Privat Socialrådgiver Karin B Nissen

Bekæmper sagsbehandlingsfejl og systemstress i sociale sager

Blog

vis:  hele indlæg / kort version

Systemstress

Opslået d. 26. november 2019 kl. 13.45 Comments kommentarer (0)

System stress


System-stress er en belastning, der kan opstå i samarbejdet med det offentlige. Vi oplever at blive overbelastede, fordi vi ikke har ressourcerne til at møde de krav, der stilles til os. Det er vigtigt at slå fast, at ikke alle oplever systemstress i mødet med det offentlige, men mange gør desværre.

Det kaldes systemstress, fordi det er systemet der stresser os. Ligesom ved andre typer stress oplever mange søvnløshed, afmagt og uro. Vi bliver utrygge, når vi ikke kan forudse, hvad det offentlige vil gøre, og hvis vi oplever ikke at få den hjælp, forståelse og støtte, som vi havde forventet.


En offentlig familie

Vi og vores familier bliver en sag i det offentlige, når vi søger om hjælp eller når det offentlige på eget initiativ starter en sag op, der vedrører os. Når det sker, skal vi ofte til at forholde os til mange forskellige sagsbehandlere, fagpersoner og afdelinger med hver sin lovgivning og hver sin holdning til os og vores familie. Vi skal acceptere at andre stiller nærgående spørgsmål og blander sig i vores liv og familie.

Som offentlig familie kan vi føle, at fagpersonerne ikke har tillid til os. Vi kan føle, at de mistænker os for ikke at være gode nok forældre eller at modarbejde de indsatser, som det offentlige sætter i gang fx i dagplejen, børnehaven, skolen eller klubben. Vi kan opleve, at daginstitutionen eller skolen og PPR ikke støtter op om vores ønske om en udredning og i stedet peger på os som problemet eller slet ikke ser et behov for en udredning.


Der stilles for store krav til os

Vi deltager ofte i rigtig mange møder og skal sætte os ind i ny viden. Ikke kun om vores eller vores barns sygdom eller handikap, men også om lovgivning og procedurer for sagsbehandling. Vi bliver ofte ustabile på vores job, fordi vi skal have fri til møder, og med tiden kan vi blive så slidte, at vi får flere sygedage.


Har du også oplevet…


Ikke at blive mødt med forståelse, hjælp og støtte af sagsbehandler, PPR-psykolog, skolelærer, børnehavepædagog, dagplejemor eller andre fagpersoner?


At møder og aftaler bliver ændret med kort tids varsel? Eller at du har fået ny sagsbehandler igen eller uden at få besked om det?


At lovgivningen ikke følges eller at være uenig i sagsbehandlerens vurderinger?


At de statusrapporter der ligger i sagen ikke stemmer overens med virkeligheden, som du oplever den? Eller at journalnotater og referater fra møder tegner et andet billede af dig og din familie, end den du oplever?


At skulle klage over en afgørelse, hvilket har medført en sag i Ankestyrelsen?


 

Gode råd er gratis!

Opslået d. 31. oktober 2019 kl. 3.50 Comments kommentarer (0)

Der er nogle helt enkle råd, som kan være gode at følge, når man som borger har en sag i gang i kommunen.


1. Lav en huskeseddel inden telefonsamtaler og møder


Det kan være svært at huske alt det, du gerne ville sige eller spørge om på mødet, måske er du også lidt nervøs, hvilket gør det endnu sværere at bevare overblikket. Så skriv det du vil spørge om eller synes er vigtigt at få sagt på mødet ned inden mødet og tag sedlen med til mødet.


2. Spørg hvis der er noget du ikke forstår, også hvis du ikke forstår de breve, kommunen skriver til dig


Kommunen skal kommunikere med dig på en måde, så du kan medvirke i behandlingen af din egen sag. Det betyder blandt andet, at kommunen skal skrive til dig på en måde, så du har en chance for at forstå, hvad der står.


Du skal ikke være flov over, at du ikke forstår alt det, der står i kommunens breve til dig. Det er kompliceret stof. Og sommetider er sagsbehandlerne ikke lige gode til at få sig forklaret på skrift. Så spørg! Spørg indtil du er sikker på at du forstår!


3. Tag en bisidder med til møderne i kommunen


Din bisidder skal være en person, som du er tryg ved. Det skal være en der helt sikkert ikke fortæller om mødet til andre. Og det skal være en person, som kan forblive rolig i situationen også selvom du f.eks. bliver ked af det eller vred under mødet. Det kan være en professionel som mig, men det kan også være et familiemedlem eller en god ven/veninde.


Din bisidder skal være fyldt 15 år og der er altså ikke krav om at bisidderen skal være myndig. Men det skal for din egen skyld være en, som kan støtte dig i at få spurgt om det, der er svært og få fortalt sagsbehandleren om de ting, som du måske selv synes er svære at få sagt. Derfor kan det godt være en god idé ikke at vælge et alt for ungt menneske.


4. Bed om skriftlighed


Bed din sagsbehandler om at sende dig et referat fra jeres møde eller bed om at få tilsendt et notat fra telefonsamtaler. På den måde kan du sikre dig, at I er enige om, hvad der blev aftalt på mødet.


Du kan også bruge referater og notater til at genopfriske din hukommelse, når du forbereder dig til næste møde, så gem referater og notater og gem også din mailkorrespondance med sagsbehandleren.


5. Undgå unødige mails, opringninger og henvendelser til sagsbehandleren


Har du mange spørgsmål til sagsbehandleren, så prøv at samle dem i én mail, som du sender f.eks. én gang om ugen eller hver 14. dag. Dine henvendelser tager tid og så varer det bare endnu længere før du får en afgørelse.


Pas også på med hvordan du skriver og taler til din sagsbehandler. Lad være med at lade din frustration gå ud over sagsbehandleren. Langt de fleste sagsbehandlere arbejder så hurtigt de kan og gør alt hvad de kan for at gøre sagsbehandlingstiden så kort som muligt og træffe en korrekt afgørelse.


Så skriv og tal høfligt til sagsbehandleren og lad være med at skælde ud på hende. Også selvom du ikke synes, sagsbehandleren er særlig dygtig eller sød.


Hvis du er meget ked af det eller vred, så er det måske bedre at bede en anden om at ringe eller skrive til din sagsbehandler for dig (husk fuldmagt).



Har du gjort dig erfaringer med, at andre ting kan være hjælpsomme, når man har en sag i kommunen, så kommentér gerne og del dine erfaringer med andre.

Kommunernes overvågning af borgere med handicap er indgribende og ydmygende

Opslået d. 28. oktober 2019 kl. 17.25 Comments kommentarer (1)

Når borgere med handicap har brug for hjælp, flytter nogle kommuner ind i deres hjem i flere dage og noterer hver eneste detalje i dagligdagen. Borgerne må affinde sig med tiltagende overvågning og ydmygelser, ingen andre behøver at finde sig i, skriver udviklingschef for Muskelsvindfonden Jørgen Lenger i dette debatindlæg bragt i Information den 25. oktober 2019 Flere og flere oplever det.


Krav om dokumentation for rene bagateller. Uhæmmet kommunal kontrol. Nysgerrighed.

Og det standser hverken ved døren til soveværelset eller badeværelset.

»Vi sender en visitator ud og overvåger din hverdag for at kunne afgøre, hvor meget hjælp du har brug for,« skriver kommunen.

Det virker unægtelig, som om nogle kommuner udveksler ideer. Hvad enten man har brug for hjælp i hverdagen, dækning af merudgifter, handicapbil eller noget helt fjerde. For et par år siden var der politisk opstandelse over, at SKAT kunne gå ind på folks private enemærker for at sikre sig, at håndværkere ikke udførte sort arbejde eller anvendte illegal arbejdskraft. Et flertal mente, det var alt for indgribende at udføre kontrol på borgernes private bopæl og argumenterede for, at man da måtte have tillid til borgerne. Så den regel blev afskaffet. Men der er åbenbart forskel på kong Salomon og Jørgen Hattemager, for samme politiske forargelse gælder ikke, når kommunen kontrollerer mennesker med handicap. Tværtimod: Kontrollen er tiltagende, indgribende og ydmygende. Og den foregår både på borgerens private bopæl og i de løbende kontakter.

Nogle kommuner flytter simpelthen ind i borgernes hjem i flere dage, når behovet for hjælp skal vurderes. Der er åbenbart ingen grænser for, hvad kommunerne mener, der er nødvendigt at se for at beregne den nødvendige hjælp. Det er indimellem en kamp blot at holde kommunerne ude af soveværelset ved på- og afklædning og ude af badeværelset, når man skal have et bad eller sidde på potten. En kamp at afvise kommunale "kompromisforslag" om, at kommunen kan blive uden for badeværelset, hvis blot døren står åben, så de kan stå lige uden for døråbningen.

Nogle kommuner sender egne sagsbehandlere. Andre kommuner hyrer et privat firma. I begge tilfælde har man vildfremmede mennesker til at vade rundt i ens hjem og notere enhver detalje og glo på alting.


En potentiel forbryder

Ud af den forestilling kommer der en detaljeret rapport, hvor hver eneste lille detalje i borgerens dagligdag er beskrevet i minutter. Man noterer også, hvor mange minutter hjælperen har været inaktiv, så man i de perioder kan nedsætte hjælperens løn til under halvdelen og kalde det for rådighedsvagt, selv om hjælperen altså ikke desto mindre er på sin arbejdsplads og ikke kan anvende denne "fritid" til noget fornuftigt.

Så indviklet er det ikke at finde ud af, hvor meget hjælp en borger har brug for. Det ville hjælpe gevaldigt, hvis man havde samme tillid til mennesker med et handicap, som man har valgt at have, når det gælder kontrollen med sort arbejde eller borgernes egne skatteoplysninger.

Med eller uden forudgående overvågning følger så som regel et møde med kommunen, der involverer et større eller mindre antal "fagpersoner". Det er sket mere end én gang, at jeg oplever en blufærdig ung mand blive bedt om at udpensle i alle detaljer foran otte kvinder, hvordan han gør, når han tisser. Eller en ung kvinde, der bliver bedt om at fortælle, hvordan hun bliver vasket neden for navlen. En anden ung kvinde, der skal svare på, om hun nogensinde kysser sin kæreste, mens han arbejder som hjælper.

Mistroen lyser ud af kommunerne, og man aner en snigende mistanke om, at personen med muskelsvind rejser sig og løber et maratonløb, så snart kommunen vender ryggen til. Hvis man har et handicap, er man en potentiel forbryder.


Uetiske dokumentationskrav

En del kørestolsbrugere bliver køresyge i deres store handicapbil, hvis de skal sidde bag føreren, som jo samtidig er hjælperen. Desuden er det utrygt, at man med for eksempel muskelsvind ikke nødvendigvis kan påkalde sig hjælperens opmærksomhed, hvis man har brug for hjælp, eller hvis respiratoren svigter. Tidligere var det en selvfølge, at bilen blev indrettet, så man kunne sidde ved siden af føreren og endda føre en samtale. Men nu skal man stadig oftere "dokumentere" sin køresyge ved, at man skal køre en tur i en bil, hvor man sidder bag føreren. At blive køresyg er ikke sjovt, og det er decideret uetisk at påføre mennesker ubehag som led i kommunens dokumentation. Det minder til forveksling om tidligere tiders hekseprøve: Man puttede kvinden i en sæk og smed hende i søen. Hvis hun kom op igen, var hun tydeligvis en heks og skulle brændes. Hvis hun gik til bunds, havde hun bestået prøven og var ikke en heks.


Hvor går grænsen? Hvad skal man finde sig i?

Lovgivningen er ikke voldsomt klar, men Ankestyrelsen har i hvert fald slået fast, at det er ok at sige nej, hvis man har en rimelig grund til ikke at medvirke. For eksempel at man ikke finder det etisk i orden at skulle overvåges i intime situationer i sit eget hjem. Kommunerne skal derfor respektere, hvis borgeren ikke ønsker at medvirke og afgøre sagen på det foreliggende grundlag.

Som svar på et spørgsmål i Folketinget fra folketingsmedlem Jakob Sølvhøj, svarede daværende socialminister Karen Ellemann (V) for et par år siden: »Men vurderingen af hjælpebehovet i bade- og toiletsituationen, som der spørges specifikt til, skal naturligvis ikke foretages, mens borgeren er afklædt eller forretter toiletbesøg m.v. I forlængelse heraf kan hjælp til f.eks. toiletbesøg ikke afslås med henvisning til, at borgeren nægter at vise sig nøgen foran kommunale medarbejdere og nægter dem at overvære toiletsituationen.«

Så i hvert fald gælder denne ene grænse.


Stol på borgerne

På den ene side er det kommunens pligt at oplyse en sag bedst muligt, og ofte føler borgeren sig endda mere tryg ved, at vurdering og samtale sker i egne omgivelser. Men det behøver ikke betyde, at kommunen så skal tage ophold i borgerens hjem i flere dage. Uanset at man kan sige fra over for de mest ydmygende situationer, så er det både ubehageligt og en uskik at have fremmede mennesker til at overvåge en i sit eget hjem.

Ofte kan kommunen genbruge oplysninger, der i forvejen findes, og samtidig vælge at stole på borgerens egne oplysninger. Ofte er vedkommendes behov for hjælp indlysende og indiskutabelt. Men først og fremmest er kommune og borger ikke to ligeværdige parter. Den ene part er helt afhængig af den anden. Borgeren vil være tilbøjelig til at finde sig i selv grænseoverskridende krav for at få dækket sit behov og vil også være tilbageholdende med at klage, af frygt for at det kan have negativ betydning for afgørelsen. Det er et almindeligt princip i store dele af dansk lovgivning, at den netop beskytter den svage part mod at blive udnyttet af den stærke part. Men det skal ikke gøres til et spørgsmål om jura. Det mest nærliggende er simpelthen, at kommuner selv udviser en anstændig opførsel.

Det er etisk uacceptabelt, at mennesker med handicap behandles på den måde og må affinde sig med overvågning og ydmygelser, som ingen anden borger ville finde sig i og heller ikke behøver at finde sig i. Hvem har ansvaret for dette tiltagende idioti? Det er næppe en idé, der er fostret i sagsbehandlernes hoveder. Tværtimod er der sagsbehandlere, som væmmes ved den form for kontrol. Men hvem rækker så hånden op og siger: Det er min beslutning, mit ansvar? Socialministeren? Folketinget? Ankestyrelsen? Kommunernes Landsforening? Borgmesteren?Kommunalbestyrelsen? Socialchefen? Eller lever systemet sit helt eget hovedløse liv uden nogen som helst indblanding?


Link:

www.information.dk/debat/2019/10/kommunernes-overvaagning-borgere-handicap-indgribende-ydmygende?utm_medium=social&utm_campaign=btn&utm_source=facebook.com&utm_content=tp&fbclid=IwAR3HyHX28P8eg-J0Yo9O2yDDGBlF7Eh3fOWWfK8HEn4PwVL555zO1LtOuns


Rss_feed