Privat Socialrådgiver Karin B Nissen

Bekæmper sagsbehandlingsfejl og systemstress i sociale sager

Blog

Revalidering - det virker men kommunerne bruger det ikke

Opslået d. 10. september 2020 kl. 10.10 Comments kommentarer (1)


REVALIDERING - det får folk i arbejde, men kommunerne bruger det ikke


 

Et retskrav

 

Revalidering er et retsskrav, hvis man har begrænsninger i arbejdsevnen, og der ikke er andre tilbud, som kan hjælpe en med at få tilknytning til arbejdsmarkedet.


Hvis du vil læse mere om hvem der er i målgruppen for revalidering, så har jeg lagt et link til lovgivningen nedenfor.


 

Uddannelse m.m.

 

Revalidering er både erhvervsrettede aktiviteter og økonomisk hjælp.

 

Aktiviteterne kan fx være arbejdsprøvning, uddannelse, optræning hos private eller offentlige arbejdsgivere eller hjælp til etablering af selvstændig virksomhed.

 

Den økonomiske hjælp kan være kontanthjælp og revalideringsydelse. Det vil også kunne være ansættelse med løntilskud i visse situationer.

 


Revalidering virker

 

Når jeg siger, at revalidering virker, så er det fordi en undersøgelse viser, at det er den indsats, der har den største beskæftigelsesfremmende effekt, af de indsatser der anvendes.


Af de personer, der afsluttede et revalideringsforløb i 2018, var 43,5 procent i lønmodtagerbeskæftigelse et år senere.

 

Til sammenligning var det kun 25,7 procent, der var i lønmodtagerbeskæftigelse efter et år i et jobafklaringsforløb.

 

For dem, der afsluttede et ressourceforløb, var det kun 2,8 procent (jobindsats.dk).


 

Men kommunerne bevilger det ikke

 

Brugen af revalidering på 10 år er reduceret til under en tredjedel (jobindsats.dk).

 

Måske det hænger sammen med, at revalidender modtager en højere ydelse end de, der deltager i et ressourceforløb?


 

Sønderborg kommune er dog en undtagelse


Her ses revalidering nemlig som en investeringsstrategi.

 

For en kommune som Sønderborg, der har en del store virksomheder med behov for arbejdskraft, og hvor mange unge samtidig flytter væk for at tage en uddannelse, er revalidering også en måde at få højtuddannet arbejdskraft. For eksempel har en af borgerne taget en uddannelse som læge i et revalideringsforløb.


 

Klagesager

 

Får du afslag på din ansøgning om revalidering, så vil jeg opfordre dig til at klage over det.

I 2019 var omgørelsesprocenten for revalideringssager i Ankestyrelsen 35 procent (ast.dk). Det vil sige, at mere end hver tredje afslag var enten direkte forkert eller behæftet med så væsentlige retlige mangler, at afgørelsen var ugyldig.

 

Som altid må der formodes at ligge et mørketal gemt her, og Ankestyrelsen har jo lavet en undersøgelse, baseret på stikprøver af sager, der ikke er blevet klaget over, som viser, at der er lige så mange fejl i de sager, der ikke bliver klaget over, som der er i de, der bliver klaget over. 


 

Du kan læse mere her

 

https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2019/548…;

 

https://socialraadgiverne.dk/…/jura-revalidering-kommuner-…/

Seje mor

Opslået d. 24. maj 2020 kl. 10.50 Comments kommentarer (0)

Boganmeldelse:


I 2019 udkom en lille perle af en bog, som slet slet ikke har fået omtale nok; "Seje mor" af Monica Lylloff er intet mindre end genial ☝️


 

Fra forlagsbeskrivelsen:


"Seje mor – En fortælling om livet med 3 børn med særlige behov" er en personlig beretning om at være mor til handicappede børn og om den sorg og kærlighed, der følger med. Bogen beskriver, hvordan det er at være en familie, hvor diagnoser, hjælpemidler og svære valg er en del af hverdagen".


En usentimental og rørende beretning:


 

Jeg læser meget - især faglitteratur - og nyder at læse, men jeg berøres sjældent af det, jeg læser, sådan som jeg blev berørt af Monicas bog. Jeg genkendte ganske enkelt mig selv og det tror jeg også, mange af jer vil kunne! ❤


 

I bogens første 5 kapitler får man et indblik i den svære overgang fra en lille familie på tre med far, mor og søn på 2 år til en stor familie på fem med far, mor, to fortidligtfødte tvillingepiger med svære medfødte fysiske og psykiske problemstillinger og en søn, der med årene viser sig at have flere udfordringer på autismespektret.


 

Familiens udfordringer formidles i et letlæst sprog. Det er godt, for man har brug for ro til at tage alt det ind, som Monica fortæller - som her på bogens side 14:


 

"Vi havde samtidig en lille Kristoffer derhjemme, der lige var blevet to år. Fra den ene dag til den anden var hans mor væk. Forsvundet. Jeg lå på hospitalet med to fremmede piger, som jeg ikke turde røre ved. Jeg savnede at kramme min lille dreng, men samtidig kunne jeg ikke klare at tale med ham eller se ham. Det gjorde simpelthen for ondt. Så jeg prøvede at glemme ham lidt. For at passe på mig".


 

Herefter følger 3 kapitler om kampen for at få hverdagen til at fungere. En kamp som ikke gøres lettere af social- og sundhedssystemernes manglende empati og fleksibilitet, men som også indimellem byder på møder med et handlekraftigt menneske, der får ting til at ske, som sundhedsplejersken på bogens side 76:


 

"Jeg prøvede selv at tale med kommunen om, hvilke muligheder vi havde. Svaret var, at der var en sagsbehandlingstid på flere måneder, før de kunne hjælpe os. Det ville vores sundhedsplejerske ikke finde sig i, så hun ringede til kommunen og sagde, at Emma havde brug for hjælp NU. Det hjalp, for der gik ikke lang tid, før Emma fik sin første specielle stol. Et kæmpe monstrum kaldet en X:Panda-stol. Det første hjælpemiddel og langt fra det sidste".


 

De sidste 3-4 kapitler handler om, at få det bedste ud af det liv, man nu engang er blevet tildelt. Om at finde overskud og glæde i hverdagen, i familien, i parforholdet.


 

"Giv aldrig op. Du er sejere end du tror" slutter Monica sin beretning.


 

Min boganmeldelse slutter med en opfordring til at læse bogen:


Uanset om du har egne erfaringer som bruger af systemet, pårørende eller som fagperson ansat i systemet, så vil du kunne lære noget af Monicas usentimentale og bevægende skildring af et familieliv med børn med særlige behov. Du kommer helt sikkert til at kunne kigge i bogen i forrummet foran mit kontor i SundhedsCenter Børkop ❤

NADA øre-akupunktur giver ro i krop og sjæl

Opslået d. 6. maj 2020 kl. 7.30 Comments kommentarer (0)

Jeg anbefaler NADA-behandling som en del af et samtale-forløb,

fordi NADA øre-akupunktur giver ro i krop og sjæl


NADA-metoden blev udviklet af en psykiater på Lincoln Hospital i New York i 1970'erne.


Formålet var at dæmpe abstinenser og trang hos misbrugere, men efterhånden opdagede man, at behandlingen også gjorde folk mere afslappede, at de blev mere i kontakt med sig selv og dermed fik mere ud af de øvrige dele af behandlingen.


NADA har været kendt herhjemme siden 1990’erne.

 

Hvad står NADA for? 

NADA er en forkortelse af National Acupuncture Detoxification Association – en organisation der blev dannet i USA i 1985 for at udbrede NADA-metoden. Herhjemme blev foreningen NADA-Danmark dannet i 2001 af Lars Wiinblad.


Selv stødte jeg første gang på NADA under min uddannelse til counselor (psykoterapeut) og coach i Sydafrika i 2002-2004, hvor jeg oplevede, hvordan NADA kan bruges i alle situationer, hvor der er behov for stabilitet, bedre stress-håndtering (herunder bl.a. vrede, søvnproblemer, rastløshed, angst m.m.), fokus, bedre håndtering af følelser og kognitive funktioner.


NADA er ikke en lægelig eller medicinsk behandling, men et supplement til andre metoder f.eks. samtaler, medicinsk behandling, coaching, mindfulness m.m. Alle kan modtage NADA-behandling – også gravide og folk med pacemaker. Børn fra 7 år kan også få NADA.


NADA anvendes blandt andet ved:

Søvnproblemer og mareridt

Angst og panikanfald

Fysisk uro og rastløshed

Psykisk uro og tankemylder

Koncentrations- og hukommelsesbesvær

Udadreagerende adfærd og aggressivitet

Vrede og irritabilitet

Stress

Depression

ADHD

OCD

Stemmehøring

Misbrug, stoftrang og abstinenser

Ludomani

Selvskadende adfærd

Sorg- og krisebehandling

Eksamensangst

Svendtendens fx i overgangsalderen

Hovedpine og smerter generelt


Behandlingen består af 5 nåle i hvert øre.

Nålene sidder i øret i 45 minutter. Behandlingen er generelt smertefri, men som regel kan der mærkes et lille stik, som straks forsvinder igen. Enkelte punkter i øret kan føles ømme, hvilket som regel er et tegn på effektiv behandling. Effekten af behandlingen varer 24-36 timer.


Har du en tid til coaching/psykoterapeutisk samtale kan du komme en times tid før og få NADA-behandling. Har du ikke tid til det, så kan du få NADA-behandling under samtalen.


NADA café

Som noget nyt tilbyder jeg sammen med en kollega i SundhedsCenter Børkop NADA café to gange om ugen. Her kan du komme ind fra gaden og anonymt få NADA-behandling uden tidsbestilling.

Kommunernes overvågning af borgere med handicap er indgribende og ydmygende

Opslået d. 28. oktober 2019 kl. 17.25 Comments kommentarer (1)

Når borgere med handicap har brug for hjælp, flytter nogle kommuner ind i deres hjem i flere dage og noterer hver eneste detalje i dagligdagen. Borgerne må affinde sig med tiltagende overvågning og ydmygelser, ingen andre behøver at finde sig i, skriver udviklingschef for Muskelsvindfonden Jørgen Lenger i dette debatindlæg bragt i Information den 25. oktober 2019 Flere og flere oplever det.


Krav om dokumentation for rene bagateller. Uhæmmet kommunal kontrol. Nysgerrighed.

Og det standser hverken ved døren til soveværelset eller badeværelset.

»Vi sender en visitator ud og overvåger din hverdag for at kunne afgøre, hvor meget hjælp du har brug for,« skriver kommunen.

Det virker unægtelig, som om nogle kommuner udveksler ideer. Hvad enten man har brug for hjælp i hverdagen, dækning af merudgifter, handicapbil eller noget helt fjerde. For et par år siden var der politisk opstandelse over, at SKAT kunne gå ind på folks private enemærker for at sikre sig, at håndværkere ikke udførte sort arbejde eller anvendte illegal arbejdskraft. Et flertal mente, det var alt for indgribende at udføre kontrol på borgernes private bopæl og argumenterede for, at man da måtte have tillid til borgerne. Så den regel blev afskaffet. Men der er åbenbart forskel på kong Salomon og Jørgen Hattemager, for samme politiske forargelse gælder ikke, når kommunen kontrollerer mennesker med handicap. Tværtimod: Kontrollen er tiltagende, indgribende og ydmygende. Og den foregår både på borgerens private bopæl og i de løbende kontakter.

Nogle kommuner flytter simpelthen ind i borgernes hjem i flere dage, når behovet for hjælp skal vurderes. Der er åbenbart ingen grænser for, hvad kommunerne mener, der er nødvendigt at se for at beregne den nødvendige hjælp. Det er indimellem en kamp blot at holde kommunerne ude af soveværelset ved på- og afklædning og ude af badeværelset, når man skal have et bad eller sidde på potten. En kamp at afvise kommunale "kompromisforslag" om, at kommunen kan blive uden for badeværelset, hvis blot døren står åben, så de kan stå lige uden for døråbningen.

Nogle kommuner sender egne sagsbehandlere. Andre kommuner hyrer et privat firma. I begge tilfælde har man vildfremmede mennesker til at vade rundt i ens hjem og notere enhver detalje og glo på alting.


En potentiel forbryder

Ud af den forestilling kommer der en detaljeret rapport, hvor hver eneste lille detalje i borgerens dagligdag er beskrevet i minutter. Man noterer også, hvor mange minutter hjælperen har været inaktiv, så man i de perioder kan nedsætte hjælperens løn til under halvdelen og kalde det for rådighedsvagt, selv om hjælperen altså ikke desto mindre er på sin arbejdsplads og ikke kan anvende denne "fritid" til noget fornuftigt.

Så indviklet er det ikke at finde ud af, hvor meget hjælp en borger har brug for. Det ville hjælpe gevaldigt, hvis man havde samme tillid til mennesker med et handicap, som man har valgt at have, når det gælder kontrollen med sort arbejde eller borgernes egne skatteoplysninger.

Med eller uden forudgående overvågning følger så som regel et møde med kommunen, der involverer et større eller mindre antal "fagpersoner". Det er sket mere end én gang, at jeg oplever en blufærdig ung mand blive bedt om at udpensle i alle detaljer foran otte kvinder, hvordan han gør, når han tisser. Eller en ung kvinde, der bliver bedt om at fortælle, hvordan hun bliver vasket neden for navlen. En anden ung kvinde, der skal svare på, om hun nogensinde kysser sin kæreste, mens han arbejder som hjælper.

Mistroen lyser ud af kommunerne, og man aner en snigende mistanke om, at personen med muskelsvind rejser sig og løber et maratonløb, så snart kommunen vender ryggen til. Hvis man har et handicap, er man en potentiel forbryder.


Uetiske dokumentationskrav

En del kørestolsbrugere bliver køresyge i deres store handicapbil, hvis de skal sidde bag føreren, som jo samtidig er hjælperen. Desuden er det utrygt, at man med for eksempel muskelsvind ikke nødvendigvis kan påkalde sig hjælperens opmærksomhed, hvis man har brug for hjælp, eller hvis respiratoren svigter. Tidligere var det en selvfølge, at bilen blev indrettet, så man kunne sidde ved siden af føreren og endda føre en samtale. Men nu skal man stadig oftere "dokumentere" sin køresyge ved, at man skal køre en tur i en bil, hvor man sidder bag føreren. At blive køresyg er ikke sjovt, og det er decideret uetisk at påføre mennesker ubehag som led i kommunens dokumentation. Det minder til forveksling om tidligere tiders hekseprøve: Man puttede kvinden i en sæk og smed hende i søen. Hvis hun kom op igen, var hun tydeligvis en heks og skulle brændes. Hvis hun gik til bunds, havde hun bestået prøven og var ikke en heks.


Hvor går grænsen? Hvad skal man finde sig i?

Lovgivningen er ikke voldsomt klar, men Ankestyrelsen har i hvert fald slået fast, at det er ok at sige nej, hvis man har en rimelig grund til ikke at medvirke. For eksempel at man ikke finder det etisk i orden at skulle overvåges i intime situationer i sit eget hjem. Kommunerne skal derfor respektere, hvis borgeren ikke ønsker at medvirke og afgøre sagen på det foreliggende grundlag.

Som svar på et spørgsmål i Folketinget fra folketingsmedlem Jakob Sølvhøj, svarede daværende socialminister Karen Ellemann (V) for et par år siden: »Men vurderingen af hjælpebehovet i bade- og toiletsituationen, som der spørges specifikt til, skal naturligvis ikke foretages, mens borgeren er afklædt eller forretter toiletbesøg m.v. I forlængelse heraf kan hjælp til f.eks. toiletbesøg ikke afslås med henvisning til, at borgeren nægter at vise sig nøgen foran kommunale medarbejdere og nægter dem at overvære toiletsituationen.«

Så i hvert fald gælder denne ene grænse.


Stol på borgerne

På den ene side er det kommunens pligt at oplyse en sag bedst muligt, og ofte føler borgeren sig endda mere tryg ved, at vurdering og samtale sker i egne omgivelser. Men det behøver ikke betyde, at kommunen så skal tage ophold i borgerens hjem i flere dage. Uanset at man kan sige fra over for de mest ydmygende situationer, så er det både ubehageligt og en uskik at have fremmede mennesker til at overvåge en i sit eget hjem.

Ofte kan kommunen genbruge oplysninger, der i forvejen findes, og samtidig vælge at stole på borgerens egne oplysninger. Ofte er vedkommendes behov for hjælp indlysende og indiskutabelt. Men først og fremmest er kommune og borger ikke to ligeværdige parter. Den ene part er helt afhængig af den anden. Borgeren vil være tilbøjelig til at finde sig i selv grænseoverskridende krav for at få dækket sit behov og vil også være tilbageholdende med at klage, af frygt for at det kan have negativ betydning for afgørelsen. Det er et almindeligt princip i store dele af dansk lovgivning, at den netop beskytter den svage part mod at blive udnyttet af den stærke part. Men det skal ikke gøres til et spørgsmål om jura. Det mest nærliggende er simpelthen, at kommuner selv udviser en anstændig opførsel.

Det er etisk uacceptabelt, at mennesker med handicap behandles på den måde og må affinde sig med overvågning og ydmygelser, som ingen anden borger ville finde sig i og heller ikke behøver at finde sig i. Hvem har ansvaret for dette tiltagende idioti? Det er næppe en idé, der er fostret i sagsbehandlernes hoveder. Tværtimod er der sagsbehandlere, som væmmes ved den form for kontrol. Men hvem rækker så hånden op og siger: Det er min beslutning, mit ansvar? Socialministeren? Folketinget? Ankestyrelsen? Kommunernes Landsforening? Borgmesteren?Kommunalbestyrelsen? Socialchefen? Eller lever systemet sit helt eget hovedløse liv uden nogen som helst indblanding?


Link:

www.information.dk/debat/2019/10/kommunernes-overvaagning-borgere-handicap-indgribende-ydmygende?utm_medium=social&utm_campaign=btn&utm_source=facebook.com&utm_content=tp&fbclid=IwAR3HyHX28P8eg-J0Yo9O2yDDGBlF7Eh3fOWWfK8HEn4PwVL555zO1LtOuns