Privat Socialrådgiver Karin B Nissen

Privat Socialrådgiver - Voksen og børne handicap - Beskæftigelse - Familiesager -  
Førtidspension - Fleksjob - Partsrepræsentant - Alle typer sociale sager

Blog

Systemstress

Opslået d. 26. november 2019 kl. 13.45

System stress


System-stress er en belastning, der kan opstå i samarbejdet med det offentlige. Vi oplever at blive overbelastede, fordi vi ikke har ressourcerne til at møde de krav, der stilles til os. Det er vigtigt at slå fast, at ikke alle oplever systemstress i mødet med det offentlige, men mange gør desværre.

Det kaldes systemstress, fordi det er systemet der stresser os. Ligesom ved andre typer stress oplever mange søvnløshed, afmagt og uro. Vi bliver utrygge, når vi ikke kan forudse, hvad det offentlige vil gøre, og hvis vi oplever ikke at få den hjælp, forståelse og støtte, som vi havde forventet.


En offentlig familie

Vi og vores familier bliver en sag i det offentlige, når vi søger om hjælp eller når det offentlige på eget initiativ starter en sag op, der vedrører os. Når det sker, skal vi ofte til at forholde os til mange forskellige sagsbehandlere, fagpersoner og afdelinger med hver sin lovgivning og hver sin holdning til os og vores familie. Vi skal acceptere at andre stiller nærgående spørgsmål og blander sig i vores liv og familie.

Som offentlig familie kan vi føle, at fagpersonerne ikke har tillid til os. Vi kan føle, at de mistænker os for ikke at være gode nok forældre eller at modarbejde de indsatser, som det offentlige sætter i gang fx i dagplejen, børnehaven, skolen eller klubben. Vi kan opleve, at daginstitutionen eller skolen og PPR ikke støtter op om vores ønske om en udredning og i stedet peger på os som problemet eller slet ikke ser et behov for en udredning.


Der stilles for store krav til os

Vi deltager ofte i rigtig mange møder og skal sætte os ind i ny viden. Ikke kun om vores eller vores barns sygdom eller handikap, men også om lovgivning og procedurer for sagsbehandling. Vi bliver ofte ustabile på vores job, fordi vi skal have fri til møder, og med tiden kan vi blive så slidte, at vi får flere sygedage.


Har du også oplevet…


Ikke at blive mødt med forståelse, hjælp og støtte af sagsbehandler, PPR-psykolog, skolelærer, børnehavepædagog, dagplejemor eller andre fagpersoner?


At møder og aftaler bliver ændret med kort tids varsel? Eller at du har fået ny sagsbehandler igen eller uden at få besked om det?


At lovgivningen ikke følges eller at være uenig i sagsbehandlerens vurderinger?


At de statusrapporter der ligger i sagen ikke stemmer overens med virkeligheden, som du oplever den? Eller at journalnotater og referater fra møder tegner et andet billede af dig og din familie, end den du oplever?


At skulle klage over en afgørelse, hvilket har medført en sag i Ankestyrelsen?


 

Kategorier: Sagsbehandling

Skriv en kommentar

Hovsa!

Oops, you forgot something.

Hovsa!

De ord du har indtastet, matcher ikke den pågældende tekst. Prøv igen.

0 kommentarer