Sammen med to medforfattere havde jeg den 3. juni 2021 denne kronik i JP:

Dialogen, der blev offer for kommunens manipulation og forsvandt

Når tre ud af fem mennesker med handicap ifølge Vive – Det nationale forsknings- og analysecenter for Velfærd - ikke oplever at have indflydelse på, hvilken hjælp kommunen bevilger, og når kun halvdelen stoler på, at de får den hjælp fra kommunen, de har ret til, så er der noget galt ude i kommunerne (tal fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velværd).

Også i Syddjurs Kommune, hvor vi på forskellig vis er involveret i en psykiatrisag. Jamen, borgerne kan jo bare klage over kommunernes afgørelser, hvis de er utilfredse, kunne man som udenforstående fristes til at tænke. Mads Pramming, som er advokat og for nylig gået ind i psykiatrisagen fra Syddjurs, kalder klagesystemet med Ankestyrelsen som øverste myndighed for ”et af de mest borgerfjendske steder i Danmark lige for tiden”.

Sagsbehandlerne i kommunerne kan træffe afgørelser, som de har lyst til eller får besked på af deres ledere. Afgørelser som passer ind i kommunens økonomi, men som får vidtrækkende negative konsekvenser for borgerne og i sidste ende giver bagslag for kommunen, og for os alle sammen som samfund. For handler det netop ikke om at få givet borgeren det rette tilbud og derved optimere chancerne for at borgeren kan bidrage til samfundet i stedet for at blive fastholdt i overførselsindkomster og støtteforanstaltninger?

Det synes at være et problem i Syddjurs Kommune. Trods lovbrud sker der ingen forbedringer. Syddjurs Kommune har ellers tidligere haft sloganet "Hvordan har du det?" Det er imidlertid pist væk fra kommunens hjemmeside, så måske der snarere arbejdes efter et nyt slogan: "Går den, så går den!"

TV2 Østjylland skrev i marts måned under overskriften ”Efter 21 selvmordsforsøg: Svært at få den rette hjælp” om psykiatrisagen fra Syddjurs Kommune. På daværende tidspunkt var det 1,5 år siden, at kvinden var blevet udskrevet efter behandling i psykiatrien.

Kvinden, der er universitetsuddannet, havde forinden sin indlæggelse i psykiatrien, arbejdet inden for sit fag. Lægerne i psykiatrien vurderede, at kvinden efter indlæggelsen havde brug for stabilitet og tæt kontakt til personale for at kunne komme på ret køl igen, og at hun med den rette indsats i rette tid kunne komme til at bidrage til samfundet igen.

Men fordi Syddjurs Kommune ikke anerkender de lægelige anbefalinger fra psykiatrien, er kvinden nu henvist til en tilværelse som svingdørspatient i psykiatrien.

At borgere ikke modtager den fornødne støtte i kommunerne, når de bliver udskrevet fra psykiatrien, er en problematik, som flere psykiatere løbende har problematiseret i medierne.

Det første skridt på vejen i et samarbejde mellem sektorerne er vel at anerkende og anvende hinandens vurderinger, men sådan et samarbejde er Syddjurs kommune langt fra at indtræde i. Det har vi naturligvis (også problematiseret i sagen fra Syddjurs Kommune, men når ikke kommunen selv vil erkende sin vildfarelse, så kan man jo blot håbe på, at Ankestyrelsen får øje på problematikken omkring oplysningsgrundlaget for afgørelsen, som det interne notat udgør.

Når hver 4. dansker rammes af en psykisk sårbarhed, inden de fylder 50 år (hvis man ser på hele livsforløbet er tallet ifølge Bedre Psykiatri op mod hver 3. dansker), og når psykisk sårbarhed er Danmarks største folkesygdom (flere danskere lider af psykisk sårbarhed end kræft, diabetes og hjertesygdomme. Antallet har været stærkt stigende de senere år), så bør en sag, som den, vi er involverede i fra Syddjurs kommune, interessere os alle.

Du kære læser og dine nære risikerer statistisk set at blive en af de mange, der får behov for kommunens hjælp til at komme på fode igen efter endt behandling i psykiatrien. Men alt for mange oplever, at kommunen ikke er en medspiller – tværtimod.

I sagen fra Syddjurs Kommune kan man læse, at psykiatrien og lokalpsykiatrien beskriver, at kvinden, da hun bliver udskrevet fra psykiatrien, ikke selvstændigt er i stand til at købe ind, lave mad, gøre rent, tage bad og medicin. Ligesom hun ikke er i stand til at være alene i eftermiddags- og aftentimerne pga. angst og svære mareridt. En beskrivelse, som læger fra psykiatrien ifølge de officielle mødereferater, gentager ved flere møder med Syddjurs kommune i løbet sommeren 2020.

Men uanset hvad lægerne sagde, og uanset hvad kvindens egen vurdering af sit støttebehov var, så afslog Syddjurs at lytte.

I stedet for en dialog blev kvinden mødt med en magtfuldkommenhed, som er beskæmmende at være vidne til.

Kvinden blev således tildelt to daglige besøg i hjemmet og fik udleveret et telefonnummer, som hun kunne ringe til ved behov. Dette selvom psykiatrien havde beskrevet, at kvinden ikke kunne tilkalde hjælp, når hun havde mareridt. Hjælpen til at komme på fode igen var så mangelfuld, at kvinden i løbet af det følgende 1,5 års tid var akutindlagt pga. overdosis ikke færre end 21 gange. Det burde jo være åbenlyst for enhver, at kommunens hjælp ikke var tilstrækkelig.

Men selvom Syddjurs Kommune ikke har foretaget nogen egentlig evaluering af udviklingen i kvindens støttebehov, hvor der ses på om kvinden profiterer af støtten, om støttebehovet bliver mindre, om tabte funktioner generhverves osv., så bliver Syddjurs Kommune ved at fastholde, at det er den rigtige støtte, kommunen yder. Den eneste evaluering i sagen er kommunens egen vurdering af, hvor svær en funktionsnedsættelse kvinden har. Da Syddjurs Kommune startede med at bevilge støtte til kvinden, skrev kommunen, at man vurderede kvindens funktionsnedsættelse til ”3 = Svært problem”.

Efter 1 1/2 års støtte i eget hjem fra Syddjurs Kommune vurderer kommunen nu i foråret 2021, at kvindens funktionsniveau er faldet til ”4 = Fuldstændigt problem”. På trods af dette fald i kvindens funktionsniveau (og dermed et tilsvarende øget støttebehov) fastholder Syddjurs Kommune, at støtten er den rigtige.

Syddjurs Kommune vælger i foråret 2021 at købe sig til støtte i regionen, hvorfra kvinden nu modtager mindre støtte end tidligere (et besøg om dagen imod tidligere to besøg, og ingen mulighed for at tilkalde hjælp via telefon), og de ansatte, som nu skal støtte kvinden, har meldt ud, at de ikke ved noget om autisme, som er den hoveddiagnose, kvinden har.

Under hele forløbet har kvinden søgt en dialog med Syddjurs Kommune om sit støttebehov, men den dialog, som Syddjurs Kommune skulle have haft med sin borger og med lægerne fra psykiatrien om støttebehovet, er blevet erstattet af manipulation.

Det fik borgeren og hendes private socialrådgiver til at henvende sig til borgmester Ole Bollesen, viceborgmester Claus Wistoft og socialudvalgsformand Jan Fischer og samtlige medlemmer af socialudvalget i Syddjurs Kommune. På trods af flere henvendelser, var det eneste medlem af byrådet, som ville engagere sig i kvindens sag, løsgænger Laila Sortland, som flere gange har stillet spørgsmål til forvaltningens behandling af borgerens sag uden dog at have fået tilfredsstillende svar på sine spørgsmål.

På trods af åbenlyse problemer med området "Voksne med særlige behov" udtaler flere af de ovennævnte byrådspolitikere på et byrådsmøde, at de har tillid til forvaltningen.

I Syddjurs prioriterer man økonomien først, og lovgivningen og mennesket til sidst. Sammen med frivillige kræfter har kvinden fra Syddjurs Kommune og hendes private socialrådgiver fremlagt talrige eksempler på, hvordan Syddjurs Kommune overtræder loven.

Syddjurs Kommune - både borgmester, politikere og embedsmænd på højeste niveau - er gjort opmærksom på deres ansvar i tilfælde af recidiv (tilbagefald). Og selvom Ankestyrelsen i december skrev til Syddjurs Kommune, at deres afgørelse om ikke at bevilge kvinden et egnet botilbud var forkert og skulle laves om, så har Syddjurs kommune ikke rettet sig efter det. Den manglende dialog og lovovertrædelserne fortsætter.

Når danskerne til efteråret skal stemme ved kommunalvalget, kan de derfor med fordel overveje, hvordan man kunne tænke sig at blive mødt, hvis man rammes af fx en psykisk sårbarhed. Vil man tales ned til og ignoreres af de mennesker, der får løn for at hjælpe en? Vil man behandles som en andenrangs borger uden retssikkerhed? Og hvordan ønsker man at blive mødt af de politikere, som er valgt ind i byrådet, når man henvender sig til dem for at gøre opmærksom på, at forvaltningen begår lovbrud efter lovbrud?

Vi har ikke en politisk agenda; det interesserer os ikke, hvem du, der læser dette indlæg, stemmer på. Men inden du sætter dit kryds, vil vi opfordre dig til at undersøge, hvem i dit byråd, der interesserer sig for, hvordan du som borger bliver behandlet af forvaltningen, når du eller en af dine nære får behov for hjælp.

Du kan læse kronikken her: www.jyllands-posten.dk/jpaarhus/debat/breve/ECE13029287/dialogen-der-blev-offer-for-kommunens-manipulation-og-forsvandt/

De ansatte i den offentlige sektor yder et stort bidrag til, at borgerne har tillid til sektoren og opfatter den som troværdig, effektiv og komptent. Det er bl.a. derfor, at Danmark er et af de mindst korrupte lande i verden.

Det er afgørende for det samfund og fællesskab, vi kender, at denne tillid bevares. Det fremgår af en udgivelse fra 2017: "God adfærd i det offentlige".

I går var jeg vidne til hhv. en fremragende adfærd og en skræmmende grim adfærd.

Med stor indføling nærmede to offentligt ansatte sig om formiddagen en borger i krise. Det var rørende at være vidne til, hvordan de med empati, omsorg, ærlighed og humor fik skabt en åbning for fortsat kommunikation.

Om eftermiddagen viste en offentligt ansat, hvordan man uden nogen form for rygdækning for sine påstande, kan trumle en sårbar borger fuldstændigt, imens tre andre offentligt ansatte ser på uden at gribe ind. Det var ubegribeligt grimt at være vidne til. Det får naturligvis et efterspil, men det er ikke min pointe med denne blog.

I denne blog vil jeg minde om, at der findes en række generelle regler om, hvordan offentlige myndigheder, institutioner og ansatte skal behandle borgernes sager og i øvrigt agere over for borgerne. En stor del af disse regler findes i forvaltningsloven, offentlighedsloven og databeskyttelseslovgivningen. I forvaltningsloven er der bl.a. bestemmelser om habilitet, partshøring og begrundelse. Reglerne skal bl.a. sikre, at borgerne bliver inddraget, inden myndigheden træffer afgørelse over for dem, og at afgørelserne er korrekte og forståelige.

Forvaltningsloven indeholder også regler om myndigheders pligt til at vejlede og yde bistand til borgerne. Vejledningen skal have et sådant indhold, at borgerne ikke på grund af fejl, uvidenhed eller misforståelser mister en rettighed, oplever et økonomisk tab eller lignende.

Derudover indeholder forvaltningsloven regler om aktindsigt for den, som er part i en afgørelsessag hos myndigheden. Regler om aktindsigt for personer, der ikke er part i en afgørelsessag, findes i offentlighedsloven.

Databeskyttelseslovgivningen opstiller regler om, hvornår en behandling af personoplysninger må ske, og krav til sikkerhed ved en sådan behandling. Det følger bl.a. af databeskyttelseslovgivningen, at når en myndighed indsamler personoplysninger, skal det stå klart, hvad formålet er, og formålet skal være sagligt. De personer, som myndigheden indsamler oplysninger om, har også en række rettigheder, fx ret til indsigt og ret til at gøre indsigelse. 

Ved siden af de skrevne regler i bl.a. forvaltningsloven gælder en række uskrevne forvaltningsretlige regler og grundsætninger. Fx gælder der et princip om, at myndigheden skal sikre, at en sag er tilstrækkeligt oplyst, før der træffes afgørelse (officialprincippet). Men samtidig at sagen heller ikke må overbelyses (proportionalitetsprincippet).

God forvaltningsskik stiller også krav til myndigheder og ansatte ved konkret sagsbehandling. For eksempel skal myndighederne besvare borgernes henvendelser inden for rimelig tid, orientere borgerne om sagens gang og svare borgerne i et letforståeligt sprog.

Så når vi som borgere klager over mangelfuld og fejlbehæftet sagsbehandling eller uværdig optræden og magtmisbrug, så er det ikke for at "komme efter" nogen; så er det simpelthen et forsøg på at minimere den skade offentligt ansatte kan komme til at forvolde, når de fx fremsætter udokumenterede påstand baseret på usaglige hensyn, på tilliden til fællesskabet, som vores samfund er baseret på.

Offentlige myndigheder og institutioner skal desuden over for borgerne agere inden for rammerne af principperne om god forvaltningsskik, som bl.a. er udviklet af Folketingets Ombudsmand. Disse principper er udtryk for, hvordan offentlige myndigheder, institutioner og ansatte bør opføre sig over for borgerne. Offentlige myndigheder, institutioner og ansatte udviser generelt god forvaltningsskik, når de optræder høfligt, hensynsfuldt og nærværende over for borgerne og på en måde, der styrker tilliden til den offentlige forvaltning.

Du kan læse mere her: 

www.ombudsmanden.dk/myndighedsguiden/generel_forvaltningsret/god_forvaltningsskik/ 

www.modst.dk/media/17831/god-adfaerd-i-det-offentlige_web.pdf   

SÆT IKKE BORGEREN I CENTRUM, HVIS DU IKKE SELV KAN FINDE DERIND!

Samarbejdsproblemer mellem kommunerne og deres borgere optager mig i sagens natur meget. Jeg gør mig dagligt mange tanker om, hvorfor de sociale sager, som jeg er involveret i er gået i hårdknude. Og om hvordan man kan løse op for knuderne.

I nogle sager går det let. Et enkelt telefonopkald eller en mail med en kort beskrivelse af, hvad problemet er set fra borgerens perspektiv og en invitation til at mødes kan sommetider være nok. Det afhænger meget af modtagerens indstilling.

I andre sager støder mine henvendelser på en mur af tavshed eller jeg får et fornærmet svar tilbage. Eller endnu værre; et svar der ikke besvarer mine spørgsmål. Jeg får sommetider nærmest en fornemmelse af et såret væsen, der frygtsomt trækker sig ind i et hjørne og kun magter at bide ad en fremstrakt hånd, når jeg læser sådanne svar fra kommunen.

Afmagten kan på begge sider af skrivebordet nærmest være til at tage at føle på.

I min søgen efter forståelse for, hvad det er borgerne oplever, anvender jeg teorier fra flere forskellige fagområder. Det er naturligt for en socialrådgiver at trække på juridisk viden, teorier fra pædagogikken og psykologien, samt sociologiske og samfundsvidenskabelige tankemodeller, når hun analyserer problemer.

Kommunikationsfirmaet BRO arbejder med en kombination af kommunikation, organisationsudvikling og adfærdsdesign og skriver i en blog, at "Det er som om, at vor tids kommuneslang rider på efterdønningerne af New Public Management-retorikken og glemmer, at hvis en afsender ikke skaber klare billeder for en modtager, så kunne han lige så godt have undladt at sige noget".

Måske noget af forståelsen ligger gemt her?

Ikke sjældent oplever jeg nemlig, at borgerne frustreres over, at kommunens medarbejdere ikke forstår, hvad deres behov er. Efter et godt møde slukkes borgerens nytændte håb om forståelse, når han/hun ser hvad samtalen bliver omsat til i indsatsmål i en handleplan.

"Men har hun da intet forstået af, hvad jeg sagde?", spørger borgeren mig så ulykkelig.

Jo, det tror jeg sådan set hun har, men hjemme i kontoret i forvaltningen bliver borgerens ord kørt forlæns og baglæns igennem i den bureaukratiske kødhakker og ud kommer noget, som borgeren slet ikke kan genkende sig selv i.

"Kommunerne vil altså gerne være bedre til at kommunikere med deres borgere i øjenhøjde – for nu at bruge endnu en af de meget slidte fraser. Så er det et gigantisk benspænd at lave for sig selv, når man pakker sine budskaber ind i ord og begreber, som borgerne ude på gågaden og hjemme mellem de fire vægge hverken kan mærke eller forstå. De skaber afstand i en tid, hvor de stort set alle har som mål at skabe nærhed."

Så en af indgangene til at forstå den voksende kløft mellem borgere og kommuner, som blandt andet afstedkommer gensidige trusler og politianmeldelser, kunne måske være at analysere den måde kommunerne kommunikerer med borgerne.

Folketingets Ombudsmand skriver, at "Det følger af god forvaltningsskik, at en myndighed bør skrive til borgerne i et sprog, som er let at læse og forstå for borgeren, målrettet den konkrete situation og fremstår høfligt, venligt og hensynsfuldt. Formen bør være enkel og præcis og sætningerne korte og klare. Kancelliudtryk, fremmedord eller flertydige og overflødige ord bør så vidt muligt undgås".

Den gode sagsbehandling og den gode kommunikation skal skabe tillid. Borgerens tillid til myndigheden. Men den opnår man ikke, hvis man omformulerer borgerens problemforståelse til noget, der udelukkende passer til kommunens behov for at spare. Eller kun passer ind i en bestemt model eller metode, som man har valgt at arbejde efter. Eller kun passer ind i en mistillidsdiskurs affødt af New Public Mamagement som styringssystem i velfærdsstaten.

"Sæt ikke borgeren i centrum, hvis du ikke selv kan finde derind", skriver Helle Bro, og jeg får lyst til at tilføje, at kommunerne heller ikke skal stille sig selv ind i midten af noget, hvor borgerne ikke kan finde dem. Byg ikke sproglige eller adfærdsmæssige barrierer op mellem jer og borgerne. Genfind tilliden til borgerne og til medarbejderne. Ikke kun retorisk men også i virkeligheden.

Du kan læse Helle Bros blogindlæg her: https://wearebro.dk/blog/saet-ikke-borgeren-i-centrum-hvis-du-ikke-selv-kan-finde-derind ;

"Gennem de seneste år er borgerne begyndt at vise deres utilfredshed med offentlige myndigheder på en ny måde", skriver Birgitte Arent Eiriksson fra Justitia, hvis undersøgelser bl.a. har vist, hvordan borgerrådgivere kan være en del af løsningen på de samarbejdsproblemer, som kommunerne oplever at have med frustrerede og vrede borgere.

"Vreden afspejler en optrapning af konflikten mellem borgere og myndigheder og rettes ikke mindst imod kommunerne. Borgerne har noget at have frustrationerne i", fortsætter Birgitte. "De kommunale sagsbehandlingstider er lange, og på det socialretlige område bliver hver tredje klagesag omgjort i Ankestyrelsen, enten fordi afgørelsen er direkte forkert, eller fordi sagen er så ringe oplyst, at det slet ikke er muligt at vurdere, hvilken afgørelse der skal træffes".

At konflikten mellem kommuner og borgere har fået et ekstra nøk opad ses bl.a. også i sager, hvor kommuner anmelder borgere til politiet pga. et groft sprog i en vindmølledebat på Facebook, og anmelder bisiddere/partsrepræsentanter i sociale sager.

I et, blandt borgere meget udskældt, jobcenter ligger fx et journalnotat fra en beskæftigelsessagsbehandler, som synes, det er truende at få at vide, at borgeren vil klage over sagsbehandlingen, som har trukket unødigt ud. Foreholdt sagen skriver jobcenterchefen, at hans medarbejder har været udsat for "en administrativ trussel". Det vidner jo om en vis kreativitet i det kommunale systems udtænkning af mulighederne for at føle sig krænket af borgerne.

"Effektiviserings- og besparelseskrav har samtidig ført til pressede sagsbehandlere. Flere steder er kravene til sagsbehandlernes uddannelse og erfaring blevet sænket, mens forventningerne til, hvor mange sager de kan nå, er gået den modsatte vej. Nogle steder ser man også "grænsesøgende afgørelser", hvor man forsøger at presse regler og skøn til det yderste for at spare penge", skriver Birgitte Arent Eiriksson og afslutter med en refleksion over, at "Borgerrådgivere kan naturligvis ikke løse alle problemer, men de kan gøre en forskel for især den ressourcesvage borger, som farer vild i det kommunale system".

Det er muligt, at de kan det, men spørgsmålet man altid kan stille sig er, hvem det i grunden er, der bliver ansat som borgerrådgivere, og om deres vilkår for at udføre jobbet vil være så meget anderledes end de andre medarbejdere i kommunen. I en jysk kommune er den nye borgerrådgiver fx hentet i et af de private konsulentfirmaer, som har hjulpet kommunerne med at finde besparelser på handicapområdet, hvilket Ankestyrelsen har udtalt i visse tilfælde kan have været i strid med lovgivningen. I en anden kommune kunne man i stillingsopslaget læse, at den nye borgerrådgiver skulle sidde i telefonomstillingen.

Det skal blive interessant at følge både udviklingen i samarbejdet mellem kommuner og borgere, og effekten af ansættelse af flere borgerrådgivere.

Du kan læse artiklen her: https://www.altinget.dk/civilsamfund/artikel/birgitte-arent-eiriksson-saadan-har-vrede-borgere-oeget-presset-paa-politikerne?fbclid=IwAR1WIB7nOYx7BIY0qPIrNblyP1GRr-Dk8AdP34fMW8mu8OB5UfsIx5voJfI

Endnu et år rinder ud og det er tid at gøre status over et interessant, men for mange også ganske udfordrende, år. For mit vedkommende blev 2020 året, hvor jeg tog springet ud i en tilværelse som fuldtidsselvstændig efter at have bijobbet som privat socialrådgiver igennem de seneste 9 år.

Det har været en fantastisk rejse, og det kan jeg takke ikke mindst mine private klienter, kunder og samarbejdspartnere i kommuner, regioner, staten og det private erhvervsliv for.

Jeg har primært løst opgaver indenfor det specialiserede børne- og voksenområde og indenfor forsørgelses- og beskæftigelsesområdet. Nogle opgaver har været afgrænsede mens andre har været mere komplekse og har indebåret en tæt kontakt til familie og netværk (både det privat netværk og det professionelle netværk) omkring en person.

Der har også været bud efter mine kompetencer indenfor coaching og psykoterapi. Som andre terapeuter mærker også jeg, at det forandrede liv under Covid-19 trækker store veksler på mennesker. Længslen efter en genkendelig hverdag, hvor kontakten til andre mennesker ikke foregår igennem en maske, telefonen eller en skærm, er stor. Netop nu er myndighederne gået i gang med at vaccinere de første danskere imod Corona-virus og det giver håb om, at vi igen kan give hinanden et varmt tryk i hånden, når vi mødes.

Også i det sociale tilbud ”NADA-café for alle”, som jeg står for her i Sundhedscenter Børkop, hvor jeg har mit kontor, har jeg fået lov at støtte mennesker med mangeartede problemstillinger.

Jeg vil ønske alle jer, der har betroet mig med jeres problemer, sorger og bekymringer et godt nytår! Jeg glæder mig over de mange tilkendegivelser af, at I føler jer hjulpet.

Et godt nytår skal også lyde til de offentlig ansatte, som har hilst min tilstedeværelse i sagerne velkommen og set mig som en mulighed for et forbedret samarbejde. Og til alle de ildsjæle, der på forskellig vis dagligt arbejder for at forbedre vilkårene for mennesker med behov for støtte.

Det er en fornøjelse at være vidne til jeres faglige og menneskelige engagement!

Et godt nytår skal også lyde til de plejefamilier, som jeg har haft fornøjelsen af at undervise i jura, mentalisering samt sorg- og krisehåndtering på Professionshøjskolernes Uddannelse for Plejefamilier. Og til de socialpsykiatriske sygeplejersker, som deltog i temadage om sundhedsjura, kommunikation og rehabilitering i sundhedssektoren gennem Dansk Sygeplejeråd, som jeg i efteråret gennemførte sammen med en dygtig forsker.

Rejsen fortsætter i 2021. Jeg fortsætter med at løse opgaver for borgere, der oplever samarbejdet med det offentlige som problematisk, ligesom jeg fortsætter med at have klienter i psykoterapeutiske forløb og coaching.

Undervisningsopgaverne fortsætter også; i det nye år har jeg sagt ja til at undervise plejefamilier i jura, i anbragte unges rusmiddelbrug, samt i den særlige kunst at skabe relevant dokumentation. Jeg har også valgt at sige ja til at bidrage til faglige artikler og til at indgå i et samarbejde omkring forskning i ulighed i retssikkerhed på det specialiserede socialområde.

Jeg glæder mig til at tage fat på alle opgaverne, og sender de bedste ønsker for et godt og lykkebringende nyt år til jer alle – tak for alt i det gamle!

I weekenden blev jeg interviewet om bevilling af psykiatriske servicehunde som et hjælpemiddel efter Serviceloven.

Interviewet førte til en interessant drøftelse af de grundlæggende kompenserende og forebyggende principper bag Servicelovens bestemmelser og af behovet for støtte. Og af hvorfor så mange mennesker med psykisk sårbarhed ikke oplever at få tilstrækkelig hjælp.

Det virker helt urimeligt, at mennesker med en nedsat funktionsevne skal bøvle med flere forskellige sagsbehandlere, pædagogisk- og sundhedspersonale. Men det skal de, hvis de vil have hjælp.

Jeg er, og har været, involveret i flere sager, hvor min kunde har søgt om, fået afslag på, eller er bevilget støtte pga. psykiske problemstillinger, herunder en servicehund. Flere af disse sager handler om mennesker med diagnoser på autismespektret. Det er komplekse sager med mennesker (patienter og pårørende) der efter bedste evne forsøger at navigere i et komplekst sundheds- og socialsystem.

Generelt er der tale om venlige, omsorgsfulde, kloge, veluddannede mennesker med hvem, jeg har lange og gode samtaler. Jeg lærer meget af dem om menneskelivet. Jeg er taknemmelig over, at de har været og er i mit liv. Jeg er beæret over, at de giver mig lov til at hjælpe sig.

I 2015 blev der lavet 217 politianmeldelser relateret til 'personfarlig kriminalitet' i psykiatrien. I 2019 var tallet vokset til 628 - altså næsten tre gange flere.

Nogle af de mennesker, jeg kommer i kontakt med, har været og er lejlighedsvis psykotiske. Flere har været og er selvskadende og selvmordstruede. Nogle har været indlagte i psykiatrien. Enkelte har under indlæggelse været bragt i situationer fx imens de har været psykotiske, hvor deres handlinger har medført, at de efterfølgende har kunnet dømmes for vold imod ansatte i psykiatrien.

Og tal for første halvår af 2020 indikerer, at stigningen er fortsat. 367 politianmeldelser blev der foretaget i årets første seks måneder. Det viser tal fra alle landets politikredse i Danmark, som Fagbladet FOA har fået aktindsigt i.

I øvrigt er det jo paradoksalt, at visse patienter bliver bedre stillet af at få en dom, fordi de så har et retskrav på behandling!

Jeg bliver igen og igen chokeret over at høre fra patienter, fra pårørende og fra ansatte om forholdene i psykiatrien.

Næstformanden for psykiaterne Mikkel Rasmussen skriver i dag på sin FB-side, at det er på tide at indføre minimumsnormeringer i psykiatrien. Han beskriver en situation, hvor 3 medarbejdere er alene om at varetage omsorgen for 27 psykisk syge patienter.

SIND har været med til at se på personundersøgelser vedrørende patienter, der er blevet dømt til behandling. Undersøgelsen viste, at 3/4 af de retspsykiatriske patienter ikke havde fået hverken korrekt eller tilstrækkelig støtte i tiden op til, at de begik den handling, som de efterfølgende blev dømt for.

En sygeplejerske fra behandlingspsykiatrien forklarede mig på et tidspunkt, at på trods af årelang underfinansiering i psykiatrien, så ville hun hellere arbejde der, end som bostøtte i kommunerne. Hendes kolleger i den kommunale bostøtte fortalte hende om mennesker, som burde bevilges et botilbud, men som måtte nøjes med bostøtte. Et liv i angst og smerte med gentagende selvmordsforsøg og indlæggelser i somatikken og evt. i psykiatrien er en følge.

Hver 4. dansker rammes af en psykisk sygdom, inden de fylder 50 år. Hvis man ser på hele livsforløbet er tallet op mod hver 3. dansker.

Psykisk sygdom er Danmarks største folkesygdom. Flere danskere lider af psykisk sygdom end kræft, diabetes og hjertesygdomme. Antallet har været stærkt stigende de senere år.

Hvornår begynder vi at tage os selv og hinanden alvorligt, når vi siger, at vi lever i et velfærdssamfund?

Hvornår hører den systematiske underfinanciering af psykiatrien op?

Du kan læse mere her:

https://bedrepsykiatri.dk/viden/behandlingspsykiatrien/

REVALIDERING - det får folk i arbejde, men kommunerne bruger det ikke

Et retskrav

Revalidering er et retsskrav, hvis man har begrænsninger i arbejdsevnen, og der ikke er andre tilbud, som kan hjælpe en med at få tilknytning til arbejdsmarkedet.

Hvis du vil læse mere om hvem der er i målgruppen for revalidering, så har jeg lagt et link til lovgivningen nedenfor.

Uddannelse m.m.

Revalidering er både erhvervsrettede aktiviteter og økonomisk hjælp.

Aktiviteterne kan fx være arbejdsprøvning, uddannelse, optræning hos private eller offentlige arbejdsgivere eller hjælp til etablering af selvstændig virksomhed.

Den økonomiske hjælp kan være kontanthjælp og revalideringsydelse. Det vil også kunne være ansættelse med løntilskud i visse situationer.

Revalidering virker

Når jeg siger, at revalidering virker, så er det fordi en undersøgelse viser, at det er den indsats, der har den største beskæftigelsesfremmende effekt, af de indsatser der anvendes.

Af de personer, der afsluttede et revalideringsforløb i 2018, var 43,5 procent i lønmodtagerbeskæftigelse et år senere.

Til sammenligning var det kun 25,7 procent, der var i lønmodtagerbeskæftigelse efter et år i et jobafklaringsforløb.

For dem, der afsluttede et ressourceforløb, var det kun 2,8 procent (jobindsats.dk).

Men kommunerne bevilger det ikke

Brugen af revalidering på 10 år er reduceret til under en tredjedel (jobindsats.dk).

Måske det hænger sammen med, at revalidender modtager en højere ydelse end de, der deltager i et ressourceforløb?

Sønderborg kommune er dog en undtagelse

Her ses revalidering nemlig som en investeringsstrategi.

For en kommune som Sønderborg, der har en del store virksomheder med behov for arbejdskraft, og hvor mange unge samtidig flytter væk for at tage en uddannelse, er revalidering også en måde at få højtuddannet arbejdskraft. For eksempel har en af borgerne taget en uddannelse som læge i et revalideringsforløb.

Klagesager

Får du afslag på din ansøgning om revalidering, så vil jeg opfordre dig til at klage over det.

I 2019 var omgørelsesprocenten for revalideringssager i Ankestyrelsen 35 procent (ast.dk). Det vil sige, at mere end hver tredje afslag var enten direkte forkert eller behæftet med så væsentlige retlige mangler, at afgørelsen var ugyldig.

Som altid må der formodes at ligge et mørketal gemt her, og Ankestyrelsen har jo lavet en undersøgelse, baseret på stikprøver af sager, der ikke er blevet klaget over, som viser, at der er lige så mange fejl i de sager, der ikke bliver klaget over, som der er i de, der bliver klaget over. 

Du kan læse mere her

https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2019/548…;

https://socialraadgiverne.dk/…/jura-revalidering-kommuner-…/

Boganmeldelse:

I 2019 udkom en lille perle af en bog, som slet slet ikke har fået omtale nok; "Seje mor" af Monica Lylloff er intet mindre end genial ☝️

Fra forlagsbeskrivelsen:

"Seje mor – En fortælling om livet med 3 børn med særlige behov" er en personlig beretning om at være mor til handicappede børn og om den sorg og kærlighed, der følger med. Bogen beskriver, hvordan det er at være en familie, hvor diagnoser, hjælpemidler og svære valg er en del af hverdagen".

En usentimental og rørende beretning:

Jeg læser meget - især faglitteratur - og nyder at læse, men jeg berøres sjældent af det, jeg læser, sådan som jeg blev berørt af Monicas bog. Jeg genkendte ganske enkelt mig selv og det tror jeg også, mange af jer vil kunne! ❤

I bogens første 5 kapitler får man et indblik i den svære overgang fra en lille familie på tre med far, mor og søn på 2 år til en stor familie på fem med far, mor, to fortidligtfødte tvillingepiger med svære medfødte fysiske og psykiske problemstillinger og en søn, der med årene viser sig at have flere udfordringer på autismespektret.

Familiens udfordringer formidles i et letlæst sprog. Det er godt, for man har brug for ro til at tage alt det ind, som Monica fortæller - som her på bogens side 14:

"Vi havde samtidig en lille Kristoffer derhjemme, der lige var blevet to år. Fra den ene dag til den anden var hans mor væk. Forsvundet. Jeg lå på hospitalet med to fremmede piger, som jeg ikke turde røre ved. Jeg savnede at kramme min lille dreng, men samtidig kunne jeg ikke klare at tale med ham eller se ham. Det gjorde simpelthen for ondt. Så jeg prøvede at glemme ham lidt. For at passe på mig".

Herefter følger 3 kapitler om kampen for at få hverdagen til at fungere. En kamp som ikke gøres lettere af social- og sundhedssystemernes manglende empati og fleksibilitet, men som også indimellem byder på møder med et handlekraftigt menneske, der får ting til at ske, som sundhedsplejersken på bogens side 76:

"Jeg prøvede selv at tale med kommunen om, hvilke muligheder vi havde. Svaret var, at der var en sagsbehandlingstid på flere måneder, før de kunne hjælpe os. Det ville vores sundhedsplejerske ikke finde sig i, så hun ringede til kommunen og sagde, at Emma havde brug for hjælp NU. Det hjalp, for der gik ikke lang tid, før Emma fik sin første specielle stol. Et kæmpe monstrum kaldet en X:Panda-stol. Det første hjælpemiddel og langt fra det sidste".

De sidste 3-4 kapitler handler om, at få det bedste ud af det liv, man nu engang er blevet tildelt. Om at finde overskud og glæde i hverdagen, i familien, i parforholdet.

"Giv aldrig op. Du er sejere end du tror" slutter Monica sin beretning.

Min boganmeldelse slutter med en opfordring til at læse bogen:

Uanset om du har egne erfaringer som bruger af systemet, pårørende eller som fagperson ansat i systemet, så vil du kunne lære noget af Monicas usentimentale og bevægende skildring af et familieliv med børn med særlige behov. Du kommer helt sikkert til at kunne kigge i bogen i forrummet foran mit kontor i SundhedsCenter Børkop ❤

Jeg anbefaler NADA-behandling som en del af et samtale-forløb,

fordi NADA øre-akupunktur giver ro i krop og sjæl

NADA-metoden blev udviklet af en psykiater på Lincoln Hospital i New York i 1970'erne.

Formålet var at dæmpe abstinenser og trang hos misbrugere, men efterhånden opdagede man, at behandlingen også gjorde folk mere afslappede, at de blev mere i kontakt med sig selv og dermed fik mere ud af de øvrige dele af behandlingen.

NADA har været kendt herhjemme siden 1990’erne.

Hvad står NADA for? 

NADA er en forkortelse af National Acupuncture Detoxification Association – en organisation der blev dannet i USA i 1985 for at udbrede NADA-metoden. Herhjemme blev foreningen NADA-Danmark dannet i 2001 af Lars Wiinblad.

Selv stødte jeg første gang på NADA under min uddannelse til counselor (psykoterapeut) og coach i Sydafrika i 2002-2004, hvor jeg oplevede, hvordan NADA kan bruges i alle situationer, hvor der er behov for stabilitet, bedre stress-håndtering (herunder bl.a. vrede, søvnproblemer, rastløshed, angst m.m.), fokus, bedre håndtering af følelser og kognitive funktioner.

NADA er ikke en lægelig eller medicinsk behandling, men et supplement til andre metoder f.eks. samtaler, medicinsk behandling, coaching, mindfulness m.m. Alle kan modtage NADA-behandling – også gravide og folk med pacemaker. Børn fra 7 år kan også få NADA.

NADA anvendes blandt andet ved:

Søvnproblemer og mareridt

Angst og panikanfald

Fysisk uro og rastløshed

Psykisk uro og tankemylder

Koncentrations- og hukommelsesbesvær

Udadreagerende adfærd og aggressivitet

Vrede og irritabilitet

Stress

Depression

ADHD

OCD

Stemmehøring

Misbrug, stoftrang og abstinenser

Ludomani

Selvskadende adfærd

Sorg- og krisebehandling

Eksamensangst

Svendtendens fx i overgangsalderen

Hovedpine og smerter generelt

Behandlingen består af 5 nåle i hvert øre.

Nålene sidder i øret i 45 minutter. Behandlingen er generelt smertefri, men som regel kan der mærkes et lille stik, som straks forsvinder igen. Enkelte punkter i øret kan føles ømme, hvilket som regel er et tegn på effektiv behandling. Effekten af behandlingen varer 24-36 timer.

Har du en tid til coaching/psykoterapeutisk samtale kan du komme en times tid før og få NADA-behandling. Har du ikke tid til det, så kan du få NADA-behandling under samtalen.

NADA café

Som noget nyt tilbyder jeg sammen med en kollega i SundhedsCenter Børkop NADA café to gange om ugen. Her kan du komme ind fra gaden og anonymt få NADA-behandling uden tidsbestilling.