Læs mere her: 

SERVICEHUND ❤ TERAPIHUND ❤ OMSORGSHUND - kær ven har mange navne ❤

SERVICEHUND

Siden 1970’erne har man i USA – og fra en gang i 1990’erne i Danmark – kendt til begrebet servicehunde.

Servicehunde anses for at være et hjælpemiddel og i Danmark kan man få en servicehund bevilget på baggrund af serviceloven §112.

Det er en betingelse for, at der kan ydes støtte til hjælpemidler til borgere med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, at funktionsevnen er varigt nedsat. Desuden skal kommunen vurdere borgerens egnethed til at have servicehund.

TERAPIHUND 

Allerede i 1950'erne forskedes i Sverige i brugen af hunde som støtte i psykoterapeutiske samtaler.

De tidligste fund gik på, at de fleste klienter slappede bedre af og blev mere tilgængelige for samtaler. Terapeuterne fandt, at de selv blev mere afslappede, når deres hunde deltog i det terapeutiske arbejde.

Nu ved vi mere om de positive kemiske og hormonelle forandringer i mennesker som samværet med hunde kan forårsage. Fx ved vi at mængden af stress-hormonet cortisol i blodet falder mens mængden af velvære- og kærlighedshormonet (det har fået dette navn fordi det blandt andet udskilles ved kram og kys) oxytocin stiger.

HUNDEASSISTERET PSYKOTERAPI 

Jeg har været uddannet psykoterapeut og coach i snart 20 år og som noget nyt tilbyder jeg hundeassisteret psykoterapi.

Min 6 år gamle allergivenlige Labradoodle "Bine" deltager ofte i samtaler på mit kontor. Hun reagerer på stemninger i rummet og byder sig til, afleder, trøster og grounder, når noget er svært at tale om. Hun bestemmer selv hvornår og hvordan hun vil deltage.

Under NADA-behandlinger lægger hun sig i nærheden og hviler. Ofte småsover hun imens, så er hendes dybe vejrtrækning beroligende.

"Bine" er under certificering som terapihund og som servicehund. Der gælder forskellige regler for, hvor en certificeret hund må medbringes.

"Bine" kan indgå i et samarbejde omkring oplæring af færdigheder til fx at tage offentlig transport, gå i butikker og på café med støtte fra en hund. Har du behov for hjælp til at lære (igen) at færdes ude blandt andre mennesker, så kontakt mig for en snak om, hvordan "Bine" og jeg kan støtte dig.

Du kan følge "Bine" på Facebook: https://www.facebook.com/servicehundenbine ;

Jeg er fortaler for indførelsen af en forvaltningsdomstol i Danmark, ikke mindst på grund af den manglende retssikkerhed på det socialretlige område.

Muligheden for at oprette særskilte forvaltningsdomstole kom med Grundlovsændringen i 1953, men den er desværre endnu ikke blevet effektueret i dansk retspraksis.

Jeg mener, at vi har brug for at kunne få omstødt kommunernes mange fejlagtige afgørelser af en instans, hvis afgørelser kommunerne rent faktisk føler sig forpligtet til at følge. Ankestyrelsens afgørelser har alt for ofte ingen reel konsekvens.

Og som det er nu går domstolene sjældent ind og afprøver myndighedernes skøn istedet henviser dommerne til, at Ankestyrelsen har ekspertisen på området, når borgerne forsøger at udfordre myndighedernes afgørelser ved domstolene. Det er med til at indskrænke borgernes mulighed for reelt at klage over fejlfyldte afgørelser.

Derfor har jeg skrevet under på dette borgerforslag: https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-06440

For som forslagets stillere skriver, så kan det simpelthen ikke passe at vi har et samfund, hvor borgere oplever at blive mere modarbejdet, når de søger hjælp end at blive hjulpet.

Jeg synes, vi skal tage Regeringen på ordet, når den gennem ældre- og socialminister Astrid Kragh siger, at det ikke skal være en kamp at få hjælp, og bede Regeringen om at indføre en Forvaltningsdomstol.

Du kan læse mere her:

www.altinget.dk/.../socialministeren-det-skal...

www.k-news.dk/.../forvaltningsdomstole-kan-vaere...

www.k-news.dk/.../ditlev-tamm-raser-over...

Sammen med to medforfattere havde jeg den 3. juni 2021 denne kronik i JP:

Dialogen, der blev offer for kommunens manipulation og forsvandt

Når tre ud af fem mennesker med handicap ifølge Vive – Det nationale forsknings- og analysecenter for Velfærd - ikke oplever at have indflydelse på, hvilken hjælp kommunen bevilger, og når kun halvdelen stoler på, at de får den hjælp fra kommunen, de har ret til, så er der noget galt ude i kommunerne (tal fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velværd).

Også i Syddjurs Kommune, hvor vi på forskellig vis er involveret i en psykiatrisag. Jamen, borgerne kan jo bare klage over kommunernes afgørelser, hvis de er utilfredse, kunne man som udenforstående fristes til at tænke. Mads Pramming, som er advokat og for nylig gået ind i psykiatrisagen fra Syddjurs, kalder klagesystemet med Ankestyrelsen som øverste myndighed for ”et af de mest borgerfjendske steder i Danmark lige for tiden”.

Sagsbehandlerne i kommunerne kan træffe afgørelser, som de har lyst til eller får besked på af deres ledere. Afgørelser som passer ind i kommunens økonomi, men som får vidtrækkende negative konsekvenser for borgerne og i sidste ende giver bagslag for kommunen, og for os alle sammen som samfund. For handler det netop ikke om at få givet borgeren det rette tilbud og derved optimere chancerne for at borgeren kan bidrage til samfundet i stedet for at blive fastholdt i overførselsindkomster og støtteforanstaltninger?

Det synes at være et problem i Syddjurs Kommune. Trods lovbrud sker der ingen forbedringer. Syddjurs Kommune har ellers tidligere haft sloganet "Hvordan har du det?" Det er imidlertid pist væk fra kommunens hjemmeside, så måske der snarere arbejdes efter et nyt slogan: "Går den, så går den!"

TV2 Østjylland skrev i marts måned under overskriften ”Efter 21 selvmordsforsøg: Svært at få den rette hjælp” om psykiatrisagen fra Syddjurs Kommune. På daværende tidspunkt var det 1,5 år siden, at kvinden var blevet udskrevet efter behandling i psykiatrien.

Kvinden, der er universitetsuddannet, havde forinden sin indlæggelse i psykiatrien, arbejdet inden for sit fag. Lægerne i psykiatrien vurderede, at kvinden efter indlæggelsen havde brug for stabilitet og tæt kontakt til personale for at kunne komme på ret køl igen, og at hun med den rette indsats i rette tid kunne komme til at bidrage til samfundet igen.

Men fordi Syddjurs Kommune ikke anerkender de lægelige anbefalinger fra psykiatrien, er kvinden nu henvist til en tilværelse som svingdørspatient i psykiatrien.

At borgere ikke modtager den fornødne støtte i kommunerne, når de bliver udskrevet fra psykiatrien, er en problematik, som flere psykiatere løbende har problematiseret i medierne.

Det første skridt på vejen i et samarbejde mellem sektorerne er vel at anerkende og anvende hinandens vurderinger, men sådan et samarbejde er Syddjurs kommune langt fra at indtræde i. Det har vi naturligvis (også problematiseret i sagen fra Syddjurs Kommune, men når ikke kommunen selv vil erkende sin vildfarelse, så kan man jo blot håbe på, at Ankestyrelsen får øje på problematikken omkring oplysningsgrundlaget for afgørelsen, som det interne notat udgør.

Når hver 4. dansker rammes af en psykisk sårbarhed, inden de fylder 50 år (hvis man ser på hele livsforløbet er tallet ifølge Bedre Psykiatri op mod hver 3. dansker), og når psykisk sårbarhed er Danmarks største folkesygdom (flere danskere lider af psykisk sårbarhed end kræft, diabetes og hjertesygdomme. Antallet har været stærkt stigende de senere år), så bør en sag, som den, vi er involverede i fra Syddjurs kommune, interessere os alle.

Du kære læser og dine nære risikerer statistisk set at blive en af de mange, der får behov for kommunens hjælp til at komme på fode igen efter endt behandling i psykiatrien. Men alt for mange oplever, at kommunen ikke er en medspiller – tværtimod.

I sagen fra Syddjurs Kommune kan man læse, at psykiatrien og lokalpsykiatrien beskriver, at kvinden, da hun bliver udskrevet fra psykiatrien, ikke selvstændigt er i stand til at købe ind, lave mad, gøre rent, tage bad og medicin. Ligesom hun ikke er i stand til at være alene i eftermiddags- og aftentimerne pga. angst og svære mareridt. En beskrivelse, som læger fra psykiatrien ifølge de officielle mødereferater, gentager ved flere møder med Syddjurs kommune i løbet sommeren 2020.

Men uanset hvad lægerne sagde, og uanset hvad kvindens egen vurdering af sit støttebehov var, så afslog Syddjurs at lytte.

I stedet for en dialog blev kvinden mødt med en magtfuldkommenhed, som er beskæmmende at være vidne til.

Kvinden blev således tildelt to daglige besøg i hjemmet og fik udleveret et telefonnummer, som hun kunne ringe til ved behov. Dette selvom psykiatrien havde beskrevet, at kvinden ikke kunne tilkalde hjælp, når hun havde mareridt. Hjælpen til at komme på fode igen var så mangelfuld, at kvinden i løbet af det følgende 1,5 års tid var akutindlagt pga. overdosis ikke færre end 21 gange. Det burde jo være åbenlyst for enhver, at kommunens hjælp ikke var tilstrækkelig.

Men selvom Syddjurs Kommune ikke har foretaget nogen egentlig evaluering af udviklingen i kvindens støttebehov, hvor der ses på om kvinden profiterer af støtten, om støttebehovet bliver mindre, om tabte funktioner generhverves osv., så bliver Syddjurs Kommune ved at fastholde, at det er den rigtige støtte, kommunen yder. Den eneste evaluering i sagen er kommunens egen vurdering af, hvor svær en funktionsnedsættelse kvinden har. Da Syddjurs Kommune startede med at bevilge støtte til kvinden, skrev kommunen, at man vurderede kvindens funktionsnedsættelse til ”3 = Svært problem”.

Efter 1 1/2 års støtte i eget hjem fra Syddjurs Kommune vurderer kommunen nu i foråret 2021, at kvindens funktionsniveau er faldet til ”4 = Fuldstændigt problem”. På trods af dette fald i kvindens funktionsniveau (og dermed et tilsvarende øget støttebehov) fastholder Syddjurs Kommune, at støtten er den rigtige.

Syddjurs Kommune vælger i foråret 2021 at købe sig til støtte i regionen, hvorfra kvinden nu modtager mindre støtte end tidligere (et besøg om dagen imod tidligere to besøg, og ingen mulighed for at tilkalde hjælp via telefon), og de ansatte, som nu skal støtte kvinden, har meldt ud, at de ikke ved noget om autisme, som er den hoveddiagnose, kvinden har.

Under hele forløbet har kvinden søgt en dialog med Syddjurs Kommune om sit støttebehov, men den dialog, som Syddjurs Kommune skulle have haft med sin borger og med lægerne fra psykiatrien om støttebehovet, er blevet erstattet af manipulation.

Det fik borgeren og hendes private socialrådgiver til at henvende sig til borgmester Ole Bollesen, viceborgmester Claus Wistoft og socialudvalgsformand Jan Fischer og samtlige medlemmer af socialudvalget i Syddjurs Kommune. På trods af flere henvendelser, var det eneste medlem af byrådet, som ville engagere sig i kvindens sag, løsgænger Laila Sortland, som flere gange har stillet spørgsmål til forvaltningens behandling af borgerens sag uden dog at have fået tilfredsstillende svar på sine spørgsmål.

På trods af åbenlyse problemer med området "Voksne med særlige behov" udtaler flere af de ovennævnte byrådspolitikere på et byrådsmøde, at de har tillid til forvaltningen.

I Syddjurs prioriterer man økonomien først, og lovgivningen og mennesket til sidst. Sammen med frivillige kræfter har kvinden fra Syddjurs Kommune og hendes private socialrådgiver fremlagt talrige eksempler på, hvordan Syddjurs Kommune overtræder loven.

Syddjurs Kommune - både borgmester, politikere og embedsmænd på højeste niveau - er gjort opmærksom på deres ansvar i tilfælde af recidiv (tilbagefald). Og selvom Ankestyrelsen i december skrev til Syddjurs Kommune, at deres afgørelse om ikke at bevilge kvinden et egnet botilbud var forkert og skulle laves om, så har Syddjurs kommune ikke rettet sig efter det. Den manglende dialog og lovovertrædelserne fortsætter.

Når danskerne til efteråret skal stemme ved kommunalvalget, kan de derfor med fordel overveje, hvordan man kunne tænke sig at blive mødt, hvis man rammes af fx en psykisk sårbarhed. Vil man tales ned til og ignoreres af de mennesker, der får løn for at hjælpe en? Vil man behandles som en andenrangs borger uden retssikkerhed? Og hvordan ønsker man at blive mødt af de politikere, som er valgt ind i byrådet, når man henvender sig til dem for at gøre opmærksom på, at forvaltningen begår lovbrud efter lovbrud?

Vi har ikke en politisk agenda; det interesserer os ikke, hvem du, der læser dette indlæg, stemmer på. Men inden du sætter dit kryds, vil vi opfordre dig til at undersøge, hvem i dit byråd, der interesserer sig for, hvordan du som borger bliver behandlet af forvaltningen, når du eller en af dine nære får behov for hjælp.

Du kan læse kronikken her: www.jyllands-posten.dk/jpaarhus/debat/breve/ECE13029287/dialogen-der-blev-offer-for-kommunens-manipulation-og-forsvandt/

I de seneste måneder har familieafdelingen i Guldborgsund været i mediernes søgelys pga. en ulovlig instruks til socialrådgiverne om at gennemføre besparrelser på 100.000 kr. pr. sagsstamme.

En instruks som lederen fra Guldborgsund også havde givet medarbejderne dengang han var ansat i familieafdelingen i Holstebro. Dengang var det dog besparrelser på 250.000 kr. pr. sagsstamme socialrådgiverne blev bedt om at finde.

Igår kunne man læse i avisen, at instrukserne nu kostede lederen sit job.

En sag om ulovligt køb af en byggegrund har i Fredericia fået borgmesteren til at trække sig fra posten i utide, og i kølvandet på skandalesagen skrives der nu om dårligt psykisk arbejdsmiljø og om 20 tidligere ledere, som bl.a. har forsøgt at gøre opmærksom på mulige habilitetsproblemer pga. den tidligere borgmesters "nære forhold" til kommunaldirektøren.

En af dem er af den grund åbenbart blevet fyret og efterfølgende blacklistet hos rekrutteringsbureauerne, så vedkommende ikke kan finde nyt som leder i kommunerne.

Jeg har i længe undret mig over, at kommunale ledere, hvis afdeling fx får 4 straks-påbud af Arbejdstilsynet pga. det psykiske arbejdsmiljø, eller som sammen med sin nærmeste leder bortvises pga. uregelmæssigheder i sagsbehandlingen, eller hvis ledelsesstil er så problematisk, at en hel familieafdeling går hjem og meddeler borgmesteren, at de ikke kommer igen før lederen er afskediget, efterfølgende bliver ansat i andre kommuner eller i staten.

Hvilke kriterier er mon afgørende, når det offentlige ansætter ledere?

Og jeg undrer mig over, hvordan nogle ledere i det offentliges moralske kompas tilsyneladende er ude at sync.

"Vi tror, at vi har et etisk råd, i Etisk råd, men det har vi ikke. Det er et moralsk råd. Med dette mener jeg, at moral handler om at sætte begrænsninger for det mulige og lade være med at gøre alting, blot fordi man kan gøre det", skriver filosoffen Anders Fogh Jensen.

"Hvor polerne før var udstukket af kirken eller én eller anden moralsk institution, bliver de nu skænket individet, der snurrer ængsteligt rundt i takt med sit eget snurrende moralske kompas, der peger på mange muligheder, men aldrig står stille på den rette".

Det er altså meget op til os selv at udvikle et moralsk kompas, som kan vise os vejen til de rigtige beslutninger. Det er i grunden et stort ansvar at stå med, synes jeg.

En undersøgelse fra CBS viste, hvordan alle beslutninger involverer mindst tre moralske overvejelser:

1. Dine personlige værdier som menneske påvirker din motivation for at opføre dig på bestemte måder.

2. Den forventede belønning spiller også ind– hvad kan du opnå eller miste?

3. Den sociale motivation er ligeledes en faktor – hvorvidt andre iagttager dit valg eller ej.

Undersøgelsen viste, at graden af de selviske beslutninger afhang af, hvorvidt der var publikum til stede eller ej: Folk handler mere moralsk, når andre er vidne til deres handlinger.

I forhold til ledere i det offentlige taler det for en større gennemsigtighed i de forskellige forvaltninger og en forbedret mulighed for borgernes indsigt i "maskinrummet".

Og det peger på et behov for forbedrede muligheder for at blive hørt, når vi opdager og påpeger formodede og erfarede uregelmæssigheder og ulovligheder.

Så ikke offentlige ledere lades alene om at træffe svære afgørelser af betydning for os borgere.

Du kan læse mere her:

https://www.filosoffen.dk/artikler/artikler-noter-taler-foredrag/samfund/kritik/klummer/moralsk-kompas-i-det-moderne-samfund/

https://www.cbs.dk/pressen/nyheder/villige-boeje-vores-moral-penge-kun-vis-graense

De ansatte i den offentlige sektor yder et stort bidrag til, at borgerne har tillid til sektoren og opfatter den som troværdig, effektiv og komptent. Det er bl.a. derfor, at Danmark er et af de mindst korrupte lande i verden.

Det er afgørende for det samfund og fællesskab, vi kender, at denne tillid bevares. Det fremgår af en udgivelse fra 2017: "God adfærd i det offentlige".

I går var jeg vidne til hhv. en fremragende adfærd og en skræmmende grim adfærd.

Med stor indføling nærmede to offentligt ansatte sig om formiddagen en borger i krise. Det var rørende at være vidne til, hvordan de med empati, omsorg, ærlighed og humor fik skabt en åbning for fortsat kommunikation.

Om eftermiddagen viste en offentligt ansat, hvordan man uden nogen form for rygdækning for sine påstande, kan trumle en sårbar borger fuldstændigt, imens tre andre offentligt ansatte ser på uden at gribe ind. Det var ubegribeligt grimt at være vidne til. Det får naturligvis et efterspil, men det er ikke min pointe med denne blog.

I denne blog vil jeg minde om, at der findes en række generelle regler om, hvordan offentlige myndigheder, institutioner og ansatte skal behandle borgernes sager og i øvrigt agere over for borgerne. En stor del af disse regler findes i forvaltningsloven, offentlighedsloven og databeskyttelseslovgivningen. I forvaltningsloven er der bl.a. bestemmelser om habilitet, partshøring og begrundelse. Reglerne skal bl.a. sikre, at borgerne bliver inddraget, inden myndigheden træffer afgørelse over for dem, og at afgørelserne er korrekte og forståelige.

Forvaltningsloven indeholder også regler om myndigheders pligt til at vejlede og yde bistand til borgerne. Vejledningen skal have et sådant indhold, at borgerne ikke på grund af fejl, uvidenhed eller misforståelser mister en rettighed, oplever et økonomisk tab eller lignende.

Derudover indeholder forvaltningsloven regler om aktindsigt for den, som er part i en afgørelsessag hos myndigheden. Regler om aktindsigt for personer, der ikke er part i en afgørelsessag, findes i offentlighedsloven.

Databeskyttelseslovgivningen opstiller regler om, hvornår en behandling af personoplysninger må ske, og krav til sikkerhed ved en sådan behandling. Det følger bl.a. af databeskyttelseslovgivningen, at når en myndighed indsamler personoplysninger, skal det stå klart, hvad formålet er, og formålet skal være sagligt. De personer, som myndigheden indsamler oplysninger om, har også en række rettigheder, fx ret til indsigt og ret til at gøre indsigelse. 

Ved siden af de skrevne regler i bl.a. forvaltningsloven gælder en række uskrevne forvaltningsretlige regler og grundsætninger. Fx gælder der et princip om, at myndigheden skal sikre, at en sag er tilstrækkeligt oplyst, før der træffes afgørelse (officialprincippet). Men samtidig at sagen heller ikke må overbelyses (proportionalitetsprincippet).

God forvaltningsskik stiller også krav til myndigheder og ansatte ved konkret sagsbehandling. For eksempel skal myndighederne besvare borgernes henvendelser inden for rimelig tid, orientere borgerne om sagens gang og svare borgerne i et letforståeligt sprog.

Så når vi som borgere klager over mangelfuld og fejlbehæftet sagsbehandling eller uværdig optræden og magtmisbrug, så er det ikke for at "komme efter" nogen; så er det simpelthen et forsøg på at minimere den skade offentligt ansatte kan komme til at forvolde, når de fx fremsætter udokumenterede påstand baseret på usaglige hensyn, på tilliden til fællesskabet, som vores samfund er baseret på.

Offentlige myndigheder og institutioner skal desuden over for borgerne agere inden for rammerne af principperne om god forvaltningsskik, som bl.a. er udviklet af Folketingets Ombudsmand. Disse principper er udtryk for, hvordan offentlige myndigheder, institutioner og ansatte bør opføre sig over for borgerne. Offentlige myndigheder, institutioner og ansatte udviser generelt god forvaltningsskik, når de optræder høfligt, hensynsfuldt og nærværende over for borgerne og på en måde, der styrker tilliden til den offentlige forvaltning.

Du kan læse mere her: 

www.ombudsmanden.dk/myndighedsguiden/generel_forvaltningsret/god_forvaltningsskik/ 

www.modst.dk/media/17831/god-adfaerd-i-det-offentlige_web.pdf   

SÆT IKKE BORGEREN I CENTRUM, HVIS DU IKKE SELV KAN FINDE DERIND!

Samarbejdsproblemer mellem kommunerne og deres borgere optager mig i sagens natur meget. Jeg gør mig dagligt mange tanker om, hvorfor de sociale sager, som jeg er involveret i er gået i hårdknude. Og om hvordan man kan løse op for knuderne.

I nogle sager går det let. Et enkelt telefonopkald eller en mail med en kort beskrivelse af, hvad problemet er set fra borgerens perspektiv og en invitation til at mødes kan sommetider være nok. Det afhænger meget af modtagerens indstilling.

I andre sager støder mine henvendelser på en mur af tavshed eller jeg får et fornærmet svar tilbage. Eller endnu værre; et svar der ikke besvarer mine spørgsmål. Jeg får sommetider nærmest en fornemmelse af et såret væsen, der frygtsomt trækker sig ind i et hjørne og kun magter at bide ad en fremstrakt hånd, når jeg læser sådanne svar fra kommunen.

Afmagten kan på begge sider af skrivebordet nærmest være til at tage at føle på.

I min søgen efter forståelse for, hvad det er borgerne oplever, anvender jeg teorier fra flere forskellige fagområder. Det er naturligt for en socialrådgiver at trække på juridisk viden, teorier fra pædagogikken og psykologien, samt sociologiske og samfundsvidenskabelige tankemodeller, når hun analyserer problemer.

Kommunikationsfirmaet BRO arbejder med en kombination af kommunikation, organisationsudvikling og adfærdsdesign og skriver i en blog, at "Det er som om, at vor tids kommuneslang rider på efterdønningerne af New Public Management-retorikken og glemmer, at hvis en afsender ikke skaber klare billeder for en modtager, så kunne han lige så godt have undladt at sige noget".

Måske noget af forståelsen ligger gemt her?

Ikke sjældent oplever jeg nemlig, at borgerne frustreres over, at kommunens medarbejdere ikke forstår, hvad deres behov er. Efter et godt møde slukkes borgerens nytændte håb om forståelse, når han/hun ser hvad samtalen bliver omsat til i indsatsmål i en handleplan.

"Men har hun da intet forstået af, hvad jeg sagde?", spørger borgeren mig så ulykkelig.

Jo, det tror jeg sådan set hun har, men hjemme i kontoret i forvaltningen bliver borgerens ord kørt forlæns og baglæns igennem i den bureaukratiske kødhakker og ud kommer noget, som borgeren slet ikke kan genkende sig selv i.

"Kommunerne vil altså gerne være bedre til at kommunikere med deres borgere i øjenhøjde – for nu at bruge endnu en af de meget slidte fraser. Så er det et gigantisk benspænd at lave for sig selv, når man pakker sine budskaber ind i ord og begreber, som borgerne ude på gågaden og hjemme mellem de fire vægge hverken kan mærke eller forstå. De skaber afstand i en tid, hvor de stort set alle har som mål at skabe nærhed."

Så en af indgangene til at forstå den voksende kløft mellem borgere og kommuner, som blandt andet afstedkommer gensidige trusler og politianmeldelser, kunne måske være at analysere den måde kommunerne kommunikerer med borgerne.

Folketingets Ombudsmand skriver, at "Det følger af god forvaltningsskik, at en myndighed bør skrive til borgerne i et sprog, som er let at læse og forstå for borgeren, målrettet den konkrete situation og fremstår høfligt, venligt og hensynsfuldt. Formen bør være enkel og præcis og sætningerne korte og klare. Kancelliudtryk, fremmedord eller flertydige og overflødige ord bør så vidt muligt undgås".

Den gode sagsbehandling og den gode kommunikation skal skabe tillid. Borgerens tillid til myndigheden. Men den opnår man ikke, hvis man omformulerer borgerens problemforståelse til noget, der udelukkende passer til kommunens behov for at spare. Eller kun passer ind i en bestemt model eller metode, som man har valgt at arbejde efter. Eller kun passer ind i en mistillidsdiskurs affødt af New Public Mamagement som styringssystem i velfærdsstaten.

"Sæt ikke borgeren i centrum, hvis du ikke selv kan finde derind", skriver Helle Bro, og jeg får lyst til at tilføje, at kommunerne heller ikke skal stille sig selv ind i midten af noget, hvor borgerne ikke kan finde dem. Byg ikke sproglige eller adfærdsmæssige barrierer op mellem jer og borgerne. Genfind tilliden til borgerne og til medarbejderne. Ikke kun retorisk men også i virkeligheden.

Du kan læse Helle Bros blogindlæg her: https://wearebro.dk/blog/saet-ikke-borgeren-i-centrum-hvis-du-ikke-selv-kan-finde-derind ;

"Gennem de seneste år er borgerne begyndt at vise deres utilfredshed med offentlige myndigheder på en ny måde", skriver Birgitte Arent Eiriksson fra Justitia, hvis undersøgelser bl.a. har vist, hvordan borgerrådgivere kan være en del af løsningen på de samarbejdsproblemer, som kommunerne oplever at have med frustrerede og vrede borgere.

"Vreden afspejler en optrapning af konflikten mellem borgere og myndigheder og rettes ikke mindst imod kommunerne. Borgerne har noget at have frustrationerne i", fortsætter Birgitte. "De kommunale sagsbehandlingstider er lange, og på det socialretlige område bliver hver tredje klagesag omgjort i Ankestyrelsen, enten fordi afgørelsen er direkte forkert, eller fordi sagen er så ringe oplyst, at det slet ikke er muligt at vurdere, hvilken afgørelse der skal træffes".

At konflikten mellem kommuner og borgere har fået et ekstra nøk opad ses bl.a. også i sager, hvor kommuner anmelder borgere til politiet pga. et groft sprog i en vindmølledebat på Facebook, og anmelder bisiddere/partsrepræsentanter i sociale sager.

I et, blandt borgere meget udskældt, jobcenter ligger fx et journalnotat fra en beskæftigelsessagsbehandler, som synes, det er truende at få at vide, at borgeren vil klage over sagsbehandlingen, som har trukket unødigt ud. Foreholdt sagen skriver jobcenterchefen, at hans medarbejder har været udsat for "en administrativ trussel". Det vidner jo om en vis kreativitet i det kommunale systems udtænkning af mulighederne for at føle sig krænket af borgerne.

"Effektiviserings- og besparelseskrav har samtidig ført til pressede sagsbehandlere. Flere steder er kravene til sagsbehandlernes uddannelse og erfaring blevet sænket, mens forventningerne til, hvor mange sager de kan nå, er gået den modsatte vej. Nogle steder ser man også "grænsesøgende afgørelser", hvor man forsøger at presse regler og skøn til det yderste for at spare penge", skriver Birgitte Arent Eiriksson og afslutter med en refleksion over, at "Borgerrådgivere kan naturligvis ikke løse alle problemer, men de kan gøre en forskel for især den ressourcesvage borger, som farer vild i det kommunale system".

Det er muligt, at de kan det, men spørgsmålet man altid kan stille sig er, hvem det i grunden er, der bliver ansat som borgerrådgivere, og om deres vilkår for at udføre jobbet vil være så meget anderledes end de andre medarbejdere i kommunen. I en jysk kommune er den nye borgerrådgiver fx hentet i et af de private konsulentfirmaer, som har hjulpet kommunerne med at finde besparelser på handicapområdet, hvilket Ankestyrelsen har udtalt i visse tilfælde kan have været i strid med lovgivningen. I en anden kommune kunne man i stillingsopslaget læse, at den nye borgerrådgiver skulle sidde i telefonomstillingen.

Det skal blive interessant at følge både udviklingen i samarbejdet mellem kommuner og borgere, og effekten af ansættelse af flere borgerrådgivere.

Du kan læse artiklen her: https://www.altinget.dk/civilsamfund/artikel/birgitte-arent-eiriksson-saadan-har-vrede-borgere-oeget-presset-paa-politikerne?fbclid=IwAR1WIB7nOYx7BIY0qPIrNblyP1GRr-Dk8AdP34fMW8mu8OB5UfsIx5voJfI