Privat Socialrådgiver Karin B Nissen

Privat Socialrådgiver - Voksen og børne handicap - Beskæftigelse - Familiesager - Alle typer sociale sager

Blog

Har vi alle ret til en familie?

Opslået d. 6. januar 2020 kl. 7.35 Comments kommentarer (0)

Statsminister Mette Frederiksen talte i sin nytårstale om, at flere børn skal anbringes og at børn skal anbringes tidligere. I den forbindelse er det værd at tage et kig på en dom, der i september 2019 blev afsagt ved Den Europæiske Menneskerettigehedsdomstol i Strasbourg. Dommen gik imod den Norske stat, som ifølge Menneskerettighedsdomstolen havde krænket en mors ret til familieliv. Dommen giver os et grundlag for en drøftelse af vægtningen af hensynet til henholdsvis barn og forældre i anbringelsessager.

 

Sagen kort

 

En mor fik sin blot tre uger gamle søn anbragt udenfor hjemmet. Flere forløb og psykologiske undersøgelser viste, at moren ikke kunne se ud over sine egne behov, samt at hun ikke magtede at give sønnen den mest basale omsorg. Under de følgende års anbringelse i plejefamilie udviklede sønnen sig, men da drengen viste tegn på stress og uro i forbindelse med samværet med moren, nedsattedes samværet løbende og indstilledes fuldstændigt efter tre år. Moren havde da haft samvær 2 timer 6 gange om året og herefter 2 timer en gang i kvartalet, hvilket må siges at have været et yderst begrænset samvær. Samværet var præget af konflikter mellem drengens mor og den kommunale sagsbehandler samt plejemoren, der begge to deltog i samværene.

 

Kommunen besluttede, at drengen skulle bortadopteres til plejefamilien, hvilket den Norske højesteret stadfæstede. Moren havde i mellemtiden fået endnu et barn, som hun med støtte fra en familiekonsulent, vurderedes i stand til at give den fornødne omsorg. Men den Norske stat vurderede altså, at drengen havde behov, der oversted morens forældrekompetencer og besluttede derfor at bortadoptere drengen til plejefamilien. Samtidig vurderede den Norske stat, at drengen nu havde opnået en større tilknytning til sin plejefamilie end til sin mor.

 

Dommerne ved Menneskerettighedsdomstolen diskuterede, hvorvidt sagen var et udtryk for en krænkelse af morens ret til et familieliv eller et udtryk for en prioritering af barnets bedste overfor en mor, der manglede de fornødne forældrekompetencer. Det kan bemærkes at den danske dommer mente det sidste, men flertallet af dommerne var af den mening, at den Norske stat havde forsømt at kombinere morens ret til et familieliv med barnets ret til fornødent omsorg.


Dommen gik således den Norske stat imod, og når vi allesammen diskuterer, om Statsminister Mette Frederiksen har ret i, at der skal anbringes flere børn og at de skal anbringes tidligere og at flere skal bortadopteres, så bliver vi vel nødt til at se på, hvordan Menneskerettighedsdomstolene vægter forholdet mellem barnets bedste og forældrenes ret til et familieliv? Danmark har nemlig ratificeret såvel FN's Børnekonvention som Menneskerettighedskonventionen, og Menneskerettighedskonventionen er gjort til gældende lov i Danmark. 


Der er ikke forskningsmæssig belæg for at fjerne flere børn fra hjemmet

 

Anne-Dorte Hestbæk, der er seniorforsker hos VIVE (Det Nationalt Forsknings- og Analysecenter for Velfærd) mener ikke, at der er forskningsmæssig evidens for at sige, at flere skal anbringes udenfor hjemmet. Istedet finder hun et videnskabeligt belæg for at anbringe børn bedre og tidligere. Optimerede indsatser i familierne er ifølge hendes forskning derfor snarere en løsning end flere anbringelser (Politiken, 2. jan. 2020).


  

Vi bør diskutere dette her indgående

 

Danmark har som tidligere nævnt ratificeret FNs Børnekonvention, som i høj grad ser familien som en institution i samfundet, hvis opgave det er, at sikre børns bedste. Vi kan genkende flere af Børnekonventionens tanker omkring familieliv i Serviceloven, men Børnekonventionen er ikke lov i Danmark. Børnekonventionen er den den bavedliggende tanke bag den styrkelse af barnets perspektiv og sikringen af børns selvstændige rettigheder, som vi fx har opnået igennem indførelsen af Barnets Reform i 2011. Det er samtidig denne reform, der har gjort det muligt at videreføre anbringelser, hvor barnet vurderes at have opnået en større tilknytning til plejefamilien end til sin biologiske familie. Børnenes styrkede rettigheder kan dermed siges at være opnået på bekostning af forældrenes rettigheder.

 

Og det er vel blandt andet også dét Menneskerettighedsdomstolens diskussion er gået ud på; kan en længerevarende anbringelse risikere at skade forældrenes muligheder for at få barnet hjem igen, når barnet danner tilknytning til plejefamilien, men ikke til sin biologiske familie? I sagen fra Norge var der jo et meget begrænset samvær, ikke mindst drengens meget unge alder taget i betragtning. Og samværet nedsattedes. Samtidig beskrives nogle lidt ærgerlige omstændigheder omkring samværet, som gjorde, at moren kom i konflikt med sagsbehandleren og plejemoren. Kunne man mon istedet have fundet en mulighed for at støtte moren i samværet, så der havde været en reel mulighed for at drengen kunne danne tilknytning til sin mor også?

 

Forskellige teoretikere tænker forskelligt om det at danne tilknytning. Nogle mener, at børn kun kan danne tilknytning til én eller ganske få personer, mens andre mener, at børn (groft sagt) danner tilknytning til de, der byder sig til. Altså enhver der møder barnet med kærlig omsorg og opmærksomhed. Menneskerettighedsdomstolen stillede spørgsmålstegn ved om den Norske stat overhovedet havde haft til hensigt at hjemgive drengen til sin mor. Det kan måske hænge sammen med de tanker omkring børns tilknytning, som myndighederne har haft. Hvis myndighederne har tænkt, at børn danner tilknytning til ganske få personer, så har de måske ikke prioriteret samværet med moren særligt højt, fordi barnet jo skulle danne tilknytning til plejefamilien. Barnets Reform synes i nogen grad at bidrage til netop denne forståelse af tilknytning, men i Danmark bruger vi ikke reglen om, at man kan videreføre en anbringelse med den begrundelse, at barnet har dannet større tilknytning til plejefamilien end til den biologiske familie, ret ofte. I Norge er den tilgengæld skrevet ind i lovgivningen (Information, 13. dec. 2019).

 

Uhyggeligt mange sagsbehandlingsfejl

 

Ankestyrelsen gennemgik i 2017 København Kommunes sagsbehandling på familieområdet. Der påvistes sagsbehandlingsfejl i samtlige de 77 sager, der var udtaget til undersøgelse.


Tænketanken Justitia gennemgik i 2018 hele tvangsanbringelsesprocessen og konkluderede at retssikkerhedsniveauet er kritisk lavt. Blandt andet fandt tænketanken, at familierne ikke fik den nødvendige vejledning af kommunerne, og mener at så længe det nuværende system er så dårligt, så kan der ikke tales om at løsningen er at anbringe flere børn udenfor hjemmet (Politiken, 2. jan. 2020).


I forhold til anbringelser uden forældrenes samtykke, så stadfæstede Ankestyrelsen omkring 98% af de afgørelser, som de behandlede i 2019, mens Ankestyrelsen ophævede hveranden af de akutte afgørelser, som den behandlede i 2019. 


  

Styrkede indsatser i familien må være en bedre løsning end flere anbringelser

 

Med udgangspunkt i ovenstående må det være rimeligt at argumentere for, at vi som samfund stiller børn og forældre bedre ved at give tidlige indsatser af en høj kvalitet baseret på korrekt sagsbehandling fremfor at anbringe flere børn udenfor hjemmet. Der kan i hvert fald ikke findes et videnskabeligt argument for, at anbringe flere børn udenfor hjemmet eller at bortadoptere flere. Og Mennesketrettighedsdomstolen vægter jo tydeligvis familielivet højt. 

 

Efteruddannelse af sagsbehandlerne, færre sager til den enkelte sagsbehandler og dermed bedre tid til borgerne, bedre mulighed for samarbejde på tværs af de fagligheder der er i kontakt med familierne, og flere ressourcer til støtte i hjemmet som en del af den forebyggende indsats må være et alternativ til flere anbringelser udenfor hjemmet. Og det er svært at finde andre løsninger på det retssikkerhedsmæssige problem, vi står overfor ift. forældrene. 

 

 

 

 

Jeg hader kommunen og jeg tror også de hader mig!

Opslået d. 2. december 2019 kl. 9.50 Comments kommentarer (1)

Ph.d.-studerende Emil Falster har i det forgangne år talt med 39 familier om deres oplevelser med sagsbehandlingen af deres børnehandicapsag. Når han har talt med børnene og de unge om deres oplevelser af sagsbehandlingen, så er der kommet nogle skræmmende svar. Emil Falsters forskning offentliggøres først i 2021, men han har allerede nu lukket op for posen og her følger nogle af de svar, han har fået fra børn og unge. Det er hårdt at læse, men vi kan kun ændre på situationen ved at tale om det, så her kommer et uddrag:


- De spørger kun om, hvad jeg har brug for, fordi de skal.


- Jeg hader kommunen, og jeg tror også, at de hader mig!


- De lader som om de lytter, men det gør de ikke.


- Jeg ved godt, at de ikke kan gøre alt, men derfor kunne de godt være lidt søde; det er jo ikke vores skyld, at jeg har et handicap.


- Vores sagsbehandler snakker aldrig til mig. Jeg tror faktisk ikke, at hun ved, at jeg godt kan snakke.


- De er ikke særligt søde. De får tit min mor til at græde, og når mor græder, så græder min far også. Nogen gange begynder jeg så også at græde. Nogen gange ved jeg ikke helt hvorfor.



Emil Falster mener, at børnene og de unge ikke oplever at blive inddraget og at der bliver talt hen over hovedet på dem. Han formulerer det sådan, at børnene og de unge, han har talt med, ikke oplever at blive behandlet som mennesker, men i højere grad som nogle tilfælde, som de voksne har at snakke om.


Det er blandt andet problematisk, fordi Danmark har ratificeret og derfor forpligtet sig til at indrette sin lovgivning efter FN's børnekonvention. Det betyder, at vi har forpligtet os til at lovgivningen skal være i overensstemmelse med konventionen. Serviceloven  er fyldt med formuleringer og principper som afspejler børnekonventionen. Og det følger af FN's Børnekonvention, at børn har ret til medbestemmelse som fx indflydelse, deltagelse og ytrigsfrithed. I forhold til sagsbehandlingen betyder det blandt andet, at børnene og de unge har ret til en helhedsorienteret indsats, der inddrager alle aspekter af deres liv, og ret til at få inddraget deres egne synspunkter i sagsbehandlingen. Hvordan får man inddraget sine egne synspunkter i sagsbehandlingen, hvis sagsbehandleren ikke ved, at man kan tale?

 

Det skærer i hjertet at høre Emil Falster tale om, hvordan et barn tror, at kommunen hader det! 


Tirsdag den 3. december er det international handicapdag - er der noget at fejre, når børn og unge med handicaps har en oplevelse af, at kommunen, og dermed os som samfund, ikke vil dem? 

Systemstress

Opslået d. 26. november 2019 kl. 13.45 Comments kommentarer (0)

System stress


System-stress er en belastning, der kan opstå i samarbejdet med det offentlige. Vi oplever at blive overbelastede, fordi vi ikke har ressourcerne til at møde de krav, der stilles til os. Det er vigtigt at slå fast, at ikke alle oplever systemstress i mødet med det offentlige, men mange gør desværre.

Det kaldes systemstress, fordi det er systemet der stresser os. Ligesom ved andre typer stress oplever mange søvnløshed, afmagt og uro. Vi bliver utrygge, når vi ikke kan forudse, hvad det offentlige vil gøre, og hvis vi oplever ikke at få den hjælp, forståelse og støtte, som vi havde forventet.


En offentlig familie

Vi og vores familier bliver en sag i det offentlige, når vi søger om hjælp eller når det offentlige på eget initiativ starter en sag op, der vedrører os. Når det sker, skal vi ofte til at forholde os til mange forskellige sagsbehandlere, fagpersoner og afdelinger med hver sin lovgivning og hver sin holdning til os og vores familie. Vi skal acceptere at andre stiller nærgående spørgsmål og blander sig i vores liv og familie.

Som offentlig familie kan vi føle, at fagpersonerne ikke har tillid til os. Vi kan føle, at de mistænker os for ikke at være gode nok forældre eller at modarbejde de indsatser, som det offentlige sætter i gang fx i dagplejen, børnehaven, skolen eller klubben. Vi kan opleve, at daginstitutionen eller skolen og PPR ikke støtter op om vores ønske om en udredning og i stedet peger på os som problemet eller slet ikke ser et behov for en udredning.


Der stilles for store krav til os

Vi deltager ofte i rigtig mange møder og skal sætte os ind i ny viden. Ikke kun om vores eller vores barns sygdom eller handikap, men også om lovgivning og procedurer for sagsbehandling. Vi bliver ofte ustabile på vores job, fordi vi skal have fri til møder, og med tiden kan vi blive så slidte, at vi får flere sygedage.


Har du også oplevet…


Ikke at blive mødt med forståelse, hjælp og støtte af sagsbehandler, PPR-psykolog, skolelærer, børnehavepædagog, dagplejemor eller andre fagpersoner?


At møder og aftaler bliver ændret med kort tids varsel? Eller at du har fået ny sagsbehandler igen eller uden at få besked om det?


At lovgivningen ikke følges eller at være uenig i sagsbehandlerens vurderinger?


At de statusrapporter der ligger i sagen ikke stemmer overens med virkeligheden, som du oplever den? Eller at journalnotater og referater fra møder tegner et andet billede af dig og din familie, end den du oplever?


At skulle klage over en afgørelse, hvilket har medført en sag i Ankestyrelsen?


 

Gode råd er gratis!

Opslået d. 31. oktober 2019 kl. 3.50 Comments kommentarer (0)

Der er nogle helt enkle råd, som kan være gode at følge, når man som borger har en sag i gang i kommunen.


1. Lav en huskeseddel inden telefonsamtaler og møder


Det kan være svært at huske alt det, du gerne ville sige eller spørge om på mødet, måske er du også lidt nervøs, hvilket gør det endnu sværere at bevare overblikket. Så skriv det du vil spørge om eller synes er vigtigt at få sagt på mødet ned inden mødet og tag sedlen med til mødet.


2. Spørg hvis der er noget du ikke forstår, også hvis du ikke forstår de breve, kommunen skriver til dig


Kommunen skal kommunikere med dig på en måde, så du kan medvirke i behandlingen af din egen sag. Det betyder blandt andet, at kommunen skal skrive til dig på en måde, så du har en chance for at forstå, hvad der står.


Du skal ikke være flov over, at du ikke forstår alt det, der står i kommunens breve til dig. Det er kompliceret stof. Og sommetider er sagsbehandlerne ikke lige gode til at få sig forklaret på skrift. Så spørg! Spørg indtil du er sikker på at du forstår!


3. Tag en bisidder med til møderne i kommunen


Din bisidder skal være en person, som du er tryg ved. Det skal være en der helt sikkert ikke fortæller om mødet til andre. Og det skal være en person, som kan forblive rolig i situationen også selvom du f.eks. bliver ked af det eller vred under mødet. Det kan være en professionel som mig, men det kan også være et familiemedlem eller en god ven/veninde.


Din bisidder skal være fyldt 15 år og der er altså ikke krav om at bisidderen skal være myndig. Men det skal for din egen skyld være en, som kan støtte dig i at få spurgt om det, der er svært og få fortalt sagsbehandleren om de ting, som du måske selv synes er svære at få sagt. Derfor kan det godt være en god idé ikke at vælge et alt for ungt menneske.


4. Bed om skriftlighed


Bed din sagsbehandler om at sende dig et referat fra jeres møde eller bed om at få tilsendt et notat fra telefonsamtaler. På den måde kan du sikre dig, at I er enige om, hvad der blev aftalt på mødet.


Du kan også bruge referater og notater til at genopfriske din hukommelse, når du forbereder dig til næste møde, så gem referater og notater og gem også din mailkorrespondance med sagsbehandleren.


5. Undgå unødige mails, opringninger og henvendelser til sagsbehandleren


Har du mange spørgsmål til sagsbehandleren, så prøv at samle dem i én mail, som du sender f.eks. én gang om ugen eller hver 14. dag. Dine henvendelser tager tid og så varer det bare endnu længere før du får en afgørelse.


Pas også på med hvordan du skriver og taler til din sagsbehandler. Lad være med at lade din frustration gå ud over sagsbehandleren. Langt de fleste sagsbehandlere arbejder så hurtigt de kan og gør alt hvad de kan for at gøre sagsbehandlingstiden så kort som muligt og træffe en korrekt afgørelse.


Så skriv og tal høfligt til sagsbehandleren og lad være med at skælde ud på hende. Også selvom du ikke synes, sagsbehandleren er særlig dygtig eller sød.


Hvis du er meget ked af det eller vred, så er det måske bedre at bede en anden om at ringe eller skrive til din sagsbehandler for dig (husk fuldmagt).



Har du gjort dig erfaringer med, at andre ting kan være hjælpsomme, når man har en sag i kommunen, så kommentér gerne og del dine erfaringer med andre.