Privat Socialrådgiver Karin B Nissen

Bekæmper sagsbehandlingsfejl og systemstress i sociale sager

Blog

Stadig åben!

Opslået d. 24. januar 2021 kl. 8.20 Comments kommentarer (0)

En artikel om konsekvenserne af Corona-nedlukningen for butikkerne i Børkop, hvor jeg jo har mit kontor i det lokale sundhedscenter, som Vejle Amts Folkeblad bragte i denne uge, kan desværre give anledning til at tro, at mit firma også er ramt af corona-nedlukningen. 


Dét er ikke tilfældet!!!


Du kan stadig få hjælp, hvis din sag ved kommunen er gået i hårdknude, og du kan også få psykoterapi/coaching med to meters afstand/online. 

Under fanen "Samtaleterapi" her på www.karinBnissen.dk finder du en henvisning til en undersøgelse om effekten af online terapi. https://www.karinbnissen.dk/samtaleterapi


Mange små og større erhvervsdrivende lider i denne tid under corona-restriktionerne, og ligesom alle andre krydser jeg fingre for, at vi snart er igennem denne anden bølge. 


Men mit firma lider ikke; jeg har fortsat mange henvendelser og starter hele tiden nye sager op over hele landet. 


Møder og samtaler gennemføres primært online eller over telefonen. Det fungerer rigtig fint. 


Nogle samtaler gennemføres bedst ansigt til ansigt. Så gælder det om at holde god afstand og ikke være nærrig med afspritningen. De fleste har også vænnet sig til at bruge værnemidler, og heldigvis oplever jeg, at accepten af at nogle ikke kan eller må bruge mundbind er stigende. 


Mange erhvervsdrivende bliver også kreative og finder på løsninger, så de stadig kan holde gang i hjulene indtil de forhåbentlig kan åbne op på normale vilkår igen. Nogle er også rigtig gode til at hjælpe hinanden, tager initiativer, holder kontakten.


Men der er selvfølgelig også dem, der i afmagt over deres situation bliver misundelige og forsøger at fremhæve sig selv på bekostning af andre. Begge dele er vel helt almindelig menneskelig adfærd. Det må vi rumme og når alt dette her er overstået må vi se fremad.


Alt i alt er jeg fortrøstningsfuld ift. corona-nedlukningen. Mit firma overlever både denne og en evt. tredje eller fjerde bølge.


Men mange erhvervsdrivende kæmper med næb og klør for at overleve, og så er det ikke en hjælp, når et lokalt nyhedsmedie fejlagtigt skriver, at firmaet har lukket, eller formulerer sig så kunderne kan blive i tvivl om, hvorvidt firmaet stadig har åbent. 


Nytårshilsen

Opslået d. 29. december 2020 kl. 9.05 Comments kommentarer (0)



Endnu et år rinder ud og det er tid at gøre status over et interessant, men for mange også ganske udfordrende, år. For mit vedkommende blev 2020 året, hvor jeg tog springet ud i en tilværelse som fuldtidsselvstændig efter at have bijobbet som privat socialrådgiver igennem de seneste 9 år.


 

Det har været en fantastisk rejse, og det kan jeg takke ikke mindst mine private klienter, kunder og samarbejdspartnere i kommuner, regioner, staten og det private erhvervsliv for.


 

Jeg har primært løst opgaver indenfor det specialiserede børne- og voksenområde og indenfor forsørgelses- og beskæftigelsesområdet. Nogle opgaver har været afgrænsede mens andre har været mere komplekse og har indebåret en tæt kontakt til familie og netværk (både det privat netværk og det professionelle netværk) omkring en person.


 

Der har også været bud efter mine kompetencer indenfor coaching og psykoterapi. Som andre terapeuter mærker også jeg, at det forandrede liv under Covid-19 trækker store veksler på mennesker. Længslen efter en genkendelig hverdag, hvor kontakten til andre mennesker ikke foregår igennem en maske, telefonen eller en skærm, er stor. Netop nu er myndighederne gået i gang med at vaccinere de første danskere imod Corona-virus og det giver håb om, at vi igen kan give hinanden et varmt tryk i hånden, når vi mødes.


 

Også i det sociale tilbud ”NADA-café for alle”, som jeg står for her i Sundhedscenter Børkop, hvor jeg har mit kontor, har jeg fået lov at støtte mennesker med mangeartede problemstillinger.


 

Jeg vil ønske alle jer, der har betroet mig med jeres problemer, sorger og bekymringer et godt nytår! Jeg glæder mig over de mange tilkendegivelser af, at I føler jer hjulpet.


 

Et godt nytår skal også lyde til de offentlig ansatte, som har hilst min tilstedeværelse i sagerne velkommen og set mig som en mulighed for et forbedret samarbejde. Og til alle de ildsjæle, der på forskellig vis dagligt arbejder for at forbedre vilkårene for mennesker med behov for støtte.


Det er en fornøjelse at være vidne til jeres faglige og menneskelige engagement!


 

Et godt nytår skal også lyde til de plejefamilier, som jeg har haft fornøjelsen af at undervise i jura, mentalisering samt sorg- og krisehåndtering på Professionshøjskolernes Uddannelse for Plejefamilier. Og til de socialpsykiatriske sygeplejersker, som deltog i temadage om sundhedsjura, kommunikation og rehabilitering i sundhedssektoren gennem Dansk Sygeplejeråd, som jeg i efteråret gennemførte sammen med en dygtig forsker.


 

Rejsen fortsætter i 2021. Jeg fortsætter med at løse opgaver for borgere, der oplever samarbejdet med det offentlige som problematisk, ligesom jeg fortsætter med at have klienter i psykoterapeutiske forløb og coaching.


 

Undervisningsopgaverne fortsætter også; i det nye år har jeg sagt ja til at undervise plejefamilier i jura, i anbragte unges rusmiddelbrug, samt i den særlige kunst at skabe relevant dokumentation. Jeg har også valgt at sige ja til at bidrage til faglige artikler og til at indgå i et samarbejde omkring forskning i ulighed i retssikkerhed på det specialiserede socialområde.


 

Jeg glæder mig til at tage fat på alle opgaverne, og sender de bedste ønsker for et godt og lykkebringende nyt år til jer alle – tak for alt i det gamle!



 

Psykiatrien bløder - hvem vil redde den?

Opslået d. 11. december 2020 kl. 11.40 Comments kommentarer (0)


I weekenden blev jeg interviewet om bevilling af psykiatriske servicehunde som et hjælpemiddel efter Serviceloven.


Interviewet førte til en interessant drøftelse af de grundlæggende kompenserende og forebyggende principper bag Servicelovens bestemmelser og af behovet for støtte. Og af hvorfor så mange mennesker med psykisk sårbarhed ikke oplever at få tilstrækkelig hjælp.



Det virker helt urimeligt, at mennesker med en nedsat funktionsevne skal bøvle med flere forskellige sagsbehandlere, pædagogisk- og sundhedspersonale. Men det skal de, hvis de vil have hjælp.


Jeg er, og har været, involveret i flere sager, hvor min kunde har søgt om, fået afslag på, eller er bevilget støtte pga. psykiske problemstillinger, herunder en servicehund. Flere af disse sager handler om mennesker med diagnoser på autismespektret. Det er komplekse sager med mennesker (patienter og pårørende) der efter bedste evne forsøger at navigere i et komplekst sundheds- og socialsystem.


Generelt er der tale om venlige, omsorgsfulde, kloge, veluddannede mennesker med hvem, jeg har lange og gode samtaler. Jeg lærer meget af dem om menneskelivet. Jeg er taknemmelig over, at de har været og er i mit liv. Jeg er beæret over, at de giver mig lov til at hjælpe sig.



I 2015 blev der lavet 217 politianmeldelser relateret til 'personfarlig kriminalitet' i psykiatrien. I 2019 var tallet vokset til 628 - altså næsten tre gange flere.


Nogle af de mennesker, jeg kommer i kontakt med, har været og er lejlighedsvis psykotiske. Flere har været og er selvskadende og selvmordstruede. Nogle har været indlagte i psykiatrien. Enkelte har under indlæggelse været bragt i situationer fx imens de har været psykotiske, hvor deres handlinger har medført, at de efterfølgende har kunnet dømmes for vold imod ansatte i psykiatrien.


Og tal for første halvår af 2020 indikerer, at stigningen er fortsat. 367 politianmeldelser blev der foretaget i årets første seks måneder. Det viser tal fra alle landets politikredse i Danmark, som Fagbladet FOA har fået aktindsigt i.



I øvrigt er det jo paradoksalt, at visse patienter bliver bedre stillet af at få en dom, fordi de så har et retskrav på behandling!


Jeg bliver igen og igen chokeret over at høre fra patienter, fra pårørende og fra ansatte om forholdene i psykiatrien.


Næstformanden for psykiaterne Mikkel Rasmussen skriver i dag på sin FB-side, at det er på tide at indføre minimumsnormeringer i psykiatrien. Han beskriver en situation, hvor 3 medarbejdere er alene om at varetage omsorgen for 27 psykisk syge patienter.


SIND har været med til at se på personundersøgelser vedrørende patienter, der er blevet dømt til behandling. Undersøgelsen viste, at 3/4 af de retspsykiatriske patienter ikke havde fået hverken korrekt eller tilstrækkelig støtte i tiden op til, at de begik den handling, som de efterfølgende blev dømt for.


En sygeplejerske fra behandlingspsykiatrien forklarede mig på et tidspunkt, at på trods af årelang underfinansiering i psykiatrien, så ville hun hellere arbejde der, end som bostøtte i kommunerne. Hendes kolleger i den kommunale bostøtte fortalte hende om mennesker, som burde bevilges et botilbud, men som måtte nøjes med bostøtte. Et liv i angst og smerte med gentagende selvmordsforsøg og indlæggelser i somatikken og evt. i psykiatrien er en følge.



 

Hver 4. dansker rammes af en psykisk sygdom, inden de fylder 50 år. Hvis man ser på hele livsforløbet er tallet op mod hver 3. dansker.


Psykisk sygdom er Danmarks største folkesygdom. Flere danskere lider af psykisk sygdom end kræft, diabetes og hjertesygdomme. Antallet har været stærkt stigende de senere år.


Hvornår begynder vi at tage os selv og hinanden alvorligt, når vi siger, at vi lever i et velfærdssamfund?


Hvornår hører den systematiske underfinanciering af psykiatrien op?


Du kan læse mere her:

https://bedrepsykiatri.dk/viden/behandlingspsykiatrien/

Ny undersøgelse af familier med alvorligt syge børns behov

Opslået d. 2. september 2020 kl. 7.30 Comments kommentarer (0)



Når et barn bliver alvorligt sygt, rammes hele familien. Men hvor søger familierne hjælp og støtte? Og hvor mangler de støtte? Det har KOPA - Kompetencecenter for Patientoplevelser -  undersøgt ved at interviewe 16 familier med alvorligt syge børn. Derudover er patientforeninger bidraget med viden om, hvilken type hjælp og støtte familierne efterspørger.


 

Resultaterne af undersøgelsen overrasker i grunden ikke, fordi på tværs af diagnoser er det samme forhold, familierne oplever som udfordrende, og samme støtte og hjælp de efterspørger:


> Ens behov - uens tilbud. Der er stor forskel på mængden af støttetilbud alt efter diagnose: jo sjældnere diagnose, desto færre tilbud.


> Hele familien har brug for støtte. Sygdommen påvirker hele familien, men hverken hospital eller kommune har fokus på den samlede situation.


> Kommunen som modspiller. Kampene med kommunen om økonomisk støtte er en større stressfaktor for familierne end selve sygdommen.​


> Spejling i andre familier giver håb. Familien har stor glæde af at mødes med andre familier i samme situation. Det giver ro og håb i en svær situation.

 


Undersøgelsen viser, at der er brug for et stærkt tværsektorielt samarbejde omkring familierne. Ikke bare omkring det syge barn, men i forhold til hele familien inklusiv raske søskende.


Derfor anbefaler KOPA på baggrund af undersøgelsen:


> En fast koordinator. Tildel familierne en fast tovholder, som har fokus på hele sygdommen og at hjælpe hele familien.


> Specialiseret psykologhjælp. Forebyg psykiske belastninger – tilbyd psykologer/terapeuter med speciale i familier med alvorlig sygdom på hospitalet og uden for hospitalsregi.


> Fællesskab med andre familier. Facilitér fysiske og virtuelle netværk for familierne, så de får mulighed for at sparre og vidensdele familie til familie.


Det skærer i hjertet at læse, at familierne i grunden bare ønsker at blive mødt med tillid, blive lyttet til og taget alvorligt. Hvorfor er det ikke en selvfølge? Det kommer jeg aldrig til at forstå!


Du kan læse mere her: https://patientoplevelser.dk/sites/patientoplevelser.dk/files/rapport_alle_de_smaa_ting_final_002.pdf ;

Brev til byrådspolitikerne

Opslået d. 16. august 2020 kl. 10.50 Comments kommentarer (0)

Sammen med andre medlemmer af #enmillionstemmer har jeg sendt dette brev til byrådspolitikere i landets kommuner:


 

Juli/august 2020

 


Kære kommune

 


l skrivende stund er alle landets 98 kommuner i gang med forhandlingerne om, hvor mange penge der må bruges og på hvad i 2021.

 


Igen i år har medierne bragt historier om konsekvenserne af mange års besparelser. Men det er ikke små besparelser på ubetydelige områder. Det er hver gang historier om massive besparelser på det specialiserede socialområde, på mennesker med handicap og psykisk sårbarhed og deres pårørende.

 


Vi henvender os derfor nu på vegne af bevægelsen #enmillionstemmer og gruppen #enmillionstemmer - bak op om pårørende til handicap og psykisk sårbarhed, der p.t. har 22.000 medlemmer. For de besparelser, som finder sted i alle landets kommuner, handler ikke bare om tal. Bag tallene gemmer sig mennesker - hele familier - der bliver ramt.

 


Der er tale om menneskers liv, der ikke kan hænge sammen. Mennesker, der ikke kan få helt basal hjælp, så de kan føle sig som en værdig del af vores fælles samfund. Mennesker, der ikke selv kan bestemme, hvor de vil bo. Børn, der bliver nægtet et egnet skoletilbud. Besparelserne trækker en hale af mistillid og mistro efter sig.


 

Danmark ratificerede i 2009 FN's Handicapkonvention og påtog sig derved en forpligtelse til at indrette sin lovgivning og administrative praksis i overensstemmelse med konventionens krav. Landets kommuner er derfor forpligtede til at indrette bevillinger, så mennesker med handicap og psykisk sårbarhed kompenseres, så de kan leve deres liv på lige vilkår med den øvrige befolkning i Danmark.

 


Hvis l ikke har rammerne til at leve op til FN's Handicapkonvention, vil vi bede jer tage ansvar for jeres borgere med handicap og psykisk sårbarhed ved at henvende jer til regeringen. Lad ikke kampen for gode rammer for mennesker med handicap forblive en kamp mellem borgere og kommuner, som det er i dag. l kan være med til at gøre en forskel.

 


l dag har ca. 20% af den danske befolkning et større eller mindre handicap og/eller psykisk sårbarhed. De fleste af dem har pårørende, der hver dag kæmper en kamp for, at deres børn, børnebørn, søskende, forældre og ægtefæller kan få lov til at leve et liv på samme vilkår som alle andre.


 

Vi håber inderligt, at l vil lytte til vores bøn og prioritere mennesker med handicap og psykisk sårbarhed, når l skal til at forhandle om næste års budgetter.


Seje mor

Opslået d. 24. maj 2020 kl. 10.50 Comments kommentarer (0)

Boganmeldelse:


I 2019 udkom en lille perle af en bog, som slet slet ikke har fået omtale nok; "Seje mor" af Monica Lylloff er intet mindre end genial ☝️


 

Fra forlagsbeskrivelsen:


"Seje mor – En fortælling om livet med 3 børn med særlige behov" er en personlig beretning om at være mor til handicappede børn og om den sorg og kærlighed, der følger med. Bogen beskriver, hvordan det er at være en familie, hvor diagnoser, hjælpemidler og svære valg er en del af hverdagen".


En usentimental og rørende beretning:


 

Jeg læser meget - især faglitteratur - og nyder at læse, men jeg berøres sjældent af det, jeg læser, sådan som jeg blev berørt af Monicas bog. Jeg genkendte ganske enkelt mig selv og det tror jeg også, mange af jer vil kunne! ❤


 

I bogens første 5 kapitler får man et indblik i den svære overgang fra en lille familie på tre med far, mor og søn på 2 år til en stor familie på fem med far, mor, to fortidligtfødte tvillingepiger med svære medfødte fysiske og psykiske problemstillinger og en søn, der med årene viser sig at have flere udfordringer på autismespektret.


 

Familiens udfordringer formidles i et letlæst sprog. Det er godt, for man har brug for ro til at tage alt det ind, som Monica fortæller - som her på bogens side 14:


 

"Vi havde samtidig en lille Kristoffer derhjemme, der lige var blevet to år. Fra den ene dag til den anden var hans mor væk. Forsvundet. Jeg lå på hospitalet med to fremmede piger, som jeg ikke turde røre ved. Jeg savnede at kramme min lille dreng, men samtidig kunne jeg ikke klare at tale med ham eller se ham. Det gjorde simpelthen for ondt. Så jeg prøvede at glemme ham lidt. For at passe på mig".


 

Herefter følger 3 kapitler om kampen for at få hverdagen til at fungere. En kamp som ikke gøres lettere af social- og sundhedssystemernes manglende empati og fleksibilitet, men som også indimellem byder på møder med et handlekraftigt menneske, der får ting til at ske, som sundhedsplejersken på bogens side 76:


 

"Jeg prøvede selv at tale med kommunen om, hvilke muligheder vi havde. Svaret var, at der var en sagsbehandlingstid på flere måneder, før de kunne hjælpe os. Det ville vores sundhedsplejerske ikke finde sig i, så hun ringede til kommunen og sagde, at Emma havde brug for hjælp NU. Det hjalp, for der gik ikke lang tid, før Emma fik sin første specielle stol. Et kæmpe monstrum kaldet en X:Panda-stol. Det første hjælpemiddel og langt fra det sidste".


 

De sidste 3-4 kapitler handler om, at få det bedste ud af det liv, man nu engang er blevet tildelt. Om at finde overskud og glæde i hverdagen, i familien, i parforholdet.


 

"Giv aldrig op. Du er sejere end du tror" slutter Monica sin beretning.


 

Min boganmeldelse slutter med en opfordring til at læse bogen:


Uanset om du har egne erfaringer som bruger af systemet, pårørende eller som fagperson ansat i systemet, så vil du kunne lære noget af Monicas usentimentale og bevægende skildring af et familieliv med børn med særlige behov. Du kommer helt sikkert til at kunne kigge i bogen i forrummet foran mit kontor i SundhedsCenter Børkop ❤

Jeg hader kommunen og jeg tror også de hader mig!

Opslået d. 2. december 2019 kl. 9.50 Comments kommentarer (1)

Ph.d.-studerende Emil Falster har i det forgangne år talt med 39 familier om deres oplevelser med sagsbehandlingen af deres børnehandicapsag. Når han har talt med børnene og de unge om deres oplevelser af sagsbehandlingen, så er der kommet nogle skræmmende svar. Emil Falsters forskning offentliggøres først i 2021, men han har allerede nu lukket op for posen og her følger nogle af de svar, han har fået fra børn og unge. Det er hårdt at læse, men vi kan kun ændre på situationen ved at tale om det, så her kommer et uddrag:


- De spørger kun om, hvad jeg har brug for, fordi de skal.


- Jeg hader kommunen, og jeg tror også, at de hader mig!


- De lader som om de lytter, men det gør de ikke.


- Jeg ved godt, at de ikke kan gøre alt, men derfor kunne de godt være lidt søde; det er jo ikke vores skyld, at jeg har et handicap.


- Vores sagsbehandler snakker aldrig til mig. Jeg tror faktisk ikke, at hun ved, at jeg godt kan snakke.


- De er ikke særligt søde. De får tit min mor til at græde, og når mor græder, så græder min far også. Nogen gange begynder jeg så også at græde. Nogen gange ved jeg ikke helt hvorfor.



Emil Falster mener, at børnene og de unge ikke oplever at blive inddraget og at der bliver talt hen over hovedet på dem. Han formulerer det sådan, at børnene og de unge, han har talt med, ikke oplever at blive behandlet som mennesker, men i højere grad som nogle tilfælde, som de voksne har at snakke om.


Det er blandt andet problematisk, fordi Danmark har ratificeret og derfor forpligtet sig til at indrette sin lovgivning efter FN's børnekonvention. Det betyder, at vi har forpligtet os til at lovgivningen skal være i overensstemmelse med konventionen. Serviceloven  er fyldt med formuleringer og principper som afspejler børnekonventionen. Og det følger af FN's Børnekonvention, at børn har ret til medbestemmelse som fx indflydelse, deltagelse og ytrigsfrithed. I forhold til sagsbehandlingen betyder det blandt andet, at børnene og de unge har ret til en helhedsorienteret indsats, der inddrager alle aspekter af deres liv, og ret til at få inddraget deres egne synspunkter i sagsbehandlingen. Hvordan får man inddraget sine egne synspunkter i sagsbehandlingen, hvis sagsbehandleren ikke ved, at man kan tale?

 

Det skærer i hjertet at høre Emil Falster tale om, hvordan et barn tror, at kommunen hader det! 


Tirsdag den 3. december er det international handicapdag - er der noget at fejre, når børn og unge med handicaps har en oplevelse af, at kommunen, og dermed os som samfund, ikke vil dem?