, men vi kan kun ændre på situationen ved at tale om det, så her kommer et uddrag:


- De spørger kun om, hvad jeg har brug for, fordi de skal.


- Jeg hader kommunen, og jeg tror også, at de hader mig!


- De lader som om de lytter, men det gør de ikke.


- Jeg ved godt, at de ikke kan gøre alt, men derfor kunne de godt være lidt søde; det er jo ikke vores skyld, at jeg har et handicap.


- Vores sagsbehandler snakker aldrig til mig. Jeg tror faktisk ikke, at hun ved, at jeg godt kan snakke.


- De er ikke særligt søde. De får tit min mor til at græde, og når mor græder, så græder min far også. Nogen gange begynder jeg så også at græde. Nogen gange ved jeg ikke helt hvorfor.



Emil Falster mener, at børnene og de unge ikke oplever at blive inddraget og at der bliver talt hen over hovedet på dem. Han formulerer det sådan, at børnene og de unge, han har talt med, ikke oplever at blive behandlet som mennesker, men i højere grad som nogle tilfælde, som de voksne har at snakke om.


Det er blandt andet problematisk, fordi Danmark har ratificeret og derfor forpligtet sig til at indrette sin lovgivning efter FN's børnekonvention. Det betyder, at vi har forpligtet os til at lovgivningen skal være i overensstemmelse med konventionen. Serviceloven  er fyldt med formuleringer og principper som afspejler børnekonventionen. Og det følger af FN's Børnekonvention, at børn har ret til medbestemmelse som fx indflydelse, deltagelse og ytrigsfrithed. I forhold til sagsbehandlingen betyder det blandt andet, at børnene og de unge har ret til en helhedsorienteret indsats, der inddrager alle aspekter af deres liv, og ret til at få inddraget deres egne synspunkter i sagsbehandlingen. Hvordan får man inddraget sine egne synspunkter i sagsbehandlingen, hvis sagsbehandleren ikke ved, at man kan tale?

 

Det skærer i hjertet at høre Emil Falster tale om, hvordan et barn tror, at kommunen hader det! 


Tirsdag den 3. december er det international handicapdag - er der noget at fejre, når børn og unge med handicaps har en oplevelse af, at kommunen, og dermed os som samfund, ikke vil dem? 

Systemstress

Opslået d. 26. november 2019 kl. 13.45 Comments kommentarer (0)

System stress


System-stress er en belastning, der kan opstå i samarbejdet med det offentlige. Vi oplever at blive overbelastede, fordi vi ikke har ressourcerne til at møde de krav, der stilles til os. Det er vigtigt at slå fast, at ikke alle oplever systemstress i mødet med det offentlige, men mange gør desværre.

Det kaldes systemstress, fordi det er systemet der stresser os. Ligesom ved andre typer stress oplever mange søvnløshed, afmagt og uro. Vi bliver utrygge, når vi ikke kan forudse, hvad det offentlige vil gøre, og hvis vi oplever ikke at få den hjælp, forståelse og støtte, som vi havde forventet.


En offentlig familie

Vi og vores familier bliver en sag i det offentlige, når vi søger om hjælp eller når det offentlige på eget initiativ starter en sag op, der vedrører os. Når det sker, skal vi ofte til at forholde os til mange forskellige sagsbehandlere, fagpersoner og afdelinger med hver sin lovgivning og hver sin holdning til os og vores familie. Vi skal acceptere at andre stiller nærgående spørgsmål og blander sig i vores liv og familie.

Som offentlig familie kan vi føle, at fagpersonerne ikke har tillid til os. Vi kan føle, at de mistænker os for ikke at være gode nok forældre eller at modarbejde de indsatser, som det offentlige sætter i gang fx i dagplejen, børnehaven, skolen eller klubben. Vi kan opleve, at daginstitutionen eller skolen og PPR ikke støtter op om vores ønske om en udredning og i stedet peger på os som problemet eller slet ikke ser et behov for en udredning.


Der stilles for store krav til os

Vi deltager ofte i rigtig mange møder og skal sætte os ind i ny viden. Ikke kun om vores eller vores barns sygdom eller handikap, men også om lovgivning og procedurer for sagsbehandling. Vi bliver ofte ustabile på vores job, fordi vi skal have fri til møder, og med tiden kan vi blive så slidte, at vi får flere sygedage.


Har du også oplevet…


Ikke at blive mødt med forståelse, hjælp og støtte af sagsbehandler, PPR-psykolog, skolelærer, børnehavepædagog, dagplejemor eller andre fagpersoner?


At møder og aftaler bliver ændret med kort tids varsel? Eller at du har fået ny sagsbehandler igen eller uden at få besked om det?


At lovgivningen ikke følges eller at være uenig i sagsbehandlerens vurderinger?


At de statusrapporter der ligger i sagen ikke stemmer overens med virkeligheden, som du oplever den? Eller at journalnotater og referater fra møder tegner et andet billede af dig og din familie, end den du oplever?


At skulle klage over en afgørelse, hvilket har medført en sag i Ankestyrelsen?


 

Gode råd er gratis!

Opslået d. 31. oktober 2019 kl. 3.50 Comments kommentarer (0)

Der er nogle helt enkle råd, som kan være gode at følge, når man som borger har en sag i gang i kommunen.


1. Lav en huskeseddel inden telefonsamtaler og møder


Det kan være svært at huske alt det, du gerne ville sige eller spørge om på mødet, måske er du også lidt nervøs, hvilket gør det endnu sværere at bevare overblikket. Så skriv det du vil spørge om eller synes er vigtigt at få sagt på mødet ned inden mødet og tag sedlen med til mødet.


2. Spørg hvis der er noget du ikke forstår, også hvis du ikke forstår de breve, kommunen skriver til dig


Kommunen skal kommunikere med dig på en måde, så du kan medvirke i behandlingen af din egen sag. Det betyder blandt andet, at kommunen skal skrive til dig på en måde, så du har en chance for at forstå, hvad der står.


Du skal ikke være flov over, at du ikke forstår alt det, der står i kommunens breve til dig. Det er kompliceret stof. Og sommetider er sagsbehandlerne ikke lige gode til at få sig forklaret på skrift. Så spørg! Spørg indtil du er sikker på at du forstår!


3. Tag en bisidder med til møderne i kommunen


Din bisidder skal være en person, som du er tryg ved. Det skal være en der helt sikkert ikke fortæller om mødet til andre. Og det skal være en person, som kan forblive rolig i situationen også selvom du f.eks. bliver ked af det eller vred under mødet. Det kan være en professionel som mig, men det kan også være et familiemedlem eller en god ven/veninde.


Din bisidder skal være fyldt 15 år og der er altså ikke krav om at bisidderen skal være myndig. Men det skal for din egen skyld være en, som kan støtte dig i at få spurgt om det, der er svært og få fortalt sagsbehandleren om de ting, som du måske selv synes er svære at få sagt. Derfor kan det godt være en god idé ikke at vælge et alt for ungt menneske.


4. Bed om skriftlighed


Bed din sagsbehandler om at sende dig et referat fra jeres møde eller bed om at få tilsendt et notat fra telefonsamtaler. På den måde kan du sikre dig, at I er enige om, hvad der blev aftalt på mødet.


Du kan også bruge referater og notater til at genopfriske din hukommelse, når du forbereder dig til næste møde, så gem referater og notater og gem også din mailkorrespondance med sagsbehandleren.


5. Undgå unødige mails, opringninger og henvendelser til sagsbehandleren


Har du mange spørgsmål til sagsbehandleren, så prøv at samle dem i én mail, som du sender f.eks. én gang om ugen eller hver 14. dag. Dine henvendelser tager tid og så varer det bare endnu længere før du får en afgørelse.


Pas også på med hvordan du skriver og taler til din sagsbehandler. Lad være med at lade din frustration gå ud over sagsbehandleren. Langt de fleste sagsbehandlere arbejder så hurtigt de kan og gør alt hvad de kan for at gøre sagsbehandlingstiden så kort som muligt og træffe en korrekt afgørelse.


Så skriv og tal høfligt til sagsbehandleren og lad være med at skælde ud på hende. Også selvom du ikke synes, sagsbehandleren er særlig dygtig eller sød.


Hvis du er meget ked af det eller vred, så er det måske bedre at bede en anden om at ringe eller skrive til din sagsbehandler for dig (husk fuldmagt).



Har du gjort dig erfaringer med, at andre ting kan være hjælpsomme, når man har en sag i kommunen, så kommentér gerne og del dine erfaringer med andre.

Kommunernes overvågning af borgere med handicap er indgribende og ydmygende

Opslået d. 28. oktober 2019 kl. 17.25 Comments kommentarer (1)

Når borgere med handicap har brug for hjælp, flytter nogle kommuner ind i deres hjem i flere dage og noterer hver eneste detalje i dagligdagen. Borgerne må affinde sig med tiltagende overvågning og ydmygelser, ingen andre behøver at finde sig i, skriver udviklingschef for Muskelsvindfonden Jørgen Lenger i dette debatindlæg bragt i Information den 25. oktober 2019 Flere og flere oplever det.


Krav om dokumentation for rene bagateller. Uhæmmet kommunal kontrol. Nysgerrighed.

Og det standser hverken ved døren til soveværelset eller badeværelset.

»Vi sender en visitator ud og overvåger din hverdag for at kunne afgøre, hvor meget hjælp du har brug for,« skriver kommunen.

Det virker unægtelig, som om nogle kommuner udveksler ideer. Hvad enten man har brug for hjælp i hverdagen, dækning af merudgifter, handicapbil eller noget helt fjerde. For et par år siden var der politisk opstandelse over, at SKAT kunne gå ind på folks private enemærker for at sikre sig, at håndværkere ikke udførte sort arbejde eller anvendte illegal arbejdskraft. Et flertal mente, det var alt for indgribende at udføre kontrol på borgernes private bopæl og argumenterede for, at man da måtte have tillid til borgerne. Så den regel blev afskaffet. Men der er åbenbart forskel på kong Salomon og Jørgen Hattemager, for samme politiske forargelse gælder ikke, når kommunen kontrollerer mennesker med handicap. Tværtimod: Kontrollen er tiltagende, indgribende og ydmygende. Og den foregår både på borgerens private bopæl og i de løbende kontakter.

Nogle kommuner flytter simpelthen ind i borgernes hjem i flere dage, når behovet for hjælp skal vurderes. Der er åbenbart ingen grænser for, hvad kommunerne mener, der er nødvendigt at se for at beregne den nødvendige hjælp. Det er indimellem en kamp blot at holde kommunerne ude af soveværelset ved på- og afklædning og ude af badeværelset, når man skal have et bad eller sidde på potten. En kamp at afvise kommunale "kompromisforslag" om, at kommunen kan blive uden for badeværelset, hvis blot døren står åben, så de kan stå lige uden for døråbningen.

Nogle kommuner sender egne sagsbehandlere. Andre kommuner hyrer et privat firma. I begge tilfælde har man vildfremmede mennesker til at vade rundt i ens hjem og notere enhver detalje og glo på alting.


En potentiel forbryder

Ud af den forestilling kommer der en detaljeret rapport, hvor hver eneste lille detalje i borgerens dagligdag er beskrevet i minutter. Man noterer også, hvor mange minutter hjælperen har været inaktiv, så man i de perioder kan nedsætte hjælperens løn til under halvdelen og kalde det for rådighedsvagt, selv om hjælperen altså ikke desto mindre er på sin arbejdsplads og ikke kan anvende denne "fritid" til noget fornuftigt.

Så indviklet er det ikke at finde ud af, hvor meget hjælp en borger har brug for. Det ville hjælpe gevaldigt, hvis man havde samme tillid til mennesker med et handicap, som man har valgt at have, når det gælder kontrollen med sort arbejde eller borgernes egne skatteoplysninger.

Med eller uden forudgående overvågning følger så som regel et møde med kommunen, der involverer et større eller mindre antal "fagpersoner". Det er sket mere end én gang, at jeg oplever en blufærdig ung mand blive bedt om at udpensle i alle detaljer foran otte kvinder, hvordan han gør, når han tisser. Eller en ung kvinde, der bliver bedt om at fortælle, hvordan hun bliver vasket neden for navlen. En anden ung kvinde, der skal svare på, om hun nogensinde kysser sin kæreste, mens han arbejder som hjælper.

Mistroen lyser ud af kommunerne, og man aner en snigende mistanke om, at personen med muskelsvind rejser sig og løber et maratonløb, så snart kommunen vender ryggen til. Hvis man har et handicap, er man en potentiel forbryder.


Uetiske dokumentationskrav

En del kørestolsbrugere bliver køresyge i deres store handicapbil, hvis de skal sidde bag føreren, som jo samtidig er hjælperen. Desuden er det utrygt, at man med for eksempel muskelsvind ikke nødvendigvis kan påkalde sig hjælperens opmærksomhed, hvis man har brug for hjælp, eller hvis respiratoren svigter. Tidligere var det en selvfølge, at bilen blev indrettet, så man kunne sidde ved siden af føreren og endda føre en samtale. Men nu skal man stadig oftere "dokumentere" sin køresyge ved, at man skal køre en tur i en bil, hvor man sidder bag føreren. At blive køresyg er ikke sjovt, og det er decideret uetisk at påføre mennesker ubehag som led i kommunens dokumentation. Det minder til forveksling om tidligere tiders hekseprøve: Man puttede kvinden i en sæk og smed hende i søen. Hvis hun kom op igen, var hun tydeligvis en heks og skulle brændes. Hvis hun gik til bunds, havde hun bestået prøven og var ikke en heks.


Hvor går grænsen? Hvad skal man finde sig i?

Lovgivningen er ikke voldsomt klar, men Ankestyrelsen har i hvert fald slået fast, at det er ok at sige nej, hvis man har en rimelig grund til ikke at medvirke. For eksempel at man ikke finder det etisk i orden at skulle overvåges i intime situationer i sit eget hjem. Kommunerne skal derfor respektere, hvis borgeren ikke ønsker at medvirke og afgøre sagen på det foreliggende grundlag.

Som svar på et spørgsmål i Folketinget fra folketingsmedlem Jakob Sølvhøj, svarede daværende socialminister Karen Ellemann (V) for et par år siden: »Men vurderingen af hjælpebehovet i bade- og toiletsituationen, som der spørges specifikt til, skal naturligvis ikke foretages, mens borgeren er afklædt eller forretter toiletbesøg m.v. I forlængelse heraf kan hjælp til f.eks. toiletbesøg ikke afslås med henvisning til, at borgeren nægter at vise sig nøgen foran kommunale medarbejdere og nægter dem at overvære toiletsituationen.«

Så i hvert fald gælder denne ene grænse.


Stol på borgerne

På den ene side er det kommunens pligt at oplyse en sag bedst muligt, og ofte føler borgeren sig endda mere tryg ved, at vurdering og samtale sker i egne omgivelser. Men det behøver ikke betyde, at kommunen så skal tage ophold i borgerens hjem i flere dage. Uanset at man kan sige fra over for de mest ydmygende situationer, så er det både ubehageligt og en uskik at have fremmede mennesker til at overvåge en i sit eget hjem.

Ofte kan kommunen genbruge oplysninger, der i forvejen findes, og samtidig vælge at stole på borgerens egne oplysninger. Ofte er vedkommendes behov for hjælp indlysende og indiskutabelt. Men først og fremmest er kommune og borger ikke to ligeværdige parter. Den ene part er helt afhængig af den anden. Borgeren vil være tilbøjelig til at finde sig i selv grænseoverskridende krav for at få dækket sit behov og vil også være tilbageholdende med at klage, af frygt for at det kan have negativ betydning for afgørelsen. Det er et almindeligt princip i store dele af dansk lovgivning, at den netop beskytter den svage part mod at blive udnyttet af den stærke part. Men det skal ikke gøres til et spørgsmål om jura. Det mest nærliggende er simpelthen, at kommuner selv udviser en anstændig opførsel.

Det er etisk uacceptabelt, at mennesker med handicap behandles på den måde og må affinde sig med overvågning og ydmygelser, som ingen anden borger ville finde sig i og heller ikke behøver at finde sig i. Hvem har ansvaret for dette tiltagende idioti? Det er næppe en idé, der er fostret i sagsbehandlernes hoveder. Tværtimod er der sagsbehandlere, som væmmes ved den form for kontrol. Men hvem rækker så hånden op og siger: Det er min beslutning, mit ansvar? Socialministeren? Folketinget? Ankestyrelsen? Kommunernes Landsforening? Borgmesteren?Kommunalbestyrelsen? Socialchefen? Eller lever systemet sit helt eget hovedløse liv uden nogen som helst indblanding?


Link:

www.information.dk/debat/2019/10/kommunernes-overvaagning-borgere-handicap-indgribende-ydmygende?utm_medium=social&utm_campaign=btn&utm_source=facebook.com&utm_content=tp&fbclid=IwAR3HyHX28P8eg-J0Yo9O2yDDGBlF7Eh3fOWWfK8HEn4PwVL555zO1LtOuns


Rss_feed