Privat Socialrådgiver Karin B Nissen

Privat Socialrådgiver - Voksen og børne handicap - Beskæftigelse - Familiesager -  
Førtidspension - Fleksjob - Partsrepræsentant - Alle typer sociale sager

Blog

Kommunernes overvågning af borgere med handicap er indgribende og ydmygende

Opslået d. 28. oktober 2019 kl. 17.25

Når borgere med handicap har brug for hjælp, flytter nogle kommuner ind i deres hjem i flere dage og noterer hver eneste detalje i dagligdagen. Borgerne må affinde sig med tiltagende overvågning og ydmygelser, ingen andre behøver at finde sig i, skriver udviklingschef for Muskelsvindfonden Jørgen Lenger i dette debatindlæg bragt i Information den 25. oktober 2019 Flere og flere oplever det.


Krav om dokumentation for rene bagateller. Uhæmmet kommunal kontrol. Nysgerrighed.

Og det standser hverken ved døren til soveværelset eller badeværelset.

»Vi sender en visitator ud og overvåger din hverdag for at kunne afgøre, hvor meget hjælp du har brug for,« skriver kommunen.

Det virker unægtelig, som om nogle kommuner udveksler ideer. Hvad enten man har brug for hjælp i hverdagen, dækning af merudgifter, handicapbil eller noget helt fjerde. For et par år siden var der politisk opstandelse over, at SKAT kunne gå ind på folks private enemærker for at sikre sig, at håndværkere ikke udførte sort arbejde eller anvendte illegal arbejdskraft. Et flertal mente, det var alt for indgribende at udføre kontrol på borgernes private bopæl og argumenterede for, at man da måtte have tillid til borgerne. Så den regel blev afskaffet. Men der er åbenbart forskel på kong Salomon og Jørgen Hattemager, for samme politiske forargelse gælder ikke, når kommunen kontrollerer mennesker med handicap. Tværtimod: Kontrollen er tiltagende, indgribende og ydmygende. Og den foregår både på borgerens private bopæl og i de løbende kontakter.

Nogle kommuner flytter simpelthen ind i borgernes hjem i flere dage, når behovet for hjælp skal vurderes. Der er åbenbart ingen grænser for, hvad kommunerne mener, der er nødvendigt at se for at beregne den nødvendige hjælp. Det er indimellem en kamp blot at holde kommunerne ude af soveværelset ved på- og afklædning og ude af badeværelset, når man skal have et bad eller sidde på potten. En kamp at afvise kommunale "kompromisforslag" om, at kommunen kan blive uden for badeværelset, hvis blot døren står åben, så de kan stå lige uden for døråbningen.

Nogle kommuner sender egne sagsbehandlere. Andre kommuner hyrer et privat firma. I begge tilfælde har man vildfremmede mennesker til at vade rundt i ens hjem og notere enhver detalje og glo på alting.


En potentiel forbryder

Ud af den forestilling kommer der en detaljeret rapport, hvor hver eneste lille detalje i borgerens dagligdag er beskrevet i minutter. Man noterer også, hvor mange minutter hjælperen har været inaktiv, så man i de perioder kan nedsætte hjælperens løn til under halvdelen og kalde det for rådighedsvagt, selv om hjælperen altså ikke desto mindre er på sin arbejdsplads og ikke kan anvende denne "fritid" til noget fornuftigt.

Så indviklet er det ikke at finde ud af, hvor meget hjælp en borger har brug for. Det ville hjælpe gevaldigt, hvis man havde samme tillid til mennesker med et handicap, som man har valgt at have, når det gælder kontrollen med sort arbejde eller borgernes egne skatteoplysninger.

Med eller uden forudgående overvågning følger så som regel et møde med kommunen, der involverer et større eller mindre antal "fagpersoner". Det er sket mere end én gang, at jeg oplever en blufærdig ung mand blive bedt om at udpensle i alle detaljer foran otte kvinder, hvordan han gør, når han tisser. Eller en ung kvinde, der bliver bedt om at fortælle, hvordan hun bliver vasket neden for navlen. En anden ung kvinde, der skal svare på, om hun nogensinde kysser sin kæreste, mens han arbejder som hjælper.

Mistroen lyser ud af kommunerne, og man aner en snigende mistanke om, at personen med muskelsvind rejser sig og løber et maratonløb, så snart kommunen vender ryggen til. Hvis man har et handicap, er man en potentiel forbryder.


Uetiske dokumentationskrav

En del kørestolsbrugere bliver køresyge i deres store handicapbil, hvis de skal sidde bag føreren, som jo samtidig er hjælperen. Desuden er det utrygt, at man med for eksempel muskelsvind ikke nødvendigvis kan påkalde sig hjælperens opmærksomhed, hvis man har brug for hjælp, eller hvis respiratoren svigter. Tidligere var det en selvfølge, at bilen blev indrettet, så man kunne sidde ved siden af føreren og endda føre en samtale. Men nu skal man stadig oftere "dokumentere" sin køresyge ved, at man skal køre en tur i en bil, hvor man sidder bag føreren. At blive køresyg er ikke sjovt, og det er decideret uetisk at påføre mennesker ubehag som led i kommunens dokumentation. Det minder til forveksling om tidligere tiders hekseprøve: Man puttede kvinden i en sæk og smed hende i søen. Hvis hun kom op igen, var hun tydeligvis en heks og skulle brændes. Hvis hun gik til bunds, havde hun bestået prøven og var ikke en heks.


Hvor går grænsen? Hvad skal man finde sig i?

Lovgivningen er ikke voldsomt klar, men Ankestyrelsen har i hvert fald slået fast, at det er ok at sige nej, hvis man har en rimelig grund til ikke at medvirke. For eksempel at man ikke finder det etisk i orden at skulle overvåges i intime situationer i sit eget hjem. Kommunerne skal derfor respektere, hvis borgeren ikke ønsker at medvirke og afgøre sagen på det foreliggende grundlag.

Som svar på et spørgsmål i Folketinget fra folketingsmedlem Jakob Sølvhøj, svarede daværende socialminister Karen Ellemann (V) for et par år siden: »Men vurderingen af hjælpebehovet i bade- og toiletsituationen, som der spørges specifikt til, skal naturligvis ikke foretages, mens borgeren er afklædt eller forretter toiletbesøg m.v. I forlængelse heraf kan hjælp til f.eks. toiletbesøg ikke afslås med henvisning til, at borgeren nægter at vise sig nøgen foran kommunale medarbejdere og nægter dem at overvære toiletsituationen.«

Så i hvert fald gælder denne ene grænse.


Stol på borgerne

På den ene side er det kommunens pligt at oplyse en sag bedst muligt, og ofte føler borgeren sig endda mere tryg ved, at vurdering og samtale sker i egne omgivelser. Men det behøver ikke betyde, at kommunen så skal tage ophold i borgerens hjem i flere dage. Uanset at man kan sige fra over for de mest ydmygende situationer, så er det både ubehageligt og en uskik at have fremmede mennesker til at overvåge en i sit eget hjem.

Ofte kan kommunen genbruge oplysninger, der i forvejen findes, og samtidig vælge at stole på borgerens egne oplysninger. Ofte er vedkommendes behov for hjælp indlysende og indiskutabelt. Men først og fremmest er kommune og borger ikke to ligeværdige parter. Den ene part er helt afhængig af den anden. Borgeren vil være tilbøjelig til at finde sig i selv grænseoverskridende krav for at få dækket sit behov og vil også være tilbageholdende med at klage, af frygt for at det kan have negativ betydning for afgørelsen. Det er et almindeligt princip i store dele af dansk lovgivning, at den netop beskytter den svage part mod at blive udnyttet af den stærke part. Men det skal ikke gøres til et spørgsmål om jura. Det mest nærliggende er simpelthen, at kommuner selv udviser en anstændig opførsel.

Det er etisk uacceptabelt, at mennesker med handicap behandles på den måde og må affinde sig med overvågning og ydmygelser, som ingen anden borger ville finde sig i og heller ikke behøver at finde sig i. Hvem har ansvaret for dette tiltagende idioti? Det er næppe en idé, der er fostret i sagsbehandlernes hoveder. Tværtimod er der sagsbehandlere, som væmmes ved den form for kontrol. Men hvem rækker så hånden op og siger: Det er min beslutning, mit ansvar? Socialministeren? Folketinget? Ankestyrelsen? Kommunernes Landsforening? Borgmesteren?Kommunalbestyrelsen? Socialchefen? Eller lever systemet sit helt eget hovedløse liv uden nogen som helst indblanding?


Link:

www.information.dk/debat/2019/10/kommunernes-overvaagning-borgere-handicap-indgribende-ydmygende?utm_medium=social&utm_campaign=btn&utm_source=facebook.com&utm_content=tp&fbclid=IwAR3HyHX28P8eg-J0Yo9O2yDDGBlF7Eh3fOWWfK8HEn4PwVL555zO1LtOuns

Kategorier: Voksenhandikap

Skriv en kommentar

Hovsa!

Oops, you forgot something.

Hovsa!

De ord du har indtastet, matcher ikke den pågældende tekst. Prøv igen.

1 Comment

Besvar Karin B Nissen
Kl. 17.38 E. 28. oktober 2019 
Jeg vil fremhæve dette uddrag af kronikken, som giver en indikation af, hvornår du som borger/pårørende til en borger kan sige stop!

"Hvor går grænsen? Hvad skal man finde sig i? Lovgivningen er ikke voldsomt klar, men Ankestyrelsen har i hvert fald slået fast, at det er ok at sige nej, hvis man har en rimelig grund til ikke at medvirke. For eksempel at man ikke finder det etisk i orden at skulle overvåges i intime situationer i sit eget hjem. Kommunerne skal derfor respektere, hvis borgeren ikke ønsker at medvirke og afgøre sagen på det foreliggende grundlag. Som svar på et spørgsmål i Folketinget fra folketingsmedlem Jakob Sølvhøj, svarede daværende socialminister Karen Ellemann (V) for et par år siden: »Men vurderingen af hjælpebehovet i bade- og toiletsituationen, som der spørges specifikt til, skal naturligvis ikke foretages, mens borgeren er afklædt eller forretter toiletbesøg m.v. I forlængelse heraf kan hjælp til f.eks. toiletbesøg ikke afslås med henvisning til, at borgeren nægter at vise sig nøgen foran kommunale medarbejdere og nægter dem at overvære toiletsituationen.« Så i hvert fald gælder denne ene grænse".