Privat Socialrådgiver Karin B Nissen

Bekæmper sagsbehandlingsfejl og systemstress i sociale sager

Blog

Stadig åben!

Opslået d. 24. januar 2021 kl. 8.20 Comments kommentarer (0)

En artikel om konsekvenserne af Corona-nedlukningen for butikkerne i Børkop, hvor jeg jo har mit kontor i det lokale sundhedscenter, som Vejle Amts Folkeblad bragte i denne uge, kan desværre give anledning til at tro, at mit firma også er ramt af corona-nedlukningen. 


Dét er ikke tilfældet!!!


Du kan stadig få hjælp, hvis din sag ved kommunen er gået i hårdknude, og du kan også få psykoterapi/coaching med to meters afstand/online. 

Under fanen "Samtaleterapi" her på www.karinBnissen.dk finder du en henvisning til en undersøgelse om effekten af online terapi. https://www.karinbnissen.dk/samtaleterapi


Mange små og større erhvervsdrivende lider i denne tid under corona-restriktionerne, og ligesom alle andre krydser jeg fingre for, at vi snart er igennem denne anden bølge. 


Men mit firma lider ikke; jeg har fortsat mange henvendelser og starter hele tiden nye sager op over hele landet. 


Møder og samtaler gennemføres primært online eller over telefonen. Det fungerer rigtig fint. 


Nogle samtaler gennemføres bedst ansigt til ansigt. Så gælder det om at holde god afstand og ikke være nærrig med afspritningen. De fleste har også vænnet sig til at bruge værnemidler, og heldigvis oplever jeg, at accepten af at nogle ikke kan eller må bruge mundbind er stigende. 


Mange erhvervsdrivende bliver også kreative og finder på løsninger, så de stadig kan holde gang i hjulene indtil de forhåbentlig kan åbne op på normale vilkår igen. Nogle er også rigtig gode til at hjælpe hinanden, tager initiativer, holder kontakten.


Men der er selvfølgelig også dem, der i afmagt over deres situation bliver misundelige og forsøger at fremhæve sig selv på bekostning af andre. Begge dele er vel helt almindelig menneskelig adfærd. Det må vi rumme og når alt dette her er overstået må vi se fremad.


Alt i alt er jeg fortrøstningsfuld ift. corona-nedlukningen. Mit firma overlever både denne og en evt. tredje eller fjerde bølge.


Men mange erhvervsdrivende kæmper med næb og klør for at overleve, og så er det ikke en hjælp, når et lokalt nyhedsmedie fejlagtigt skriver, at firmaet har lukket, eller formulerer sig så kunderne kan blive i tvivl om, hvorvidt firmaet stadig har åbent. 


Nytårshilsen

Opslået d. 29. december 2020 kl. 9.05 Comments kommentarer (0)



Endnu et år rinder ud og det er tid at gøre status over et interessant, men for mange også ganske udfordrende, år. For mit vedkommende blev 2020 året, hvor jeg tog springet ud i en tilværelse som fuldtidsselvstændig efter at have bijobbet som privat socialrådgiver igennem de seneste 9 år.


 

Det har været en fantastisk rejse, og det kan jeg takke ikke mindst mine private klienter, kunder og samarbejdspartnere i kommuner, regioner, staten og det private erhvervsliv for.


 

Jeg har primært løst opgaver indenfor det specialiserede børne- og voksenområde og indenfor forsørgelses- og beskæftigelsesområdet. Nogle opgaver har været afgrænsede mens andre har været mere komplekse og har indebåret en tæt kontakt til familie og netværk (både det privat netværk og det professionelle netværk) omkring en person.


 

Der har også været bud efter mine kompetencer indenfor coaching og psykoterapi. Som andre terapeuter mærker også jeg, at det forandrede liv under Covid-19 trækker store veksler på mennesker. Længslen efter en genkendelig hverdag, hvor kontakten til andre mennesker ikke foregår igennem en maske, telefonen eller en skærm, er stor. Netop nu er myndighederne gået i gang med at vaccinere de første danskere imod Corona-virus og det giver håb om, at vi igen kan give hinanden et varmt tryk i hånden, når vi mødes.


 

Også i det sociale tilbud ”NADA-café for alle”, som jeg står for her i Sundhedscenter Børkop, hvor jeg har mit kontor, har jeg fået lov at støtte mennesker med mangeartede problemstillinger.


 

Jeg vil ønske alle jer, der har betroet mig med jeres problemer, sorger og bekymringer et godt nytår! Jeg glæder mig over de mange tilkendegivelser af, at I føler jer hjulpet.


 

Et godt nytår skal også lyde til de offentlig ansatte, som har hilst min tilstedeværelse i sagerne velkommen og set mig som en mulighed for et forbedret samarbejde. Og til alle de ildsjæle, der på forskellig vis dagligt arbejder for at forbedre vilkårene for mennesker med behov for støtte.


Det er en fornøjelse at være vidne til jeres faglige og menneskelige engagement!


 

Et godt nytår skal også lyde til de plejefamilier, som jeg har haft fornøjelsen af at undervise i jura, mentalisering samt sorg- og krisehåndtering på Professionshøjskolernes Uddannelse for Plejefamilier. Og til de socialpsykiatriske sygeplejersker, som deltog i temadage om sundhedsjura, kommunikation og rehabilitering i sundhedssektoren gennem Dansk Sygeplejeråd, som jeg i efteråret gennemførte sammen med en dygtig forsker.


 

Rejsen fortsætter i 2021. Jeg fortsætter med at løse opgaver for borgere, der oplever samarbejdet med det offentlige som problematisk, ligesom jeg fortsætter med at have klienter i psykoterapeutiske forløb og coaching.


 

Undervisningsopgaverne fortsætter også; i det nye år har jeg sagt ja til at undervise plejefamilier i jura, i anbragte unges rusmiddelbrug, samt i den særlige kunst at skabe relevant dokumentation. Jeg har også valgt at sige ja til at bidrage til faglige artikler og til at indgå i et samarbejde omkring forskning i ulighed i retssikkerhed på det specialiserede socialområde.


 

Jeg glæder mig til at tage fat på alle opgaverne, og sender de bedste ønsker for et godt og lykkebringende nyt år til jer alle – tak for alt i det gamle!



 

Psykiatrien bløder - hvem vil redde den?

Opslået d. 11. december 2020 kl. 11.40 Comments kommentarer (0)


I weekenden blev jeg interviewet om bevilling af psykiatriske servicehunde som et hjælpemiddel efter Serviceloven.


Interviewet førte til en interessant drøftelse af de grundlæggende kompenserende og forebyggende principper bag Servicelovens bestemmelser og af behovet for støtte. Og af hvorfor så mange mennesker med psykisk sårbarhed ikke oplever at få tilstrækkelig hjælp.



Det virker helt urimeligt, at mennesker med en nedsat funktionsevne skal bøvle med flere forskellige sagsbehandlere, pædagogisk- og sundhedspersonale. Men det skal de, hvis de vil have hjælp.


Jeg er, og har været, involveret i flere sager, hvor min kunde har søgt om, fået afslag på, eller er bevilget støtte pga. psykiske problemstillinger, herunder en servicehund. Flere af disse sager handler om mennesker med diagnoser på autismespektret. Det er komplekse sager med mennesker (patienter og pårørende) der efter bedste evne forsøger at navigere i et komplekst sundheds- og socialsystem.


Generelt er der tale om venlige, omsorgsfulde, kloge, veluddannede mennesker med hvem, jeg har lange og gode samtaler. Jeg lærer meget af dem om menneskelivet. Jeg er taknemmelig over, at de har været og er i mit liv. Jeg er beæret over, at de giver mig lov til at hjælpe sig.



I 2015 blev der lavet 217 politianmeldelser relateret til 'personfarlig kriminalitet' i psykiatrien. I 2019 var tallet vokset til 628 - altså næsten tre gange flere.


Nogle af de mennesker, jeg kommer i kontakt med, har været og er lejlighedsvis psykotiske. Flere har været og er selvskadende og selvmordstruede. Nogle har været indlagte i psykiatrien. Enkelte har under indlæggelse været bragt i situationer fx imens de har været psykotiske, hvor deres handlinger har medført, at de efterfølgende har kunnet dømmes for vold imod ansatte i psykiatrien.


Og tal for første halvår af 2020 indikerer, at stigningen er fortsat. 367 politianmeldelser blev der foretaget i årets første seks måneder. Det viser tal fra alle landets politikredse i Danmark, som Fagbladet FOA har fået aktindsigt i.



I øvrigt er det jo paradoksalt, at visse patienter bliver bedre stillet af at få en dom, fordi de så har et retskrav på behandling!


Jeg bliver igen og igen chokeret over at høre fra patienter, fra pårørende og fra ansatte om forholdene i psykiatrien.


Næstformanden for psykiaterne Mikkel Rasmussen skriver i dag på sin FB-side, at det er på tide at indføre minimumsnormeringer i psykiatrien. Han beskriver en situation, hvor 3 medarbejdere er alene om at varetage omsorgen for 27 psykisk syge patienter.


SIND har været med til at se på personundersøgelser vedrørende patienter, der er blevet dømt til behandling. Undersøgelsen viste, at 3/4 af de retspsykiatriske patienter ikke havde fået hverken korrekt eller tilstrækkelig støtte i tiden op til, at de begik den handling, som de efterfølgende blev dømt for.


En sygeplejerske fra behandlingspsykiatrien forklarede mig på et tidspunkt, at på trods af årelang underfinansiering i psykiatrien, så ville hun hellere arbejde der, end som bostøtte i kommunerne. Hendes kolleger i den kommunale bostøtte fortalte hende om mennesker, som burde bevilges et botilbud, men som måtte nøjes med bostøtte. Et liv i angst og smerte med gentagende selvmordsforsøg og indlæggelser i somatikken og evt. i psykiatrien er en følge.



 

Hver 4. dansker rammes af en psykisk sygdom, inden de fylder 50 år. Hvis man ser på hele livsforløbet er tallet op mod hver 3. dansker.


Psykisk sygdom er Danmarks største folkesygdom. Flere danskere lider af psykisk sygdom end kræft, diabetes og hjertesygdomme. Antallet har været stærkt stigende de senere år.


Hvornår begynder vi at tage os selv og hinanden alvorligt, når vi siger, at vi lever i et velfærdssamfund?


Hvornår hører den systematiske underfinanciering af psykiatrien op?


Du kan læse mere her:

https://bedrepsykiatri.dk/viden/behandlingspsykiatrien/

Revalidering - det virker men kommunerne bruger det ikke

Opslået d. 10. september 2020 kl. 10.10 Comments kommentarer (2)


REVALIDERING - det får folk i arbejde, men kommunerne bruger det ikke


 

Et retskrav

 

Revalidering er et retsskrav, hvis man har begrænsninger i arbejdsevnen, og der ikke er andre tilbud, som kan hjælpe en med at få tilknytning til arbejdsmarkedet.


Hvis du vil læse mere om hvem der er i målgruppen for revalidering, så har jeg lagt et link til lovgivningen nedenfor.


 

Uddannelse m.m.

 

Revalidering er både erhvervsrettede aktiviteter og økonomisk hjælp.

 

Aktiviteterne kan fx være arbejdsprøvning, uddannelse, optræning hos private eller offentlige arbejdsgivere eller hjælp til etablering af selvstændig virksomhed.

 

Den økonomiske hjælp kan være kontanthjælp og revalideringsydelse. Det vil også kunne være ansættelse med løntilskud i visse situationer.

 


Revalidering virker

 

Når jeg siger, at revalidering virker, så er det fordi en undersøgelse viser, at det er den indsats, der har den største beskæftigelsesfremmende effekt, af de indsatser der anvendes.


Af de personer, der afsluttede et revalideringsforløb i 2018, var 43,5 procent i lønmodtagerbeskæftigelse et år senere.

 

Til sammenligning var det kun 25,7 procent, der var i lønmodtagerbeskæftigelse efter et år i et jobafklaringsforløb.

 

For dem, der afsluttede et ressourceforløb, var det kun 2,8 procent (jobindsats.dk).


 

Men kommunerne bevilger det ikke

 

Brugen af revalidering på 10 år er reduceret til under en tredjedel (jobindsats.dk).

 

Måske det hænger sammen med, at revalidender modtager en højere ydelse end de, der deltager i et ressourceforløb?


 

Sønderborg kommune er dog en undtagelse


Her ses revalidering nemlig som en investeringsstrategi.

 

For en kommune som Sønderborg, der har en del store virksomheder med behov for arbejdskraft, og hvor mange unge samtidig flytter væk for at tage en uddannelse, er revalidering også en måde at få højtuddannet arbejdskraft. For eksempel har en af borgerne taget en uddannelse som læge i et revalideringsforløb.


 

Klagesager

 

Får du afslag på din ansøgning om revalidering, så vil jeg opfordre dig til at klage over det.

I 2019 var omgørelsesprocenten for revalideringssager i Ankestyrelsen 35 procent (ast.dk). Det vil sige, at mere end hver tredje afslag var enten direkte forkert eller behæftet med så væsentlige retlige mangler, at afgørelsen var ugyldig.

 

Som altid må der formodes at ligge et mørketal gemt her, og Ankestyrelsen har jo lavet en undersøgelse, baseret på stikprøver af sager, der ikke er blevet klaget over, som viser, at der er lige så mange fejl i de sager, der ikke bliver klaget over, som der er i de, der bliver klaget over. 


 

Du kan læse mere her

 

https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2019/548…;

 

https://socialraadgiverne.dk/…/jura-revalidering-kommuner-…/

Ny undersøgelse af familier med alvorligt syge børns behov

Opslået d. 2. september 2020 kl. 7.30 Comments kommentarer (0)



Når et barn bliver alvorligt sygt, rammes hele familien. Men hvor søger familierne hjælp og støtte? Og hvor mangler de støtte? Det har KOPA - Kompetencecenter for Patientoplevelser -  undersøgt ved at interviewe 16 familier med alvorligt syge børn. Derudover er patientforeninger bidraget med viden om, hvilken type hjælp og støtte familierne efterspørger.


 

Resultaterne af undersøgelsen overrasker i grunden ikke, fordi på tværs af diagnoser er det samme forhold, familierne oplever som udfordrende, og samme støtte og hjælp de efterspørger:


> Ens behov - uens tilbud. Der er stor forskel på mængden af støttetilbud alt efter diagnose: jo sjældnere diagnose, desto færre tilbud.


> Hele familien har brug for støtte. Sygdommen påvirker hele familien, men hverken hospital eller kommune har fokus på den samlede situation.


> Kommunen som modspiller. Kampene med kommunen om økonomisk støtte er en større stressfaktor for familierne end selve sygdommen.​


> Spejling i andre familier giver håb. Familien har stor glæde af at mødes med andre familier i samme situation. Det giver ro og håb i en svær situation.

 


Undersøgelsen viser, at der er brug for et stærkt tværsektorielt samarbejde omkring familierne. Ikke bare omkring det syge barn, men i forhold til hele familien inklusiv raske søskende.


Derfor anbefaler KOPA på baggrund af undersøgelsen:


> En fast koordinator. Tildel familierne en fast tovholder, som har fokus på hele sygdommen og at hjælpe hele familien.


> Specialiseret psykologhjælp. Forebyg psykiske belastninger – tilbyd psykologer/terapeuter med speciale i familier med alvorlig sygdom på hospitalet og uden for hospitalsregi.


> Fællesskab med andre familier. Facilitér fysiske og virtuelle netværk for familierne, så de får mulighed for at sparre og vidensdele familie til familie.


Det skærer i hjertet at læse, at familierne i grunden bare ønsker at blive mødt med tillid, blive lyttet til og taget alvorligt. Hvorfor er det ikke en selvfølge? Det kommer jeg aldrig til at forstå!


Du kan læse mere her: https://patientoplevelser.dk/sites/patientoplevelser.dk/files/rapport_alle_de_smaa_ting_final_002.pdf ;

Brev til byrådspolitikerne

Opslået d. 16. august 2020 kl. 10.50 Comments kommentarer (0)

Sammen med andre medlemmer af #enmillionstemmer har jeg sendt dette brev til byrådspolitikere i landets kommuner:


 

Juli/august 2020

 


Kære kommune

 


l skrivende stund er alle landets 98 kommuner i gang med forhandlingerne om, hvor mange penge der må bruges og på hvad i 2021.

 


Igen i år har medierne bragt historier om konsekvenserne af mange års besparelser. Men det er ikke små besparelser på ubetydelige områder. Det er hver gang historier om massive besparelser på det specialiserede socialområde, på mennesker med handicap og psykisk sårbarhed og deres pårørende.

 


Vi henvender os derfor nu på vegne af bevægelsen #enmillionstemmer og gruppen #enmillionstemmer - bak op om pårørende til handicap og psykisk sårbarhed, der p.t. har 22.000 medlemmer. For de besparelser, som finder sted i alle landets kommuner, handler ikke bare om tal. Bag tallene gemmer sig mennesker - hele familier - der bliver ramt.

 


Der er tale om menneskers liv, der ikke kan hænge sammen. Mennesker, der ikke kan få helt basal hjælp, så de kan føle sig som en værdig del af vores fælles samfund. Mennesker, der ikke selv kan bestemme, hvor de vil bo. Børn, der bliver nægtet et egnet skoletilbud. Besparelserne trækker en hale af mistillid og mistro efter sig.


 

Danmark ratificerede i 2009 FN's Handicapkonvention og påtog sig derved en forpligtelse til at indrette sin lovgivning og administrative praksis i overensstemmelse med konventionens krav. Landets kommuner er derfor forpligtede til at indrette bevillinger, så mennesker med handicap og psykisk sårbarhed kompenseres, så de kan leve deres liv på lige vilkår med den øvrige befolkning i Danmark.

 


Hvis l ikke har rammerne til at leve op til FN's Handicapkonvention, vil vi bede jer tage ansvar for jeres borgere med handicap og psykisk sårbarhed ved at henvende jer til regeringen. Lad ikke kampen for gode rammer for mennesker med handicap forblive en kamp mellem borgere og kommuner, som det er i dag. l kan være med til at gøre en forskel.

 


l dag har ca. 20% af den danske befolkning et større eller mindre handicap og/eller psykisk sårbarhed. De fleste af dem har pårørende, der hver dag kæmper en kamp for, at deres børn, børnebørn, søskende, forældre og ægtefæller kan få lov til at leve et liv på samme vilkår som alle andre.


 

Vi håber inderligt, at l vil lytte til vores bøn og prioritere mennesker med handicap og psykisk sårbarhed, når l skal til at forhandle om næste års budgetter.


Det hjælper jeg med

Opslået d. 13. juli 2020 kl. 8.15 Comments kommentarer (0)

Mit firma bekæmper sagsbehandlingsfejl og systemstress i sociale sager


Siden 2002 har jeg beskæftiget mig med behandling, vejledning og coaching af mennesker med forskellige problemstillinger.

Det har jeg gjort som selvstændig erhvervsdrivende, som kommunalt ansat socialrådgiver, som frivillig og som underviser. 


Gennem årene har jeg oparbejdet en stor viden om socialt arbejde, kommunal forvaltning, lovgivningen på det sociale område og menneskers læring og udvikling.


Som mor til at barn med særlige vanskeligheder har jeg oplevet konsekvenserne af mangelfuld sagsbehandling, forkerte afgørelser, lang sagsbehandlingstid, dårlig kommunikation m.v. på egen krop. 


Min store faglige og private viden bruger jeg nu til at støtte de, der dagligt kæmper for at skabe et godt liv for sig selv og for deres familier på trods af funktionsnedsættelser, sygdom og et system, der ofte opleves trægt og modvilligt. 


Det er ofte de samme ting, mine kunder siger til mig, når jeg beder dem beskrive, hvad de får ud af at samarbejde med mig. Her er nogle uddrag af samtaler med og mails fra kunder:


Et forældrepar (børnesocialsag): "Havde det ikke været for dig, så havde vi ikke fået vores datter hjem"


En mor (børnehandicapsag): "Nu kan jeg sove om natten, fordi jeg ved, at jeg har dig i baghånden"


En mor (børnehandicapsag): "Du skabte på ingen tid overblik i sagen"


En pædagogisk konsulent (voksen handicapsag): "Med din faglighed fik du øje på nogle ting, som vi selv havde overset"


En bror (voksen psykiatrisag): "Det er dejligt, at der nu ligger en strategi for, hvordan vi kan hjælpe min bror og mine forældre"


En kvinde (sygedagpengesag): "Det er så rart at tale med dig, det bliver jeg tryg af"



Mit firmas services er tre-delte:

 

Socialrådgivning


Privat socialrådgiver, bisidder og partsrepræsentant for borgere der er kommet i klemme i systemet på det specialiserede børne- eller voksenområde, samt beskæftigelsesområdet.


Jeg har erfaring med sager vedrørende:


Tabt arbejdsfortjeneste

Merudgifter

Børnefaglige undersøgelser

Frivillig anbringelse udenfor hjemmet

Anbringelse udenfor hjemmet uden forældrenes samtykke

Støtte ved anbringelse af børn udenfor hjemmet

Botilbud

Støtte i eget hjem

Psykiatri

Misbrugsbehandling

Hjemløshed

Domsanbringelse

Beskyttet beskæftigelse

Aktivitetstilbud

Førtidspension

Sygedagpenge

Ressourceforløb

Fleksjob

Kontanthjælp

Enkeltydelser

 


Behandling


Coaching og psykoterapi for mennesker, der oplever belastningssymptomer som uro, tankemylder, søvnproblemer, angst, negative tankemønstre m.fl. som følge af langvarig sagsbehandling, eller som følge af påvirkninger i privatliv eller arbejdsliv, samt deres pårørende.


Jeg har erfaring med behandling af påvirkninger som følge af:

Sorg

Krise

Stress

Kronisk og/eller langvarig sygdom

Langvarig og/eller konfliktfyldt sagsbehandling

Skilsmisse

Fysisk og psykisk vold i parforhold

Økonomiske problemer



Konsulentydelser


Undervisning, kurser, socialfaglig og juridisk sparring og sagsbehandling for offentlige, kommunale og privatejede institutioner, NGO'er, patient- og pårørendeforeninger samt pædagogiske og andre typer af konsulentfirmaer.

Studievejledning og hjælp til at gennemføre studiet til socialrådgiverstuderende samt studerende på de sociale diplomuddannelser.



Underretninger - jo flere jo bedre eller hvordan?

Opslået d. 29. juni 2020 kl. 9.30 Comments kommentarer (0)



I årene 2014 og 2015 indsamlede Ankestyrelsen informationer fra kommunerne om, hvor mange underretninger, de modtog, hvem der underrettede, hvad der blev underrettet om, og hvordan kommunerne fulgte op på underretningerne. Kommunerne modtog 97.000 underretninger i 2015.


Underretningsstatistikken viste, at kommunerne i 30% af tilfældene intet gjorde ved underretningerne, fordi de vurderedes grundløse, mens de i 33% af tilfældene intet foretog sig, fordi der allerede var enten sat gang i en undersøgelse eller en indsats i forhold til barnet eller den unge, som underretningen drejede sig om. Kun 14% af underretningerne førte til, at kommunerne lavede en børnefaglig undersøgelse jf. Serviceloven § 50 og i blot 6% af tilfældene henviste kommunerne familierne til konsulentbistand eller gav dem rådgivning.


Det betyder altså, at i 63% af tilfældene gav underretningerne ikke anledning til, at kommunerne foretog sig noget eller foretog sig noget nyt i sagen.


Siden er man holdt op med at indsamle oplysningerne, bortset fra at Danmarks Statistik siden 2016 har indsamlet oplysninger om antal og fordeling i forhold til køn. I 2017 modtog kommunerne samlet 117.400 underretninger. Det er en stigning på 12 pct. i forhold til 2016. I 2018 modtog kommunerne flere en 127.000 underretninger, altså en stigning på 7% i forhold til året før. I skrivende stund foreligger ingen opgørelse for 2019.


 

Vi har alle et ansvar


Der er ingen tvivl om, at vi alle har et ansvar for at skrive en underretning, hvis vi er bekymrede for et barns eller et ungt menneskes trivsel og udvikling. Efter Serviceloven § 154 har alle, der får kendskab til, at et barn eller en ung udsættes for vanrøgt, vold, mishandling, seksuelle overgreb m.v. eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, pligt til at underrette kommunen.


Fagpersoner har efter Serviceloven § 153 en særlig udvidet underretningspligt. Den gælder offentligt ansatte og andre med offentlige hverv fx læger, tandlæger, ansatte på opholdssteder, familiepleje, krisecentre, behandlingstilbud eller andre private tilbud, der udfører opgaver rettet imod mennesker med sociale eller andre særlige problemer. Det gælder dermed også lærere og ansatte i børnehaver. Listen er ikke udtømmende.


Forskellen på de to paragraffer er, at hvor almindelige borgere først har underretningspligt, når de har en konkret viden, så har fagpersoner underretningspligt allerede når de får en mistanke om, at et barn eller en ung kan have behov for hjælp fra det offentlige.


 

Faglighed og ansvar følges ad


Det følger af straffeloven, at den der ikke underretter kan straffes med bøde og fængsel. Så selvfølgelig skal vi underrette, hvis vi bliver bekymrede. Men underretninger er indgribende for såvel forældre som børn og unge, så vi skylder familierne at skrive fagligt velfunderede underretninger med beskrivelser af vores observationer, samt hvilke antagelser, vi gør os på baggrund af disse observationer.


Anonyme underretninger er i den forbindelse helt uacceptable og fagpersoner bør tale med forældrene om underretningen inden de sender den (medmindre der er mistanke om at forældrene udsætter barnet eller den unge for vold eller seksuelle overgreb).


 

Kommunernes håndtering af underretninger


Men kommunerne bør også håndtere underretningerne med stor omhu. Jeg har fx været involveret i en sag, hvor en kommune ikke indkaldte forældrene til en underretningssamtale, hvor de sammen med en socialrådgiver kunne gennemgå underretningen og tale om, hvilke muligheder for hjælp der var. I stedet afholdt kommunen et netværksmøde, hvor underretter sad med i lokalet. Løsningen på problemerne skulle nemlig findes i netværket, påstod kommunen, uden i øvrigt at undersøge kvaliteten af netværket eller at lade forældrene forholde sig til de anklager, der rettedes imod dem i underretningen.


Det er fuldstændig urimeligt at behandle et forældrepar på denne måde!


Forældrene fik ingen mulighed for at forklare sig. I stedet fremstod de skyldige i de fejltrin, som underretningen gik på. I Danmark plejer man ellers at være uskyldig indtil man er dømt. Men ikke i denne kommune, der med henvisning til at ”her arbejder vi netværksbaseret” fratog forældrene almindelige rettigheder.


Ved at gennemføre underretningssamtalen som et netværksmøde sparer kommunen et møde og den presser forældre, der ikke kender deres rettigheder, til at modtage hjælp fra netværket, fremfor at få professionel hjælp fra kommunen.


 

Flere underretninger af høj kvalitet og bedre behandling af underretningerne – ja tak


Forskellige stemmer på området herunder senest Børns Vilkår og organisationspsykolog Gitte Haslebo diskuterer deres forskellige holdninger til spørgsmålet om underretninger fx i debatindlæg i Politiken i maj og juni i år. Alle parter ønsker at børn og unge skal have hjælp, hvis de har den behov. Og gerne så tidligt i forløbet som muligt. Det kan der ikke være nogen tvivl om. Men jeg er enig med Gitte Haslebo i, at den heksejagt, som fx det, det ovenfor beskrevne forældrepar var udsat for, ingen steder hører hjemme i en retsstat, hvor vi alle har helt elementære rettigheder også når vi eventuelt har gjort noget forkert, men også i en velfærdsstat, der gennem både FN’s Børnekonvention og Menneskerettighedskonventionen har forpligtet sig til at arbejde for familiernes muligheder for trivsel.

 

Seje mor

Opslået d. 24. maj 2020 kl. 10.50 Comments kommentarer (0)

Boganmeldelse:


I 2019 udkom en lille perle af en bog, som slet slet ikke har fået omtale nok; "Seje mor" af Monica Lylloff er intet mindre end genial ☝️


 

Fra forlagsbeskrivelsen:


"Seje mor – En fortælling om livet med 3 børn med særlige behov" er en personlig beretning om at være mor til handicappede børn og om den sorg og kærlighed, der følger med. Bogen beskriver, hvordan det er at være en familie, hvor diagnoser, hjælpemidler og svære valg er en del af hverdagen".


En usentimental og rørende beretning:


 

Jeg læser meget - især faglitteratur - og nyder at læse, men jeg berøres sjældent af det, jeg læser, sådan som jeg blev berørt af Monicas bog. Jeg genkendte ganske enkelt mig selv og det tror jeg også, mange af jer vil kunne! ❤


 

I bogens første 5 kapitler får man et indblik i den svære overgang fra en lille familie på tre med far, mor og søn på 2 år til en stor familie på fem med far, mor, to fortidligtfødte tvillingepiger med svære medfødte fysiske og psykiske problemstillinger og en søn, der med årene viser sig at have flere udfordringer på autismespektret.


 

Familiens udfordringer formidles i et letlæst sprog. Det er godt, for man har brug for ro til at tage alt det ind, som Monica fortæller - som her på bogens side 14:


 

"Vi havde samtidig en lille Kristoffer derhjemme, der lige var blevet to år. Fra den ene dag til den anden var hans mor væk. Forsvundet. Jeg lå på hospitalet med to fremmede piger, som jeg ikke turde røre ved. Jeg savnede at kramme min lille dreng, men samtidig kunne jeg ikke klare at tale med ham eller se ham. Det gjorde simpelthen for ondt. Så jeg prøvede at glemme ham lidt. For at passe på mig".


 

Herefter følger 3 kapitler om kampen for at få hverdagen til at fungere. En kamp som ikke gøres lettere af social- og sundhedssystemernes manglende empati og fleksibilitet, men som også indimellem byder på møder med et handlekraftigt menneske, der får ting til at ske, som sundhedsplejersken på bogens side 76:


 

"Jeg prøvede selv at tale med kommunen om, hvilke muligheder vi havde. Svaret var, at der var en sagsbehandlingstid på flere måneder, før de kunne hjælpe os. Det ville vores sundhedsplejerske ikke finde sig i, så hun ringede til kommunen og sagde, at Emma havde brug for hjælp NU. Det hjalp, for der gik ikke lang tid, før Emma fik sin første specielle stol. Et kæmpe monstrum kaldet en X:Panda-stol. Det første hjælpemiddel og langt fra det sidste".


 

De sidste 3-4 kapitler handler om, at få det bedste ud af det liv, man nu engang er blevet tildelt. Om at finde overskud og glæde i hverdagen, i familien, i parforholdet.


 

"Giv aldrig op. Du er sejere end du tror" slutter Monica sin beretning.


 

Min boganmeldelse slutter med en opfordring til at læse bogen:


Uanset om du har egne erfaringer som bruger af systemet, pårørende eller som fagperson ansat i systemet, så vil du kunne lære noget af Monicas usentimentale og bevægende skildring af et familieliv med børn med særlige behov. Du kommer helt sikkert til at kunne kigge i bogen i forrummet foran mit kontor i SundhedsCenter Børkop ❤

Har vi alle ret til en familie?

Opslået d. 6. januar 2020 kl. 7.35 Comments kommentarer (0)

Statsminister Mette Frederiksen talte i sin nytårstale om, at flere børn skal anbringes og at børn skal anbringes tidligere. I den forbindelse er det værd at tage et kig på en dom, der i september 2019 blev afsagt ved Den Europæiske Menneskerettigehedsdomstol i Strasbourg. Dommen gik imod den Norske stat, som ifølge Menneskerettighedsdomstolen havde krænket en mors ret til familieliv. Dommen giver os et grundlag for en drøftelse af vægtningen af hensynet til henholdsvis barn og forældre i anbringelsessager.

 

Sagen kort

 

En mor fik sin blot tre uger gamle søn anbragt udenfor hjemmet. Flere forløb og psykologiske undersøgelser viste, at moren ikke kunne se ud over sine egne behov, samt at hun ikke magtede at give sønnen den mest basale omsorg. Under de følgende års anbringelse i plejefamilie udviklede sønnen sig, men da drengen viste tegn på stress og uro i forbindelse med samværet med moren, nedsattedes samværet løbende og indstilledes fuldstændigt efter tre år. Moren havde da haft samvær 2 timer 6 gange om året og herefter 2 timer en gang i kvartalet, hvilket må siges at have været et yderst begrænset samvær. Samværet var præget af konflikter mellem drengens mor og den kommunale sagsbehandler samt plejemoren, der begge to deltog i samværene.

 

Kommunen besluttede, at drengen skulle bortadopteres til plejefamilien, hvilket den Norske højesteret stadfæstede. Moren havde i mellemtiden fået endnu et barn, som hun med støtte fra en familiekonsulent, vurderedes i stand til at give den fornødne omsorg. Men den Norske stat vurderede altså, at drengen havde behov, der oversted morens forældrekompetencer og besluttede derfor at bortadoptere drengen til plejefamilien. Samtidig vurderede den Norske stat, at drengen nu havde opnået en større tilknytning til sin plejefamilie end til sin mor.

 

Dommerne ved Menneskerettighedsdomstolen diskuterede, hvorvidt sagen var et udtryk for en krænkelse af morens ret til et familieliv eller et udtryk for en prioritering af barnets bedste overfor en mor, der manglede de fornødne forældrekompetencer. Det kan bemærkes at den danske dommer mente det sidste, men flertallet af dommerne var af den mening, at den Norske stat havde forsømt at kombinere morens ret til et familieliv med barnets ret til fornødent omsorg.


Dommen gik således den Norske stat imod, og når vi allesammen diskuterer, om Statsminister Mette Frederiksen har ret i, at der skal anbringes flere børn og at de skal anbringes tidligere og at flere skal bortadopteres, så bliver vi vel nødt til at se på, hvordan Menneskerettighedsdomstolene vægter forholdet mellem barnets bedste og forældrenes ret til et familieliv? Danmark har nemlig ratificeret såvel FN's Børnekonvention som Menneskerettighedskonventionen, og Menneskerettighedskonventionen er gjort til gældende lov i Danmark. 


Der er ikke forskningsmæssig belæg for at fjerne flere børn fra hjemmet

 

Anne-Dorte Hestbæk, der er seniorforsker hos VIVE (Det Nationalt Forsknings- og Analysecenter for Velfærd) mener ikke, at der er forskningsmæssig evidens for at sige, at flere skal anbringes udenfor hjemmet. Istedet finder hun et videnskabeligt belæg for at anbringe børn bedre og tidligere. Optimerede indsatser i familierne er ifølge hendes forskning derfor snarere en løsning end flere anbringelser (Politiken, 2. jan. 2020).


  

Vi bør diskutere dette her indgående

 

Danmark har som tidligere nævnt ratificeret FNs Børnekonvention, som i høj grad ser familien som en institution i samfundet, hvis opgave det er, at sikre børns bedste. Vi kan genkende flere af Børnekonventionens tanker omkring familieliv i Serviceloven, men Børnekonventionen er ikke lov i Danmark. Børnekonventionen er den den bavedliggende tanke bag den styrkelse af barnets perspektiv og sikringen af børns selvstændige rettigheder, som vi fx har opnået igennem indførelsen af Barnets Reform i 2011. Det er samtidig denne reform, der har gjort det muligt at videreføre anbringelser, hvor barnet vurderes at have opnået en større tilknytning til plejefamilien end til sin biologiske familie. Børnenes styrkede rettigheder kan dermed siges at være opnået på bekostning af forældrenes rettigheder.

 

Og det er vel blandt andet også dét Menneskerettighedsdomstolens diskussion er gået ud på; kan en længerevarende anbringelse risikere at skade forældrenes muligheder for at få barnet hjem igen, når barnet danner tilknytning til plejefamilien, men ikke til sin biologiske familie? I sagen fra Norge var der jo et meget begrænset samvær, ikke mindst drengens meget unge alder taget i betragtning. Og samværet nedsattedes. Samtidig beskrives nogle lidt ærgerlige omstændigheder omkring samværet, som gjorde, at moren kom i konflikt med sagsbehandleren og plejemoren. Kunne man mon istedet have fundet en mulighed for at støtte moren i samværet, så der havde været en reel mulighed for at drengen kunne danne tilknytning til sin mor også?

 

Forskellige teoretikere tænker forskelligt om det at danne tilknytning. Nogle mener, at børn kun kan danne tilknytning til én eller ganske få personer, mens andre mener, at børn (groft sagt) danner tilknytning til de, der byder sig til. Altså enhver der møder barnet med kærlig omsorg og opmærksomhed. Menneskerettighedsdomstolen stillede spørgsmålstegn ved om den Norske stat overhovedet havde haft til hensigt at hjemgive drengen til sin mor. Det kan måske hænge sammen med de tanker omkring børns tilknytning, som myndighederne har haft. Hvis myndighederne har tænkt, at børn danner tilknytning til ganske få personer, så har de måske ikke prioriteret samværet med moren særligt højt, fordi barnet jo skulle danne tilknytning til plejefamilien. Barnets Reform synes i nogen grad at bidrage til netop denne forståelse af tilknytning, men i Danmark bruger vi ikke reglen om, at man kan videreføre en anbringelse med den begrundelse, at barnet har dannet større tilknytning til plejefamilien end til den biologiske familie, ret ofte. I Norge er den tilgengæld skrevet ind i lovgivningen (Information, 13. dec. 2019).

 

Uhyggeligt mange sagsbehandlingsfejl

 

Ankestyrelsen gennemgik i 2017 København Kommunes sagsbehandling på familieområdet. Der påvistes sagsbehandlingsfejl i samtlige de 77 sager, der var udtaget til undersøgelse.


Tænketanken Justitia gennemgik i 2018 hele tvangsanbringelsesprocessen og konkluderede at retssikkerhedsniveauet er kritisk lavt. Blandt andet fandt tænketanken, at familierne ikke fik den nødvendige vejledning af kommunerne, og mener at så længe det nuværende system er så dårligt, så kan der ikke tales om at løsningen er at anbringe flere børn udenfor hjemmet (Politiken, 2. jan. 2020).


I forhold til anbringelser uden forældrenes samtykke, så stadfæstede Ankestyrelsen omkring 98% af de afgørelser, som de behandlede i 2019, mens Ankestyrelsen ophævede hveranden af de akutte afgørelser, som den behandlede i 2019. 


  

Styrkede indsatser i familien må være en bedre løsning end flere anbringelser

 

Med udgangspunkt i ovenstående må det være rimeligt at argumentere for, at vi som samfund stiller børn og forældre bedre ved at give tidlige indsatser af en høj kvalitet baseret på korrekt sagsbehandling fremfor at anbringe flere børn udenfor hjemmet. Der kan i hvert fald ikke findes et videnskabeligt argument for, at anbringe flere børn udenfor hjemmet eller at bortadoptere flere. Og Mennesketrettighedsdomstolen vægter jo tydeligvis familielivet højt. 

 

Efteruddannelse af sagsbehandlerne, færre sager til den enkelte sagsbehandler og dermed bedre tid til borgerne, bedre mulighed for samarbejde på tværs af de fagligheder der er i kontakt med familierne, og flere ressourcer til støtte i hjemmet som en del af den forebyggende indsats må være et alternativ til flere anbringelser udenfor hjemmet. Og det er svært at finde andre løsninger på det retssikkerhedsmæssige problem, vi står overfor ift. forældrene.